Dansk stil fantasy hjælp! {{forumTopicSubject}}

Vi skal skrive en fantasy historie. Jeg har skrevet stilen, men jeg er ikke helt sikker på om den er af fantasy genren. I kan lige prøve at læse den. Undskyld den er ret lang xD I må også meget gerne komme med kritik

Et monster i menneske form

Kapitel 1: En ny start
Jeg i gik gennem Vallensbæks stille gader. Det havde altid været en dejlig stille og fredelig by, selv om den lå så tæt på hovedstaden. Jeg gik stille hen af vejen mod stationen. Det skulle nok blive en hyggelig dag! Jeg skulle en tur ind til København med pigerne fra skolen. Det havde været en aftale i evigheder og jeg ville ikke gå glib af en tur til København! Mit brune hår blafrede i vinden og jeg mærket den kolde brise. Selv om det var midt i maj var det virkelig koldt. Nu var jeg glad for jeg havde husket den varme jakke. Jeg var tidligt på den så slentrede bare ned af gaderne. Jeg passerede Mcdonals og 5 minutter efter var jeg på stationen. Maria stod der allerede. Hun var der altid til tiden lige meget hvornår hvad eller hvor. Jeg gik smilende hen til hende og gav hende et knus. Har du huskede kamera Mikala ellers er vi på røven? sagde hun og hentydet til hvad Tine mon ville sige hvis vi ikke fik hele turen på film. Ja selvfølgelig jeg vil helst gerne nå at komme af sted inden jeg for det første møgfald sagde jeg og grinede. De andre begyndte langsomt at komme og 25 minutter senere stod alle 10 piger der. Vi havde allerede noget at tage mindst 20 billeder inden toget kom.
Tiden gik alt for hurtigt og inden vi vidste af det var vi på vej hjem i toget igen. Jeg tror aldrig jeg glemmer den her tur sagde en af pigerne. Nej heller ikke mig svarede en anden. Jeg noget ikke at høre resten af samtalen, for da jeg kiggede op mødte jeg nogle øjne som jeg aldrig havde set før. De var helt blod røde og stirrede med sådan en ondskab at jeg fik gåsehud. Drengen med de røde øjne var nok omkring de 17 år. Han var smuk, ja virkelig smuk. Bortset fra de blod røde øjne. Jeg kiggede hurtig væk igen. Turen hjem varede utroligt længe, det var som om nogen havde gjord den 10 gange længere. Drengen blev ved med at stirre på mig hele vejen til Vallensbæk station. Da toget endelig ankom til stationen sprang jeg op og styrtede ud af toget. Pigerne stod og råbte efter mig, men jeg ville ikke komme tilbage. Drengen med det blod røde øjne var alt for uhyggelig.
Jeg var næsten noget helt hjem, da en mærkelig skikkelse bevægede sig. Jeg opdaget jeg var alene og lygten var gået ud. Jeg ville skrige, men jeg kunne ikke bevæge mig. Det var som om noget havde lammet mig, men jeg viste at det bare var frygten der tog over. Skikkelsen fløj nærmest frem fra skyggerne. Det var drengen med de blod røde øjne. Han kiggede mærkeligt på mig som om han overvejet noget. Så mærket jeg noget presse på min hals. Der var noget der boret sig ind i halsen på mig. Vampyr var det eneste jeg fik fremstammet. Og så huskede jeg ikke mere fra den dag.
Jeg vågnede i et gammelt forladt skur. Det så ud som om taget kunne brase sammen når som helst. Jeg rejste mig op unaturlig hurtigt, og så lød der en knirken under mig. Jeg havde smadret et af gulvbrædderne med hånden?! Jeg kiggede rundt i det lille skur efter et svar. Hvad havde den dreng gjord ved mig? Kunne det være rigtigt at myterne talte sandt? Hvis man blev bidt af en vampyr blev man så til en? Og var jeg overhoved sikker på han havde været en vampyr? Min forvirring forsvandt hurtigt. Der lå en seddel på det lille bord.
Ja du er vampyr! Du skal ikke være forvirret jeg forklare dig alt hvad du behøver at vide. De basale ting er: Du er meget hurtig, meget stærk, virkelig smuk, du har røde øjne og du drikker blod. Hvis du skal tilpasse dig menneskenes verden skal du ikke dræbe åbenlyst! Du skal passe på med hvor hurtig du går og hvor stærk du er. Jeg er ude og jage så bliv i hytten til jeg finder dig.
Jared
Jeg stod bare helt mundlam. Ude af stand til at sige noget. Jeg følte mig bange men samtidig spændt. Det var en ny start.

