Når ens største ønske går i opfyldelse <3 {{forumTopicSubject}}

Hej kære brugere af hg.

Jeg ved dette emne vil kunne skabe debat, men inden i smider en kommentar, eller prøver at kritisere, vil jeg bede jer læse min historie:

Jeg er Lea, og er 16 år gammel, 17 til april. Mine forældre blev skilt da jeg var 5 år gammel, så flyttede mor og jeg og min bror til danmark mens min far forsat boede i Tyskland. Så ligesom ved de fleste andre skilsmissebørn, var vi nede hos vores far hver 14. dag. Det var helt fint med mig.
Vi levede i "luksus" nede hos min far, det synes jeg I hvert fald. Selvfølgelig var der grænser for hvad vi måtte, og hvornår vi måtte være ude, men vi spiste altid sammen, og hver fredag når vi kom hjem til ham sent om aftenen, kunne vi bare varme en pizza i ovnen. Min far var den bedste for mig, helt uden tvivl. Vi måtte spise hvad vi ville, lave hvad vi ville, bare vi lige sagde hvor vi gik hen hvis vi skulle noget.
Desværre varede min lykke aldrig forevigt. I 2008 blev min far syg, og blev sygemeldt på arbejde, i starten var han bare træt, kontakt fuldstændig udmattet og havde det også dårligt fysisk. Efter noget tid søgte han selvfølgelig læge. Og blev indlagt samme dag. Hans nye kone ringede til os, og vi gik over telefonen at vide at han havde fået kræft. En kæmpe chok for både min mor(som var rigtig gode venner med min far, trods skilsmissen) og selvfølgelig min bror og jeg. Vi besøgte ham regelmæssigt under kemoen, og det var utrolig hårdt at se ens superhero blive tyndere og tyndere og miste sit hår. Men han var så sej, og kæmpede sin vej tilbage. Han blev udskrevet, men skulle stadig regelmæssigt på sygehuset til tjek og forsat kemo. Lunge og lever var ramt.
Han var hjemme i julen, og vi havde december og januar til at være sammen med ham I. Han blev herefter erklæret fuldstændig rask. ( jeg beklager hvis noget af det her lyder lidt forkert, men jeg var trods alt ikke særlig gammel, så jeg prøver at skrive det ud fra, hvad jeg sådan cirka kan huske.. )
I marts 2009, blev vi en dag ringet op af Ingo, min fars bedste ven. Han havde været sammen med min far, og min far var pludselig midt i en samtale blevet sær, snakkede rentudsagt vulapyk, og det hang ikke sammen. Ingo kunne selvfølgelig godt se den var helt gal, og ringede straks efter en ambulance. Men min fars hjerne var komplet fra, en helt anden personlighed. Han nægtede at tage med ambulancen. Men hans hjerne skiftede igen og de fik ham med. Så han blev endnu engang indlagt på Flensborg Sygehus i Tyskland.
Han havde kun kort tid tilbage at leve i, og det var sjældent vi kunne snakke med ham, fordi en svulst trykkede på talefunktionen. Der var måske 5 min mere eller mindre, hvor han var sig selv. Jeg mødte ham aldrig på et tidspunkt hvor han var på talefod. Da vi besøgte ham sidste gang, lagde han og kiggede tomt ud mod vinduet, mens vi stod og græd foran ham. Han kiggede ikke på os, svarede ikke. Kiggede bare. Min mor spurgt om jeg ville holde ham i hånden, men af frygt for at blive afvise, turde jeg ikke, og svarede nej. Han begyndte at skære ansigter, og bide i hans drop ledning, og min mor spurgte så.. "Theo, har du ondt nogle steder?" (selvfølgelig på tysk). Hans svar dertil var så. "Ja, jeg har tykke sokker på." Vi tror det er noget sygeplejersken har sagt til ham, og han har husket det den vej.

En uge efter, en mandag aften. Den 23/3 blev vi ringet op fra sygehuset, at de ikke regnede med at han ville overleve natten. Der braste min verden sammen. Vi sad herhjemme, og spiste aftenskaffe med min mormor og morfar. Min mor ville afsted. Jeg ville med! Min mor sagde det gik ikke, for jeg skulle jo i skole i morgen. (Helt sikkert for ikke at lade mig se ham tage sit sidste åndedrag)
Jeg gik derefter i seng. Kl 23 bad jeg en bøn til gud, i håb om at det ville virke. I det øjeblik tog min far sit sidste åndedræt, med min mor og hans kone ved sin side.

Det har været utrolig svært for mig, at han døde. Jeg fyldte 12 år måneden efter.


Derfor sad jeg allerede dengang og var imponeret af fars tatoveringer, og min drøm var også en. Med årene vidste jeg at jeg ville have noget lavet med ham, og i går, fik jeg mit ønske opfyldt. JA, jeg er KUN seksten år, og JA det er ulovligt. Men det har en utrolig stor betydning for mig, og min mor skrev til jul et brev om, at jeg nu måtte få mit ønske opfyldt.

Min søde nabo tegnede mit ønske tatovering til mig, og i går fik jeg den så sat på mig.

Her er et billede af den. ALLE smerterne værd.
https://scontent-a-ams.xx.fbcdn.net/hphotos-prn2/t31/1502701_454977341273563_547815659_o.jpg



Det betyder utrolig meget for mig, og jeg har gennemtænkt det. Jeg har fået flere beskeder med de synes det er for dårligt at jeg i en så lav alder for noget stukket i mig der aldrig kommer ud igen. Men det min krop, mit liv. Og jeg har gennemtænkt det i lang nok tid, til at jeg ved det var det jeg ville have.