En historie {{forumTopicSubject}}

Her er lige en historie jeg lige har skrevet som jeg skal læse op på Onsdag. Er rigitg stolt af den =)
Skynd dig at læse den. Gerne kom med en kretik

Optræk til storm
Vi levede ude ved vestkysten. Som altid. Hele vores familie har boet i det her hus, det er godt nok også ved at være så gammelt faldefærdigt at man næsten bare skulle se på det og så var det ved at bryde sammen. Ja, vores 1,300 år gamle familie havde boet her.
Vi blev kaldt for ulykkesfamilien, både fordi vores familie havde eksisteret i 1,300 år, men også fordi vi var 13 børn, og alle af os var født den 13. januar, et år i mellem os vær. Ja alt… alt skulle være 13 i denne sølle familie. Og mig, ja jeg var selvfølgelig 13 år.
Mit navn er June. Jøde, betyder det. Og ja. Det er vi. Jøder altså. Vi slap væk fra Hitler og kom til Danmark den 13. august selvfølgelig. Vi flygtede til vestkysten fordi vi vidste vi havde en moster der. Hun boede i et lille faldefærdigt hus nede ved havet. 13. Ja vend dig til det. Det vil gå igennem hele historien og hele mit liv. For, meningen ved denne historie er at få skrevet mine tanker ned om tallet 13. For, som I sikkert har lagt mærke til er mit liv 13 år, min familie er 1,300 år og jeg er født den 13. januar. Og for at det ikke skal være løgn er jeg også nummer 13 i rækken af børn.
Men ja, vi trængte, som I sikkert hører, til et nyt hus. Vores gamle, som for øvrigt lå 13 m. væk fra havet, var jo ved at bryde sammen. Vi kunne sagtens bygge et nyt hus. Min mor og far ville bare ikke af en eller anden mærkelig grund. Os børn regner med at det er fordi det har så mange minder og gemmer på så mange hemmeligheder. Hemmeligheder, 13 bogstaver. Så hvorfor ikke kalde huset for Hemmeligheder? Det behøver vi ikke. Det havde mine forfædre tænkt på. Så i stedet for vi behøver at gøre det, gjorde de det for os for 1,300 år siden.
Men bortset fra at vores familie var blevet dømt til ulykke og skam af resten af landsbyen, og at vi ikke måtte købe mad efter kl. 13 (som der for øvrigt gjorde det hele lidt svært da den lille butik først åbnede kl. halv 1) havde vi det med godt.
En dag da jeg skulle til at gå ned til landsbyen for at købe noget mere smør til min mor kom jeg forbi et lille lilla telt.
Det måtte have været dyrt, tænkte jeg for farverne blå og lilla var svære at fremstille dengang.
Jeg stoppede op og gloede lidt på det og så gik jeg videre uden at tænke mere over det lille lilla telt. Dog fik jeg det på hjernen igen da jeg gik forbi det på vejen hjem. Jeg stoppede igen op og kiggede på det og tænkte den samme tanke om at det måtte have været dyrt. Pludselig var der nogen lange, kroede, gule fingre med de længste negle jeg nogen sinde havde set før der prikkede med på skulderen. Jeg vendte mig om. Det eneste jeg kunne så var en sort dut fra en hætte der stak op. Jeg lod mine øjne glide ned så de kom til at se ind i en gammel ækel kones øjne. Hun stod helt tæt op af mig, så jeg gik et lille skridt tilbage.
”goddag” sagde den gamle, ækle kone. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg sagde bare ”goddag” tilbage.
”er du en af de få der kan mærke mit lille telts kraft?” spurgte hun. Jeg anede ikke hvad hun talte om, men tænkte bare at det gamle lort sikkert bare var ude for at få nogen penge, selvom hun vidst ikke skulle mangle noget når hun havde penge til at betale såden et dyrt telt.
Jeg skulle lige til at vende mig om da oldingen hev hårdt fat i min arm. Pludselig mærkede jeg en hvislende stemme i mit hoved.
”bliv!” sagde den. Jeg vendte mig automatisk om. Den gamle dame stod nu helt op af mig og mit blik faldt ned på hendes øjne. De lynede. Pludselig forsvandt hun ind i teltet. Den hvislende stemme kom tilbage.
”kom!” sagde den. Jeg begyndte at gå efter hende. Først nu gik det op for mig at oldingen ikke havde snakket med munden. Men med tankerne, hun havde overført tankerne til mit hoved! Mere tænkte jeg ikke, jeg kunne ikke.
Jeg gik ind i teltet til hende. Hun sad på en stol. På bordet stod der en kugle. Rundt omkring var der alle mulige mærkelige ting fra alle mulige mærkelige lande. Helt automatisk satte jeg mig på stolen over for hende.
Oldingen kiggede mig i øjnene. Stemmen kom.
”kig i kuglen!” hvislede den. Damens øjne førte mine ned til kuglen.
Den blev fuld af grøn røg. Damen sagde nogle ord. Jeg forstod dem ikke. Jeg tror det var old-sprog. Pludselig faldt damen ned fra stolen. Hun lå på gulvet med vidt åbne, røde øjne. Hun trak ikke vejret. Jeg skyndte mig ned til hende. Pludselig tog hun med jerngreb rundt om min hals. Det klemte og mit spyt sad fast i min hals så jeg ikke kunne få vejret, jeg gispede og hvis fråde begyndte at rande ud af munden på mig, min øjne mærkedes som om det faldt ud af hovedet på mig. Stemmen kom.
”kassen… jeg…” den lyd lidt bekymret og som om den manglede hjælp. Pludselig drejede hele teltet rundt og det blæste så alt fløj væk. Oldingen holdt stadig om min hals med røde store øjne. Pludselig var jeg alene. Følte jeg. Jeg befandt mig i et tomrum. Hvor var jeg? Jeg kunne ikke få vejret, min hals, den brændte. Pludselig landede jeg med et bump. Jeg befandt mig der hvor jeg boede. Vores hus. Det stod der! Helt uskadt. Var det nogen der havde repareret det? Jeg gik ind i det. Der var mørkt. Pludselig hørte jeg lyden af en strøget tændstik omme bag mig. Jeg vendte mig om. Den gamle dames øjne mødte mine. Flammen gav hende mørke skygger over det hele i ansigtet, det mørke tøj lå som et tykt tæppe om hende. Stemmen kom.
”kom!” sagde den. Damen gik. Hun lyste med tændstikken. Pludselig hørte jeg muntre stemmer inde fra der hvor spisebordet stod. Oldingen gik derind. Pludselig vendte alle sig om imod mig. Det var stille, tyst.
Pludselig genkendte jeg manden for bordenden. Han hang på et billede derhjemme. Hvem… hvem var han nu? Jo! Nej, det kunne ikke passe. Så ville han jo… være 1,300 år og være Bruce Livs og være ham der har bygget dette hus… eller også… var jeg kommet ind i deres tid? Nej.

