Læse min stil for mig? skrive menning {{forumTopicSubject}}

Ja, ovskriften siger alt
Nogle som vil læse min stil, og sige jeres mening, det skal være en krimi og det er en forsættelse fra stilemner:

----------------------DEN ER LIDT LANG----------------------



Mistænkt
Da han var kommet op til det røde skilt kiggede han fortvivlet omkring, han skyndte sig at løbe videre. Selvom armen gjorte meget ondt, måtte han holde smerten inde og løbe videre.
Han vidste at de kunne komme hvornår det skulle være. Hvad ville de gøre hvis de fik fat i ham?
Han turde ikke tænke på de grusomheder de kunne gøre imod ham. Han holdte tankere tilbage og løb alt hvad han kunne. Der kom en sidevej, han tog chancen og løb ned ad den.
Han følte sig ikke tryg ved situationen, det var helt mørkt. Måske sad de og holdte øje med ham, nede i grøften eller bag træerne.
Det sneede mere end det havde gjort før på dagen, det betød at det ville blive koldere.
Hans arm dinglede. Selvom det gjorte ondt måtte han hverken stoppe eller skrige af smerte. Det ville koste han liv.
Bare løbe og løbe, medmindre han altså ville slutte sit liv på denne måde?
Nej, det ville han absolut ikke! Imens han løb, tænkte han på hvorfor i alverden han havde valgt et så grusomt liv?
Som dreng havde han været en nogenlunde dreng, han havde i hvert fald lavet alle sine lektier.
Men hvorfor har han så valgt dette liv?
Nu var han blevet anklaget for et mord på et rockermedlem, som han ikke havde gjort.
Godt nok var han en af de hårde fyre, men ligefrem at blive anklaget for et mord?
Han var til stede og fandt mordvåbenet, men han havde altså ikke slået ham ihjel.
På grund af det var resten af rockerne nu efter ham. Han frygtede så inderligt at de ville give ham en pinefuld død, han ville hellere have en hurtig og smertefri død, end få en smertefuld død.
Men der var ikke andet at gøre end bare løbe og løbe.
Han hørte en brummen, nu var de sgu på vej, han gispede hurtigt, nærmest hyperventilerede.
Var det allerede slut, kun 24 år? Nej! Det kunne ikke være slut nu, han løb ned ad grøften, hen over marken. Støjen fra motorcyklerne kom nærmere og nærmere.
Der var en bæk lige fremme, på nok ca. 2 meter bred. Med al sin kræft sprang han over den.
Han vidste at han havde travlt, rockerne var nogle hårde fyre, de havde våben og tatoveringer.
Han ville ikke ende sit liv sådan, han ville leve et værdigt liv.
Han kunne ikke bare stoppe med at løbe, og prøve at tale dem til fornuft. Lige meget hvad, ville de slå ham ihjel, så han ikke sagde noget videre
. Han smed sin cottoncoat, den var for stram rundt om højre arm.
Han kiggede sig tilbage, nu kunne han ikke høre noget brummen, intet lys fra motorcyklerne.
Han stod lidt stille, havde de droppet eftersøgningen?
Der gik lidt tid, nu begyndte de sgu at skyde, han dukkede sig i frygt for at blive ramt.
Man kunne se gnister fra pistolerne.
Nu frygtede han for alvor sit liv.
Men var det overhovedet ham de skød efter? Han kunne høre dem råbe, det var højst sandsynligt ham de råbte efter fordi det var hans navn, det lød i hvert fald sådan.
Men han svarede ikke, det ville jo være mere end dumt!
Der var stille igen, nu kunne han høre sirener, det var politiet, nogle havde hørt skyderiet og havde tilkaldt politiet. Var han nu reddet, eller skulle han vente et par minutter, så alt var stillet af?
Ja, det ville han absolut gøre. Der var ikke andet at gøre.
Han kiggede op på månen, der må have gået ca. 10 minutter, der var helt stille, kun blæsten susede og uglen tudede. Ingen råb eller skud, ingen lyd fra politiets sirener, kun uglen og blæsten.
Det var nu han skulle løbe, men han havde følelsen af at noget holdt ham tilbage.
Var det hans dårlige samvittighed? Eller var det smerten i hans arm?
Han rejste sig halvt op, for at være 100 % sikker på at der ikke var nogle.
