Min livs historie. {{forumTopicSubject}}

Her begynder jeg så, og jeg prøver og holde det kort - selvom det er langt.. men nu prøver jeg.

Jeg er en 15 år gammel pige fra midtjylland.
Jeg har haft med heste og gøre hele mit liv og ejer nu selv to skønne heste:
Min dejlige pelsede shetlænder jeg fik som otte årig og min dejlige sportsaraber jeg fik sidste år C:
Min mor er også en hesteglad person, så jeg er blevet lidt små forkælet og fik allerede en pony som otte årig C:
Men sagen er at i dag, er jeg ikke den lykkelige pige jeg ser ud til.
Jeg føler at folk tror jeg bare er en almindelig teenager pige, der har brug for hendes daglige dosis opmærksomhed.
De tager fejl, alle sammen.
I virkeligheden frygter jeg og komme hjem.
jeg er bange, bange for min aggresive far.
Ja anser min far for farlig, og voldig - fordi det er han.
Som yngre i de mindre klasser blev jeg straffet over det mindste.
Altså slået. Jeg græd, men jeg opfattede det lidt som almindelig opdragelse.. men jeg var bange.
En dag sagde min klasselærer der ikke vidste at jeg blev slået derhjemme:"(navn) jeg bliver nødt til at skrive hjem igen, at du har snakket i timen, det går altså ikke! du forstyrrer de andre elever."
Jeg kan næsten huske det som om det var i går.
Min reaktion. Mine små bambi øjn. De øjn der var fuld af frygt af at komme til min ventende far der stod klar til at se mit hæfte og læse hvor uartig jeg har vært - også stikke mig en lussing eller en endefuld. Jeg var bange, og brød sammen.
Jeg 'knækkede bare' og sagde hun ikke måtte skrive hjem, fordi min far altså slog mig - og det var der min lærers øjn de vågnede op. Det var der de blev store og alvorlige.
Almindelig og umistænkligt og sød lovede hun mig og ikke skrive hjem. Dagen efter dette, skulle jeg snakke med inspektøren og min klasselærer.
Jeg var tavs, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige - men jeg fik sagt nok til at de kontaktede mine forældre om at komme til et møde på skolen.
Næsten lige siden den dag, holdte min far op.
Han slog mig ikke mere, men begyndte at finde andre udmydede måder at håne mig på, gang på gang kan han sige "I det mindste er det ikke mig der sladrer om min far"
Han får mig til at føle dum, værdiløs og latterlig.
For et par måneder siden, mens jeg var på rideskolen og arbejde fik jeg en opringning fra min mor.
Min mor fortalte, at jeg blev hentet lidt senere af mine storebror, men jeg skulle være forberedt om at det ikke så godt ud derhjemme da far havde slået min storebror (på 18år)
Jeg blev bange igen. Nu vidste jeg at han var i stand til at slå igen.
Jeg troede det var slut, men nu frygter jeg det stadigvæk.
Min storebror blev mere og mere forsinket.
Tilsidst ringede jeg til ham.
hans stemme var vild rystet, fuld af forskrækkelse og frygt.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg sagde blot "hvornår kommer du og henter mig" egoistisk.
Han råbte og skældte på mig, sagde jeg var dum og udulig og at jeg bare ikke forstod noget som helst.
Jeg forstod ham godt hvorfor han reagede som han gjorde, så jeg tog mig ikke af ham og sagde bare Jaja, vises og lagde på.
Det endte så med min anden storebror kom og hentede mig.
Tavs kørte vi hjemad.
Lige siden den dag, er stemningen anderleds, føler jeg
jeg er bange. Han slo min storebror.
jeg tør ikke sige min far imod, selv jeg så gerne vil.. han har for meget magt og hundser på os som små høns.
Ingenting er godt nok - selv den mindste ting skælder han mig ud over.
I dag råbte han af mig at jeg var dun og ulydig, fordi jeg slukkede fjernsynet, uden at have spurgt om han ville se fjernsyn... jeg svarede ham at jeg troede altså ikke han ville se fjernsyn hvis han var i fuld gang med computeren for et øjeblik siden?
Fik ingenting ud af det, kun råberi..
Jeg er kommet i kontakt med psykolog, og der er så meget jeg vil fortælle, fordi jeg føler mig nogle gange så dum og uduelig og jeg vil så gerne ud af den her onde cirkel.. men jeg vil gerne selv løse det. Jeg vil ikke have min far 'mobber' med at jeg har sladret.. Jeg vil så gerne, råbe ham på plads - og giver han mig en flad så flytter jeg til min bedsteveninde som kender mit problem og har altid døren åben for mig..
Men jeg er bange for jeg ikke kan stole på denne her psykolog, da hun har sladret til min venindes far at min veninde cuttede, uden min veninde vidste det - og psykologen havde lovet og holde det hemmeligt.
Psykologen har lovet mig og arbejde på min viljestyrke og mod og selvtillid, men jeg er bange for at fortælle for meget, og holder mig meget tilbage.. jeg vil ikke have hun skal sladre..

Jeg er så bange at jeg ikke altid kan sove.
jeg tænker og tænker og jeg ved godt at kun JEG kan gøre noget.. og det er netop det der er problemet..

desuden er jeg bange for forandringerne;
Hvad vil der ske med mine heste? jeg vil ikke miste dem, aldrig nogensinde, jeg vil med 'glæde' fortsætte det her liv for at jeg kan beholde dem! Jeg kan ikke uden dem.. jeg er så tæt knyttede til dem..

Mange tak fordi du lyttede, giv gerne et svar fra dig.. det er så rart.. :I