Når alt er lort med lort på {{forumTopicSubject}}

Ja så ender man med ingen søvn, dårligt humør og manglende lyst til andet end at sove.. Hvilket man ikke kan.

Det her bliver en meget lang meget ligegyldig smøre af rent brok og selv ynk.. I behøver ikke læse alt. Jeg har bare brug for at blive hørt..

Jah tror det hele laaaangt tilbage startede da jeg skiftede skole fra kommuneskole til privatskole. skiftede så jeg efter sommerferien skulle starte i 7. klasse på en ny skole.. Ikke en succes. den eneste grund til jeg skifede var fagligeheden der var alt for lav for hvad jeg selv mente var normalt og hvad jeg forventede.. Socialt havde jeg det godt, var glad og tilfreds, en selvsikker pige med ben i næsen og fødderne godt plantet på jorden. En rigtig social pige der kunne med alle.
Da jeg skiftede gik det hele galt. Min klasse var pisse dejlig men jeg passede bare ikke ind overhovedet. Før sommerferien brugte jeg 5 gange i ugen i svømmehallen og en gang til ridning. Dette gjorde jeg også da jeg skiftede skole. Så tiden til andre var bare minimal da jeg nemt kunne bruge 12-15 timer på svømning på en uge, det var min anden familie og mine bedste venner.. Jeg stoppede med at svømme pga. skade.. Midstede derfor HELE mit netværk.
Så ny skole, en klasse der allerede har dannet grupper, ingen venner overhovedet og en søster med tydelige tegn på et eller andet (viste sig senere at være asberger) igennem de sidste 3 år af mit liv har jeg ødelagt mig selv. Grædt mig selv i søvn utallige gange. Været så skide ensom. Føldt mig overset og efterladt, ligegyldig, ingen ting, spild af plads, tid og penge. Unødvendig og jah at jeg var en pestilens for min klasse og min familie, familien vidste ikke meget da jeg altid har lært at klare mig selv. Jeg vil ikke være til besvær så jeg siger ikke noget. Jeg nåde så langt ud at jeg midt i 8. klasse (hvor jeg faktisk ikke var så langt nede som jeg har været eller er nu) at jeg begyndte med selvmordstanker og et enkelt forsøg jeg dog ikke kunne gå igennem med. Men det var ikke lystne til at leve der stoppede det. Flere gange har jeg prøvet at deltage i en samtale, folk har kigget på mig som for at konkludere ’når det er bare hende, det er ikke vigtigt’ og så snakket hen over mig.

Nu er jeg startet på gymnasiet, fast besluttet på at være god socialt, have det godt. Være den glade selvsikre pige jeg engang har været... og hvad er der sket... nøjagtig modsat.. Af en eller anden grund er min selvtillid så lav at jeg nu kun ser mig selv som en omvandrende flodhest, spild af tid og at ingen gider mig. Jeg er igen så langt ude at jeg overvejer alt.. At flytte hjemmefra idet min nu 13 årige søster går mig på nerverne HVER DAG. Jeg kan ganske simpelt ikke holde hende ud, men jeg holder ud lidt endnu som jeg altid har gjodt. Lige nu ligger rigtig meget af min usikkerhed på mit uddsende. Jeg føler som tideligere nævnt at jeg er en stor flodhest, skide grim og jeg forstår godt fyrene ikke vil have noget med mig at gøre.

Jeg er blevet så usikker på mig selv at det hele endnu engang bare kan være lige meget for jeg er jo ikke noget værd. Jeg har 3 veninder.. (en jeg har kendt siden børnehaven, EN fra min gamle klasse, og en kollega jeg snakker fint nok med) men INGEN der er til at snakke mit lorte liv igennem med. Min ene veninde skifter emne lige mget hvad jeg gør. Stort set alt kommer videre til hendes forældre hvilket jeg ikke har lyst til, at sige det er ikke en mulighed det hjælper nada. de to andre vil på ingen måde forstå det. jeg føler også abre jeg har læsset så meget af på dem allerede at jeg ikke kan være bekendt at blive ved.. Ikke engang min bedste veninde kender til mine selvmordstanker.

