en historie jeg selv har skrevet {{forumTopicSubject}}

Stille aften.

Vinden blæser let ind af det åbne vindue ude i gangen, der en lille smule koldt.
Trækker vejret dybt, helt ned i maven, klokken slår lidt i 23. Men der er stadigvæk ikke sket noget. Grenene slår let på ruderne ude i køkkenet. Det lyder en smule uhyggeligt.
Fjernsynet er tændt, der bare ikke noget der vær at se endnu.
Hunden ligger helt rullet sammen, henne i hjørnet af stuen, den sover tungt. Ilden fra brændeovnen laver sjove skygger over på den hvide væg.
Lyset i gangen er tændt, men ellers er det kun lyset fra ildstedet, der lyser den lille stue op.
Der regner mildt uden for, lukker øjnene og lytter. Regnen tager til, og slår mod ruderne, det giver en tryghed. Sidder helt stille, og kigger ned i bordet.
Skriver første linie, men opgiver igen. Hoved er fyldt med gode idéer, men kan ikke få dem ført ned til hånden som skal skrive dem.

Stolen knirker ved den mindste bevægelse, regnen og vinden har lagt sig, og lyset fra månen står lige ind af vinduet, og ned på mine papirer.
Hunden begynder at røre lidt på sig, og tøffer hen mod døren, ud til den gamle have.
Lukker hende ud, ude i haven ligner det meste sig selv, alt er dækket af et tyndt lag dug. Alle blade og grene er våde. Ind imellem blæser en kold vind gennem luften, og stopper først, når den rammer ind mod mit ansigt, træder et skridt tilbage.

Hårene på armene rejser sig med stil. En enlig flagermus flyver rundt alene, i mærket på jagt efter mad.
Nattens mørke rummer mange mystiske lyde, små dyr man ellers aldrig ser i lyses verden, lister rund i mørket stille stund.
Pifter lavt efter hunden, som lister ind igen, inden døren lukker for de ukendte, vender man en sidste gang, lader blikket vandre så langt som øjet rækker. En jagt efter den mindste bevægelse i det høje græs.
Græshopperne spiller for mig i de sene natte timer.

Solen tager over for nattens mørke, en ny dag begynder som alle dage starter, natten trækker sig stille væk, som et uønsket tæppe. Lyset breder sig, som ringe i vandet.
Lyset kaster striber hen over haven, alt er forandret.
Duggen ligger smukt, hen over edderkoppespindet på busken, skinner som diamanter, i den klare morgen sol.
Fuglene er tidligt oppe på morgen tur, svæver høj og lavt på jagt efter morgenmad. Naboens hane galer en sidste gang.
Vinden er stadigvæk kølig, selvom solen var været oppe længe.
Står og ser ud af vinduet, der stille udenfor, ikke ret meget liv nogen steder. Længere nede af gaden, sker der lidt.
Nyder freden og stilheden tager over, den tager alt med på sin vej.
Som en bølge sniger den sig ind over sit offer.
Kigger rund i stuen, som nu er fyldt op med lys, ildstedet er gået ud som et lys. Solens stråler kilder mig blidt på kinden.
Lyden af en bil ude på gaden, afbryder stilheden som et lyn.
Og man er vågen igen, bevæger sig hvile løst rundt, uden at foretage sig noget.
Ude i vejen står træerne på række, svinder med vinden, fra side til side.
De hvisker til hinanden, deres grene leger mod vind og vejr.
Skole børn der på vej i skole, ved denne tid har ikke travlt, solen skinner på dem, de rander og leger på vejen, mens de på vej.
De ser ikke alvoren, for det forsendt.
En pige på hendes nye cykel vælter, det bløder fra knæet.
Ingen samler hende op. Hendes tåre triller ned af kinderne.
Hun får rejst sig op, og forsætter den lange væk til skole, det naturens orden. De svage bukker under, for de stærke.