Så rejste han sig helt op og kiggede direkte ind i løbet af en pistol.
Der løb en kulde ned af nakken på ham, nu frygtede han inderligt at det var slut!
Det var for mørkt til at han kunne se hvem det var, der stod lige der foran ham.
Nu var der en mere bag ved ham, han kunne ikke vende sig om og se, for pistolen blev klemt ret hårdt ind mod hans pande.
Han mærker et slag i baghovedet og falder om, han hører nogle utydelige stemmer og besvimer.
Han vågner efter 15 min. Han er inde i en kæmpe lade, en port åbnes og en kraftig bygget person kommer ind.
Det er et rockermedlem, stor og kraftig og et par lange ar ned langs venstre kind.
Rockeren vender sig om, der ser han navnet på hans vest, han hedder Brian.
Han kigger på Brian, og prøver at sige noget, men der kommer ingen ord ud.
Brian går hen imod ham, og giver ham en på hovedet.
Brian går igen, porten lukkes og det bliver mørkt. Han kan mærke blodet løber ned af hans mund.
Han råber alt hvad han kan, at han altså er uskyldig. Der kommer ingen ind, kun hans ekko kommer tilbage.
Porten går op, to også store fyre kommer ind, de har en stol hver med.
Han kan se at de har hver deres pistol i deres bælte. De går hen imod ham, og sætter sig på deres stol. Det er nu de vil afhøre ham.
De spørger til om mordet, på deres bandemedlem. Han afviser at have slået nogle ihjel.
De tror ikke på ham, og truer ham med deres pistol.
Han prøver at snakke dem til fornuft, og siger at han ikke kan indrømme, når der intet er at indrømme. Men de tvinger ham til det, de hører slet ikke efter.
Men da de så spørger efter hans navn og han svarer at han hedder Kenneth. Der bliver helt stille og de kigger fortvivlet på hinanden. De går med meget hurtige skridt ud af porten, det bliver igen mørkt og han sidder der helt alene igen
Han prøver at komme fri, men til ingen verdens nytte. Hans arme er båndet stramt til hinanden.
Hans højre arm havde han helt glemt, med alt det der var sket. Det var først nu han igen kunne mærke smerten i armen. Nu var det ikke kun højre arm, der gjorte ondt. Hans baghoved var rimeligt ømt, og han kunne kun dreje hovedet lidt. Han kunne mærke at der var en flænge, for hvis han drejede hovedet bare lidt mere end hvad der behøvede, begyndte blodet at rende ned ad nakken.
Porten gik endnu engang op. Denne gang kom der 5 rockere ind, de havde noget papir og en kølle med. To af dem gik om bag ham, to andre stod ved siden af ham, den sidste er Brian, han stiller sig lige foran ham.
Det er et billede Brian har i hånden, han sætter det lige foran Kenneths hoved. Efter Brian har kigget på det, et lille stykke tid og har sammenlignet en masse begynder han at bande. Han kaster den ene stol og skyder op i loftet.
Brian giver et lille nik, til dem som står bag Kenneth. Han får igen et slag i baghovedet. Denne gang besvimer han med det samme.
Han vågner og kigger forvirret omkring. Der er hvidt over det hele, er han død nu?
En læge kommer ind, hun spørger ham om han kan huske sit navn. Det kan han godt og fortæller hende det.
Han spørger hende forvirret om han er død. Hun svarer med et smil på læben, og siger det er han altså ikke. Han kigger på sin arm, den er lagt i gips og venstre arm i drop.
Han spørger efter et spejl, og lidt efter kommer lægen med et spejl. Han tager det forsigtigt op, han er bange for at det ser meget slemt ud.
Da han får spejlet op i rette højde, ser det alligevel ikke så slemt ud.
Han har fået et par sår, men ellers er der ikke andet.
Han føler på sit baghoved, der er lagt forbinding rundt om hovedet.
Han lagde på sygehuset i en uge, han kunne næsten ikke huske noget, fra det der var sket.
men hver gang han mærkede på baghovedet, kom der minder, dårlige minder frem.
Mens han var på sygehuset, havde politiet været der, men det eneste han sagde, var at det var nogle rockere, han kunne ikke huske hvem og hvor.