Kapitel 2: At sige nej til en vampyr
Jared kom tilbage en time efter. Da han stillede sig i dør åbningen kunne jeg godt se forskellen på ham og et normalt menneske. Hans iskolde hud og de blod røde øjne. Du er ikke faldet om det er en god ting sagde han og begyndte at rode efter noget i det lille køleskab. Han tog en flaske ud af køleskabet og kastede den til mig. Der var en rød flydende masse i flasken. Blod. Drik det, så får du det bedre sagde han. For han havde sagt det havde jeg ikke lagt mærke til den brændende smerte i min hals. Jeg drak det hele i en slurk og smerten i halsen forsvandt lidt. For første gang i mit nye liv hørte jeg min egen stemme. Jeg ved ikke hvad du regner med men jeg rejser ingen steder sagde min næsten syngende perfekte stemme. Jeg blev så overrasket at jeg lavet en lille vin. Tror du at du kan blive her. Mennesker er ikke så dumme du kan ikke blive et sted længere af gangen, så finder de ud af det er dig der dræber dem. Det havde jeg ikke lige tænkt over. Kom med mig jeg kan hjælpe dig sagde han og smilede glad men hans ondskab strålede ud af ham. Nej sagde jeg stift men beslutsomt. Hvad sagde du? spurgte han. Jeg behøvede ikke at gentage det før hans angreb kom, men jeg var for hurtig for ham. Hvis du ikke kommer med mig bliver jeg nød til at slå dig ihjel.
Han for efter mig ud af skuret. Men da han kom ud var jeg for længst væk.
Jeg var konstant på flugt de næste uger og kunne ikke blive et sted mere end en dag ad gangen. Flugten førte mig helt til Spanien. Men 3 uger efter kom jeg tilbage til Vallensbæk.

