Ens bedste ven {{forumTopicSubject}}

Jeg ved ikke rigtig hvad meningen med dette indlæg er, men er VIRKELIG glad, og så alligevel sidder der stadig noget og stikker.

Sagen er den at efter 6 måneder uden min bedste ven - Dixie, har jeg været nede ved ejer og bedt om en slags 'tilgivelse' selvom jeg ikke mener jeg har gjort noget forkert. Men har savnet hende så utrolig meget, har haft ondt helt indei- lyder underligt, men det har jeg virkelig!

I sommers sidste år fik jeg lige pludselig at vide at der var en anden der var begyndt at bruge Dixie. Jeg havde dengang brugt 4 år på at gøre Dixie til den hun var, en velopdragen unghest der af sin alder var utrolig moden men samtidig havde sådan en charme og var så ung i sit hoved. Der var nu lige pludselig en anden der satte sin unge op hesten, tvang hesten i holdning og kørte hende i små cirkler. Det gjorde ondt i hjertet, og snakkede med ejer om at jeg helst så at de ikke brugte hende, men selvom både min mor og jeg blev lovet at de ikke vil 'tage' Dixie fra mig, valgte de ikke at gøre mere ved dette, og med min stædighed valgte jeg egentlig at sige nej tak til at komme der, eller jeg tog mine ting og gik.
Har så siden fortrudt og så alligevel ikke, men vidste at hende damen ikke brugte Dixie (jeg bor så jeg kan kigge ud på marken) så jeg fortrød og har nu været nede igen.

Det er et ægtepar der har hende, manden 'elsker' mig og var virkelig glad for jeg kom tilbage, men damen hader mig og sagde hvis hende damen og ungen kom og vil have en tur så skulle de have en tur - og så gik hun ind.

Jeg er så lettet på en måde, da jeg ved at det er manden der står for dyrene, men så frusteret eftersom jeg ved damen hader mig..

Men nu skal jeg endelig ud til min bedste ven igen uden at snige mig derud, jeg kan tage hende med ud på ture som vi plejede og jeg glæder mig bare så meget!

overvejer at lærer Dixie unoder når nogle vil ride hende - how to do!

ved jeg er ondsindet, men det gør så ondt inde i hjertet, slet ikke til at bærer..