Læse min stil? (; {{forumTopicSubject}}

Vi har afleveret, men får dem tilbage imorgen og skal rette. Der har vi så mulighed for at lave noget om.. Nogen der evt. har nogen ideer til hvad jeg kunne gøre anderledes? Det første afsnit skal stå med kursiv, men kan ikke finde ud af det herinde xD


Drømmen om mord

Han vidste det!
Han vidste, det nu ville blive afsløret. De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer.
I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes i den store stue og snakke lidt om nogen forskellige, mere alvorlige ting, og lave lidt praktiske aftaler som deres klasselærer, Irene Mikkelsen, udtrykte det. Denne halve time gjorde, at han fik mere tid til at tænke over tingene. Han, Mike Pedersen, gik rundt og havde meget dårlig samvittighed. Han havde længe planlagt mordet på sin far – en drukkenbolt, der altid kom hjem midt om natten og tæskede sin kone, Mikes mor. Og i morges havde han gjort det. Han havde dræbt sin far, det var han sikker på. Og uanset hvor meget han hadede sin far, kunne han ikke lade være med at tænke over, hvor forkert af ham det havde været.
Den halve time var gået. De samledes alle i den store stue, deres nye tilholdssted på lejrturen. Irene kiggede alvorligt rundt på dem alle: ”Ja, unge mennesker. Nu skal vi jo til at diskutere nogen mere alvorlige sager.” Eleverne fra 8.d sukkede højt og himlede med øjnene. Irene snakkede videre, videre, videre. Mike faldt langsomt tilbage i sine egne tanker, og hans øjne sank langsomt i. En tåre trillede ned ad hans kind. ..”Og i aften skal vi..” Irene blev afbrudt af en høj banken på yderdøren. Hun rystede på hovedet og gik hen og lukkede døren op. Uden for stod politiet, to mand høj, og så meget alvorlige ud. Irene så spørgende på dem.
”Goddag. Der er desværre sket en forbrydelse. Og vi er bange for at offeret er i familie med en af dine elever!” sagde den største politibetjent, ham der stod til højre for Irene. Alle eleverne blev pludselig meget opmærksomme, og Mike kunne mærke varmen stige til hovedet. De så Irene og politibetjentene stikke hovederne sammen, de snakkede vel videre om forbrydelsen. Sådan gik der et par minutter. Timer, syntes Mike. Hans kinder blussede, og han havde mest lyst til at græde. Han var lige fyldt 15 år, så de kunne godt smide ham i fængsel eller på en sindssyge anstalt – det var jo ikke ligefrem normalt at en 15-årig dræber sin far. Han havde i hvert fald ikke hørt noget om det før.
”Ja. Øhm. Vi står jo i en lidt.. uheldig situation her. Sagen er den at.. Det må politiet vist hellere fortælle jer selv,” sukkede Irene. ”I bliver hentet ud en efter en. Gør jer selv en tjeneste og fortæl sandheden med det samme!” Det så ud som om, det var rigtig hårdt for hende at få ud. Politiet pegede den første ud. Det blev Nikolai, en rigtig god ven af Mike. Han gik med politiet hen mod døren, og de andre elever løb efter og flokkedes ved vinduet. Alle ville kunne se mest muligt. Politiet snakkede et stykke tid med Nikolai udenfor. Nikolais øjne løb i vand, da han kom ind igen. Den næste var Mike, han opfattede ingenting lige i starten. Irene begyndte at kalde på ham: ”Mike?” Sveden begyndte at perle frem på hans pande, og han kunne mærke tårerne presse sig på. Nu ville det blive afsløret. Det hele var slut. Alt..

”MIKE! Vågn op, du er faldet i søvn!” Irenes stemme var skrap og kommanderende. Mike åbnede øjnene og satte sig op. Lokalet omkring ham var sløret, og han havde svært ved at fokusere. En tåre løb ned af hans kind, og han tog automatisk en hånd op og tørrede den af. Mike kunne mærke at han svedte – rigtig meget endda.
”Du har vist haft mareridt,” sagde Irene, lidt blødere. ”Vi skal mødes nu, der er gået en halv time.” Mike nikkede forvirret og rejste sig op. Ved sig selv tænkte han: ”Vi har da lige snakket derude. Har vi ikke? Havde hun ret? Var det bare et mareridt?” Han rystede på hovedet og gik hurtigt ud på toilettet og kastede koldt vand i hovedet. Han så på sig selv i spejlet. Han så – ja, hvad så han egentlig? En normal 15-årig teenager, der lige havde haft mareridt. Ikke en morder. Han smilede lidt ved sig selv og gik ind til de andre. Irene kiggede alvorligt rundt på dem alle: ”Ja, unge mennesker. Nu skal vi jo til at diskutere nogen mere alvorlige sager.” Eleverne fra 8.d sukkede højt og himlede med øjnene. Irene snakkede videre, videre, videre. Mike faldt langsomt tilbage i sine egne tanker, og hans øjne sank langsomt i. ..”Og i aften skal vi..” En høj banken på yderdøren afbrød hende – endnu en gang! Mike spærrede forskrækket øjnene op og tænkte: ”Nej! Det er jo det samme som skete i min drøm.” Han vidste allerede, hvad politiet ville sige. I sine egne tanker hørte han de efterhånden velkendte ord.
”Goddag. Der er desværre sket en forbrydelse!” …