Kapitel 3: Kærlighed
Jeg vandrede rundt i Vallensbæk gader præcis som jeg havde gjord for 3 uger siden. Jeg var bare ikke den samme. På de 3 uger havde jeg lært at tilpasse mig denne nye verden. Jared var stadig efter mig og jeg kunne kun blive her i et kort stykke tid. Den eneste grund til at jeg var taget tilbage var Zack. Zack var min kæreste. Det er han nok stadig væk, men han viste ikke hvor jeg var. Jeg ville bare lige se ham en sidste gang. Det var egoistisk at bringe ham i så stor farer, men jeg kunne ikke holde mig væk længere. Jeg havde spottet ham. Jeg stod længe bare og stirrede på ham bag fra. Jeg savnede ham. Jeg var blevet så fokuseret på ham at jeg ikke havde lagt mærke til han havde fået øje på mig. Jeg løb ind i gyden ved siden af mig men et eller andet fik mig til at stoppe. Noget sagde mig bare at jeg skulle tale med ham!
Jeg hørte pludselig nogen nærme sig. Jeg reagerede hurtig og bakkede længere tilbage. Du kan godt lade være jeg har fundet dig sagde han med sin fløjlsbløde stemme. Han lød overlen og jeg ville ønske han viste hvad jeg var i stand til. Okay tillykke du kunne det politiet ikke kunne. Min stemme afslørede intet af min indre smerte ved hans nerver. Min lunger skreg på blod og mine instinkter kunne tage over når som helst. Mikala kom tilbage jeg beder dig! Du kan ikke blive ved med at løbe og alle savner dig, jeg savner dig! Han sagde det med sådan en indlevelse at jeg troede på ham. Jeg var chokeret over det han havde sagt. Det lignede ikke Zack at indrømme noget som helst. Du forstår ikke jeg kan ikke komme tilbage jeg er ikke den samme. Jeg kunne høre smerte i min egen stemme tros jeg havde prøvet at stoppe det. Jeg kan høre på dig du ikke mener det! Du savner også os! Selvfølgelig savner jeg dem og dig, men jeg kan ikke selv hvis jeg ville. Jeg trøtte ud i lyset så han kunne se ordentligt på mig. Så han kunne se min iskolde stenhårde hud. Se på mit ansigt så smukt som intet andet. Jeg kunne se i hans øjne hvor overrasket han var. Hvor bange han var. Men i et røg alt frygt og overraskelse væk og han tog fat i mine arme og rygede tættere på. Jeg blev så overrasket at alt det selv kontrol jeg havde, forsvandt. Kom tilbage for min skyld, se jeg er ligeglad hvad du er, hvor smuk du er eller hvad der sker med dig. Du har altid været noget specielt for mig. Også inden du var så smuk som de er nu. Inden det der nu end er sket skete”. Han nåde lige at tale færdigt inden jeg tog fat om ham og rykket ham ind i et kram. Han sukkede tilfreds fordi han ikke viste hvad jeg havde gang i. Jeg slikkede ham på halsen og jeg kunne mærke han spændte op. Hvad laver du?! Jeg satte mine tænder i ham. Jeg mærket det varme blod strømme ind i kroppen. Hvordan mine lunger og min krop blev tilfredsstillet. Hvordan jeg sugede blodet ud af den dreng jeg elskede. Mikala av! Stønnede han og hans krop vibreret. I det øjeblik fik jeg mine tanker i kontrol og tænkte over hvad det var jeg lavet. Det sandheden gik op for mig gik jeg i chok. Jeg så Zacks blod flyde ud på jorden. Jeg så hans næsten livløse krop ligge i mine hænder. Men han var ikke besvimet. Du må ikke forlade mig hviskede han og så blev han stille. Jeg kunne ikke høre hans hjerte. Zack hviskede jeg og desperationen i min stemme fik den til at lyde skinger. Hans hjerte bankede ikke. Jeg prøvede at ruske i ham men ingen livstegn. Jeg måtte prøve med kunstigt åndedræt. Jeg var ikke sikker på jeg kunne beherske mig selv nok til at gøre det. Zack råbte en kvinde stemme pludselig bag mig. Jeg tørrede hurtig alt blodet op inden hun noget hen til os. Hvad har du gjord ved ham spurgte hun anklagende. Jeg forstod hende godt. Efter hvad jeg havde forstået havde Zack gået rundt og været nedtrykt begrund af mig og så finder hun ham halv død ved siden ham mig. Hun havde ret til at være sur! Han fandt mig og så pludselig mens han talte faldt ham om bare sådan sagde jeg ikke ret overbevisende. Jeg havde aldrig været god til at lyve, men denne gang hoppede hun vist på den. For hvad skulle der ellers have været sket? Hans hjerte er holdt op med at slå sagde jeg og gik nærmest i chok. Jeg tog mig sammen og prøvede med kunstigt åndedræt. Jeg var ligeglad med og mine lunger skreg efter mere blod. Min beherskelse var stærk nu hvor jeg var blevet tilfredsstillet. Desuden blev jeg nød til at dræbe hans mor hvis hun fandt ud af noget. Pludselig kom der liv i ham. Han trækkede vejret hurtigt og stønnende. Lettelsen skyllede ind over mig og jeg faldt tilbage. Hans mor sprang frem og tog ham op i sine arme.”Tak” hviskede hun og begyndte at gå. Jeg sad tilbage på asfalten. Jeg mærkede hvordan mit hjerte satte farten ned til normalt tempo og hvordan lettelsen fyldte min krop. Jeg måtte se ham igen. Forklarer ham hvad jeg var. Nu var det for sent, jeg kunne ikke bare forlade byen nu. Jeg burde have taget chancen da den var der, men min lyst efter hans blod var for stærk. Nu måtte jeg stå ansigt til ansigt med sanheden.

Hope you like it!