Jeg har utallige gange i mit liv enten råbt eller sagt meget bestemt, surt, trist ”DU FORSTÅR DET IKKE” eller ”NEJ DET ER LIGE MEGET, DU FORSTÅR DET JO ALLIGEVEL IKKE!” jeg tror bedst jeg kan forklare hvad jeg føler ved at kalde det en form for skuffelse. Jeg tror min underbevidsthed har fyret den kommentar af så mange gange for at finde ham eller hende der svare med ”så hjælp mig med at forstå det”. Men uden held. Jeg søger efter den person der virkelig oprindeligt vil mig, og virkelig VIL for en værd pris forstå hvad der er gået galt i hovedet på mig. Bare det at der er en der prøver er nok. Jeg skal bare kunne mærke det, se det eller høre det.. Det er lige meget. Jeg har bare brug for oplevelsen af at folk gerne vil forstå hvad der foregår i mit forstyrrede hoved. Jeg ved jeg kan virke meget sur og ikke til at komme i nærheden af mig når jeg er sur eller ked af det, eller måske begge dele på en gang, ofte er det bare fordi jeg er så ked af det at det er nemmest at blive sur. Det skjuler den svaghed jeg så længe har kæmpet for at undertykke. Når jeg bliver sur er det fordi det hele koger over inde i hovedet på mig, men uden jeg ved hvordan jeg skal få formuleret det helvede af tanker og følelser i min krop. Selvom jeg skupper folk væk når jeg er sur er jeg næsten sikker på at hvis den rigtige person gjorde det ville jeg bryde sammen i gråd… over noget så simpelt som et kram, et helt oprigtigt knus. Bare fordi personen ved at jeg har brug for det… Man siger kun sande venner kan se tårende bag smilet… jah sådan føler jeg ikke jeg har det med nogen, lige meget hvor mange tydelige signaler jeg sender får jeg aldrig en oprigtig ’Emma! Er du okay?’ fra en som ikke bare spørg for at være høflig..

Grunden til jeg ikke bare går til mine forældre er som sagt at jeg altid har lært at klare mig selv. Min søster er som sagt asberger.. Begyndte at vise tegn på det i tiden hvor jeg var omkring 4-6 år.. Der fik jeg en ny lillesøster. Så en nyfødt og en med asberger var rigeligt. jeg har derfor altid været lidt nød til at klare de små ting selv. det er bare blevet mere og mere. Jeg har senere øvet mig meget i at spørge om hjælp her hjemme specielt men er gang på gang blevet skuffet.. Jeg skal ligge grædene i min seng før der sker noget. Sådan har mit liv generelt været. Jeg føler mig som et stort unormalt midsfoster.. Et stort flop. Jeg viser ingen følelser og det er ganske unaturligt for mig at spørge om hjælp. Så når jeg endelig kommer er det fordi det hele koger sammen under mig. Det er et seriøst råb om hjælp og jeg har gang på gang også uden for hjemmet oplevet et monster svigt på den konto..

Jeg går til psykolog men mener ikke selv det hjælper mig frem af. Jeg går i rundkreds og er startet hvor jeg slap. Umotiveret for frygten for hver eneste skoletime sidder der bare. Jeg har altid godt kunnet lide at gå i skole men den lyst forsvandt sammen med evnen til at være social.

Nu er jeg så langt nede at der ingen ting skal til før jeg begynder at blive ked af det. Så lidt som at jeg kan se andre i min klasse skriver med folk over facebook kan såre mig helt enormt meget for min facebook er død. Jeg er nu blevet så skræmt af alt socialt at jeg ikke tør gøre noget, tør ikke bryde ud og bare være mig for det ved jeg ikke hvem er efter at ha gemt mig selv væk i 3 år, jeg dømmer mig selv på ingen ting og ikke bevist, jeg tænker altid enormt dårligt omkring mig og kan ikke se nogen grund til at folk vil være sammen med mig... jeg er jo en grim skid der er røv irreterende at være sammen med. Det har jeg jo bare oplevet på min gamle skole, ingen sagde det direkte men det modsatte blev ikke bevist.. Jeg føler så ofte at jeg gør SÅ meget for at hjælpe folk og får ikke noget tilbage.


Tror lidt det var hvad jeg havde at læsse af nu.. Ja meget langt meget ligegyldig selvynk