Brug for luft. {{forumTopicSubject}}

Hej..
Jeg har lavet denne anonyme bruger, fordi jeg har brug for at komme ud med det hele.
Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal starte, men altså.. Jeg er 15 år. Jeg har en depression, jeg selvskader, og så har jeg forskellige tilbagevendende spiseforstyrrelser.
Jeg har altid haft det svært. Jeg har aldrig følt mig god nok, jeg har altid hadet mig selv og det jeg så i spejlet. Derudover har mig og min mor skændtes så længe jeg kan huske - vi kan slet ikke være i samme rum uden at diskutere. Sommer 2012 gik det helt galt. Min bedste veninde flyttede langt væk - dvs. vi gik fra at være sammen nærmest dagligt til et par gange i måneden. Mine forældre begyndte at skændtes hele tiden = konstant dårlig stemning. På dette tidspunkt havde jeg haft en række mindre spiseforstyrrelser, ikke noget alvorligt. Så begyndte jeg at cutte. Og det blev bare værre og værre. Lige inden jul får jeg at vide mine forældre skal skilles. Det var egentlig ikke noget chok. Jeg ved det lyder ondt, men jeg ventede faktisk bare på det, jeg gad ikke høre på dem skændtes mere. Min mor bor kun 1 km væk, men jeg besøger hende aldrig. Jeg magter ikke at skulle skændtes med hende. Jeg ved hun er ked af at jeg ikke kommer, og jeg får så dårlig samvittighed. Men når jeg endelig tager mig sammen til at se hende så beder hun mig hele tiden om at flytte ind hos hende. Min far fik en ny kæreste ca. en uge efter min mor var flyttet ( !!! ) Jeg har ikke noget i mod hende, vi snakker ikke. Jeg er begyndt at isolere mig mere og mere, i takt med at jeg selvskader mere og mere. Jeg både cutter, brænder, stikker, slår osv. Jeg sidder bare inde på mit værelse hele dagen, sover hele tiden, går ikke i skole og magter bare generelt ingen ting. Så fik min mor en ny kæreste. Han er sød nok. Og hans børn er også søde nok. Men jeg ser jo af gode grunde ikke meget til dem.

I efteråret 2012 fik jeg desuden min første kæreste. Jeg var 14 år, og han var 17. Han var rigtig sød, og han blev med mig selvom han vidste til arrene på min krop, og mine humørsvingninger osv. Jeg har virkelig svært ved at stole på folk, men jeg stolede på ham. I februar tog han min mødom.(jeg var stadig 14) På daværende tidspunkt havde vi været sammen i et halvt år. Jeg følte mig ikke presset eller tvunget eller noget som helst skal det lige siges!! Et par dage efter fortæller han mig så at han havde været mig utro. Endda dagen efter han havde ligget og taget min mødom!! Det knækkede mig fuldstændig og jeg gik helt ned. Lavede ikke andet end at cutte. Jeg holdt op med at spise, tænkte jeg ikke var god nok til ham, ikke god nok til nogen, ikke tilstrækkelig, ikke god nok.
Så mødte jeg den her fyr, bare en ven, intet andet. Jeg var stadig 14 og han var 18. Jeg var sammen med ham og nogle andre et par gange inden vi var hjemme hos ham. Der sagde han så at jeg skulle gå ned på ham (ja vi ved hvad jeg mener) dette havde jeg ikke lyst til og jeg sagde nej. Men han sagde jeg skulle... jeg sagde til ham at jeg ikke ville og så slog han mig i ansigtet. Så gjorde jeg bare hvad han bedte mig om. Jeg ved godt det er min egen skyld... hvis jeg ikke havde sagt nej han han ikke behøvet tvinge mig.. jeg duer ikke til noget. jeg har ikke set ham siden.

I sommers, lige efter jeg fyldte 15 var jeg sammen med endnu en dreng. Jeg kunne ikke lide ham, på nogen måde. Jeg var ikke tiltrukket af ham, eller intr. i ham. Men jeg gjorde det alligevel, for hvad nu hvis jeg sagde nej og han så slog mig.

I tidlig sommers så en af mine bedste veninder mine ar. Jeg sagde at det var min kanin men hun troede ikke på mig. Hun er virkelig den bedste. Hun siger jeg kan sige alt til hende, men jeg vil ikke pålægge hende alle mine forskruede og forfærdelige tanker. Så jeg siger ikke noget.

Jeg kom til at skære for dybt i sommers. Jeg skulle syes med 7 sting. Sådan fandt mine forældre ud af det (altså bare at jeg selvskader)
Min far blev virkelig sur. Han forstår det ikke.
Min mor fik straks fat i noget psykolog som jeg snakker med hver torsdag. Jeg ved ikke om det hjælper. Jeg har ikke lyst til at snakke med hende.

Der er ingen der ved alt det her. De ved jeg har det svært og selskader, men jeg har aldrig fortalt det her med de fyre jeg har været med. Jeg kan ikke sige det. Det er stadig et åbent sår, jeg vil ikke snakke om det.

Jeg ved slet ikke hvad mere jeg skal skrive. Der er så mange tanker i mit hoved, men ingen følelser. Jeg føler intet. Jeg føler alt for lidt, og tænker alt for meget. undskyld undskyld undskyld.

Jeg har det som om at..
Jeg ikke lever, jeg eksisterer bare - giver det mening?
Jeg ved ikke lige om jeg har lyst til at dræbe mig selv, men hvis jeg ved et uheld tog en overdosis af piller ville jeg nok ikke brække dem op. Det eneste jeg brækker op er min frokost.

Undskyld for det her rodede indlæg. Håber i kan forstå bare lidt af det. I behøver ikke klappe mig virtuelt på skulderen og sige ting i i virkeligheden íkke mener. Jeg havde bare brug for at komme ud med det, få det ned på skrift, ud af hovedet. Ja.
Tusinde tak til jer der kom så langt.