Jeg kunne have mistet min bedsteven... {{forumTopicSubject}}

Hej HG

Jeg vil lige starte med at sige at dette ikke er et opmærksomhedsemne, men at jeg har brug for at komme ud med denne forfærdelige oplevelse!

Det starter som en rolig dag i stalden. Der er nogle på taget af ridehuset for at lappe et hul så min veninde og jeg kan ikke ride der.
Vi går så en tur med ponyerne.
Det var en fin tur med friske ponyer.
Da vi kommer hjem vil vi lukke dem lidt på mark. Ledet er gået i stykker så vi ville bare tage dem ind når de kom til os igen.
Min pony Supér løber så fra mig men løber som han plejer ud på marken. Min venindes pony ombestemmer sig så i sidste øjeblik og løber ud på marken ved siden af. Da vores ponyer bare ikke KAN skilles ad begynder Supér at styrke mod mig. Han sætter farten lidt ned og jeg regner med at han gør som han plejer. At løbe ind på den anden mark. Så jeg råber til min veninde som står midt i at hun skal flytte sig. Jeg ved så ikke om Supér bliver bange eller hvad han gør men han løber IKKE ind på den anden mark. Han løber over mod nogle låger som er blæst op. ( lågerne som normalt er lukket sørger for at hestene ikke kan løbe ud på en meget trafikeret vej) Supér løber derud og lige ud foran en bil...
(Sidder og tuder nu) Bilisten er heldigvis opmærksom og når at bremse. Bilen var en meter fra at ramme Supér! En anden bil spærre så vejen så han ikke kan komme tilbage. Supér løber ude på vejen længere og længere væk mod et trafikeret kryds og et farligt sving.. Min veninde har i mellemtiden været hurtig og er løbet ned for enden af marken. Hun får fat på Supér og begynder at gå ned mod mig med ham. Bilerne køre stille væk. (Tuder endnu mere nu )
Da Supér løber ud på vejen skriger jeg højlydt.. Jeg løber efter ham men pludselig vil mine ben ikke flytte sig ud af stedet. Jeg falder sammen i gråd og kan bare se min bedsteven løbe fortvivlet rundt mellem diverse biler. Da hun kommer trækkende med ham græder jeg stadigvæk. Mine ben er helt tunge og jeg ryster over det hele da jeg for lov at trække ham tilbage. Det ene minut det måske vare føles som tusinde år! Det som jeg har hørt og læst rundt omkring blev pludselig virkelighed.. Man har en fornemmelse af hvordan det kan være men det er langt fra sådan det er...
Jeg har ALDRIG NOGENSINDE været så bange i mit liv før!
Jeg har skreget ufattelig højt siden jeg kunne vække ham der ejer stedet. ( ham vækker man ikke bare)
Jeg kan slet ikke beskrive hvor forfærdelig det er! Jeg har prøvet at forestille mig hvordan det kunne være men det har jeg fundet ud af at man ikke kan.
Der går to tanker igennem mit hoved da bilen er så tæt på at ramme ham: Du må ikke forlade mig, og at det er sådan det føles at elske...
Jeg har grædt i tre timer nu... Jeg ryster over hele kroppen.. Jeg kan næsten ikke holde ud at gå ind på mit værelse fordi der hænger billeder og rosetter fra og af os. Jeg tør ikke at se på dig fordi jeg har været én meter fra at miste dig...
Jeg siger bare mange tak til bilisten som holdte øje med vejen i stedet for at lave alt mulig andet og kæmpe tal til min veninde for at løbe ned i den anden af en hulled og lang mark. Bare slippe sin egen pony og håbe på at den bliver på marken bare for at få fat på min bedsteven...
Tak<3

Jeg håber at i gad at læse alt dette da det er temmlig langt..
Jeg havde bare brug for at få det ud i håb om at det kunne lindre lidt på det livslange chok jeg nok har fået mig..
Endnu en gang tusinde tak<3