Hunden i snor, og det gode vejr i ryggen, går på en lang smal sti.
Går langsomt, nyder skridt for skridt, luften er lun, rund om os, går tiden i stå.
Dagen går med tynge skridt, minut efter minut tikker uret.
Drejer hoved, og ser mig omkring. Løse hunde i parken, et ungt forelskede par, på en bænk, der nyder solens sidste stråler sammen, ingen natten igen tager over, og dækker alt med sit mørke.
Gennem byen, vander blikket rundt på de under mennesker, der begynder at lade op til nattens mysterier.
En ung fyr er allerede begyndt at svæve rund i sine egne tanker, lader ryggen støtte let op af en væk ud mod vejen.
De små regner, fjerner forsigtigt med ærmet, regnen fra ansigtet.
Vejen skifter stille farve fra grå til mørke grå, luften er fugtigt, og klam.
Vejen ende inde i skoven, lydene fra skovens dyr, kan hørers på lang afstand, stopper op holder vejret et par sekunder, kan mærken hvordan vinden skær gennem skind og ben og ind i hjertet.

Det gør ondt, det springer et slag over, står stille går i gang igen.
Bevæger den ene fod frem og den anden følger lydigt efter, rækker ud efter det nærmeste træ, det omdækket af grønt møs, det blødt.
En regn dråbe løber ned af en gren og ender med at drypper ned af nakken på mig, det gyser i hele kroppen.
Træder et skridt tilbage, vender kroppen langsomt og smerte fuldt, og kigger op, tager hænderne ud og mærker hvordan regnen drypper ned i håndfladerne på mig. Træder vejret dybt, og sukker.

En fugl flyver tæt forbi, luften fra vingerne, for mig tilbage til virkeligheden verden. Går videre i min søgen på det ukendte. Træernes grene, bevæger sig let, beundre letheden bløde bevægelser, med ynde.
Det som, de hvisker til mig, men ved ikke hvad de vil sige.
En ukendt art, i deres verden, er våd og kold, skoven er en magisk verden.
Se dybt under overfladen gemmer der sig de mest utrolige ting,
sidder på en sten, ser hvordan skovbunden er levende.
Går dybere ind, hele tiden bliver skoven tætter, bliver overvåget, en ugle på jagt, den dykker ned, og på igen, få sekunder og væk er den.
Skoven ende, går ved vejen tilbage til byen, en bil køre forbi ellers er der mørkt, men er ikke bange, føler mig velkommen godt tilpas, har ikke travlt.
Månen dukker frem på himmelen, det regner let, men månen står klar og rund oppe på himmel. Den viser mig vejen frem, leder mig skridt for skridt.
Gade lygterne kommer, tætter på.
Rabatten skifter over til et langt smalt fortov, der forsætter ned gennem byens gader. Det matte lys fra de gamle gadelygter står svagt i nattens mørke. De små insekter samles i små grupper inde i lyskeglen.

Ildfluerne daner små lys billeder på himlen, to sekunder og så de videre i lives store puslespil.
Hvem ved hvad de søger, måske søger de lige som mig selv en verden uden krig.
Vander videre åbner døren ind til stuen, stiller mine sko pænt som altid.
Sætter mig forsigtigt i sofaen, med fødderne oppe på bordet, læner hoved tilbage mod sofaens kant.
Altid forandrede sig da du tog af sted, da du rejste tog du det meste med dig, sidder alene og savner din stemme.
Sætter en kop vand over til kakao, trækker tæppet helt op til skulderne, der koldt, stilheden lokker den mærke side frem. Tiden er gået i stå.
Der var en gang hvor jeg håbede på du ville tilgive mig, men for sent.
Huset er gammelt og det knirker, gulvbrædderne knirker de gir sig, når vinder tager rigtig fat.
Et vindue står på klem, det klapper i takt med vinden, en susen for øerne, er ikke vil holde op.
Lukker øjnene bare et øjeblik, prøver at finde en indre ro.
Mon jeg overhoved har en, trænger dybere ind i mig selv.
Livet flyver forbi på samle bånd, den ene ulykker efter den anden køre forbi, igen og igen. Smerten brædder sig ud i hele kroppen, selvom øjnene er lukket løber der alligevel en tåre ned af kinden på mig, og videre ned af halsen.
Åbner øjnene igen, glæden er stor, at slipper de uhyggeligt tanker og tilbage til virkeligheden.
Lukker igen øjnene denne gang høres lydens af et stort brusende springvand, drejer rundt kigger min ser intet, lyden bliver stører den nærmer sig.
Alt er lyst, ser vandfaldet, langt forude begynder at gå men lige før min hånd rører ved det klare vand. Åbner jeg øjnene igen.


det langt men vil virkelig gerne have jeres mening