Jo. Jeg var kommet ind i deres tid. Og jeg lærte dem at kende. Vær og en. De havde også 13 børn. Og huset hed Hemmeligheder. Jeg fik fortalt hvorfor. Og grunden var at der var en kælder og nede i den kælder var der en lille spilledåse. Den havde tilhørt Laura Livs. Deres lille datter. Hun døde af en frygtelig sygdom. Der var ingen der vidste hvor kælderen var. Vi vidste bare den var der.
Den nat jeg fik det fortalt skete der noget. Vi alle var gået i seng og sov i vores sødeste drømme.
Pludselig sprang midt vindue op. Det lynede og tordnede og silede ned.
Jeg gik hen for at lukke det. Jeg kiggede først ud. Men… hvad var det? en pige… ude i regnen i driv våde klæder i hvidt stof. Og… hvad var det hun holdte? Jo. Hun holdte… spilledåsen.
Jeg for ud i regnen til hende. Skyerne var store og brede. Jeg kiggede på den lille pige, eller lille. Hun så ud til at være på alder med mig. Jeg gik hen til hende. Hun stod midt ude i stormen på en lille klippeafsats. Neden under klipperne tordnede havet mig klippen. Det skummede og var vildt. Jeg kunne næsten ikke gå for blæsten. Pigen stod krid hvid med spilledåsen. Pludselig drejede hun på den, og den begyndte at spille en melodi. Jeg genkendte den. Det var den min mor altid nynnede for mig når jeg skulle sove.
Pigen begyndte at mumle stille med på melodien med nogle ord jeg ikke forstod. Jeg genkendte også dem. Det var dem oldingen havde sagt dengang hun førte mig hertil. Dem hun sagde til kulen så der kom grøn røg i den.
Jeg stod nu omme bag hende. Pludselig vendte hun sig om. Hun var hvid i huden. Øjnene sad dybt begravet ind i kraniet på hende. Man kunne ikke se dem. Det var helt hvide. Alt på hende var hvidt. Jeg hørte intet, kun spilledåsens lyd og hende. Vendt… hvem lignede hun? Hun… hun var… mig! Jeg kiggede på mig selv. Pludselig kolabsede jeg alt blev tyst. Pigen bøgede sig ned over mig. Hendes hvide øjne gloede på mig og hendes hvide hår faldt ned om hende. Pludselig åbnede hun munden. Min mund gjorde det samme. Jeg kunne ikke lukke den. Der røg noget hvis røg ud af min mund. Jeg blev livløs, kunne ikke mærke mine ben eller arme. Jeg så kun på hendes hvide øjne. Røgen fra mig fløj ind i hendes mund. Hun begyndte at få kulør. Nu kunne man se hun var mig. Jeg kiggede ned af mig selv. Åh gud! Jeg var… hende! Hvid over det hele. Jeg mærkede på mit hår og mine øjne. Mit hår var hvidt, langt og livløst. Mine øjne sad dybt inde i kraniet på mig. Jeg kunne føle mine kindben. Jeg var… var jeg død? Pludselig forstod jeg. Jeg så hele mit liv passere hurtig revy. Nu forstod jeg.
Min familie… vi skulle bare ikke være til. Den pige, det var hendes stemme jeg havde hørt. Hun er kommet, det er jo hende der døde af en frygtelig sygdom. Og det var en tegn til at alle os, alle os mennesker skal dø. Alle os der har levet over 1,300 år skal dø.

Pludselig befandt hele familien sig i en fangekælder. Hængt op som Jesus selv. Dømt til døden.
13. Det er bare et rigtig dårligt tal!