De der fyre... {{forumTopicSubject}}

Hej piger

For halvanden måned siden skulle jeg have en ny telefon. Sælger og min far kommer så til at snakke om, at jeg ikke arbejder osv og sælger tilbyder at gå med ind i nabobutikken og spørge, om de kunne mangle én. Udenfor butikken spørger sælgeren, om jeg vil med i biografen en dag, hvilket jeg siger nej til, da jeg lige er blevet såret af en fyr.

Det var lidt en skam, for han var sådan én, jeg egentlig gerne ville lære at kende. Mørkt hår, helt lyseblå øjne og det dejligste smil....

Har så været i butikken nogle gange efter og endelig sidste søndag tog jeg mig sammen til at spørge, om han ville lave noget en dag. "Ja! Helt sikkert." Han får så mit nummer, vi snakker og griner lidt, og jeg går ud af butikken.

En halv times tid senere ringer han og spørger, om jeg ikke kommer forbi butikken, da der ikke er nogen kunder.

Det gør jeg så og vi snakker lidt. Han fortæller, at han har arbejdet stort set hver dag i halvanden måned og er ret træt den dag.
Skal siges, at jeg har depression lige nu og derfor er ret "kedelig", hvilket jeg går ud fra, også var det indtryk, han (desværre) fik af mig.
Efter noget tid spørger jeg så om toilettet og da jeg kommer ud igen og skal til at gå ud af butikken, siger han så: "Vi ses lige pludselig. Har jo dit nummer".

I ugen efter (sidste uge) tænkte jeg så ikke videre over det, men her i slutningen af weekenden er jeg blevet helt i tvivl.

Efter jeg har fået depression, har jeg haft tendens til at overfortolke alting, så jeg kunne godt bruge jeres hjælp, selvom det jo er svært at vide, hvad han selv har ment.


Jeg er kommet frem til to mulige scenarier (hælder mest til det første, men håber selvfølgelig på det sidste :-)) :

1) Han har glemt alt om mig, mistet mit nummer eller så var det en "pæn" afvisning

2) Han mente det, men har en del at se til for tiden med meget arbejde, venner osv. og han ringer nok ("vi ses lige pludselig" er jo ret bredt, så det kunne jo sagtens være om 2 - 3 uger eller sådan noget)


Det undrer mig bare, at han virkede så frisk på det, da jeg spurgte, at han ville ses en dag, men kan selvfølgelig godt se, at jeg gav et ret kedeligt indtryk af mig selv, så tænker, at det vel godt kunne have skræmt ham væk?


Man kan jo sige, at jeg ikke rigtig kender ham, så taber ikke det store, men ville bare rigtig gerne lære ham at kende, så er da selvfølgelig rigtig ærgerlig, hvis han ikke er interesseret alligevel. Især nu hvor jeg har depression, så tænker jeg ret meget over det...



Snøft snøft. Bare et undrende brokkeindlæg. Gider ikke være forever alone !