En dårlig periode.. {{forumTopicSubject}}

Ja, jeg bliver nødt til at komme af med det på en eller anden måde. Og eftersom at jeg føler mig mest "tryg" på hestegalleri, bliver det simpelthen herinde. Det er ikke for at få opmærksomhed eller blive set/hørt. Det er simpelthen for at slippe med af med alle de følelser jeg har i kroppen. Det kører bare mere og mere skævt.

Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. For godt og vel en måned siden, kørte det bare derud af. Alt var bare for fedt og jeg var virkelig glad - oprigtig glad. Jeg havde nogen dejlige folk omkring mig, som gjorde mig mere eller mindre lykkelig. Specielt en.. Jeg elskede at se frem til at stå op om morgenen og have fået en "godmorgen"-besked. Der stod ikke andet end "godmorgen", men alligevel var det bare dejligt at der var en der tænkte på en. Denne person blev jeg hurtigt ret glad for, og så frem til at være sammen med ham.

Det nåede jeg bare hurtigt at smadre igen og nu kan jeg ikke redde det på nogen måde. Jeg er den type der, åbenbart, går i meget små sko og hader når folk ikke svare. Det endte derfor med at han undskyldte for ikke at have skrevet i et par dage og jeg jordede ham totalt og skrev at hvis han ikke mente det, så skulle han ikke skrive det. Hørte ikke noget, blev gal og slettede ham efterfølgende som ven på Facebook og hans nummer blev strøget i min telefon. Det skulle jeg bare aldrig have gjort, for det var der at det gik galt. Lige siden har jeg bare fortrudt, undskyldt min opførsel overfor ham og prøvet at gøre det godt igen. Uden held. Nu sidder jeg bare og øffer over det.. Ville sådan ønske at han forstod det og bare ville give mig den chance for at vise at jeg ikke er den der dumme, lede kælling.

Og endnu engang har jeg måtte afvise min eks. Han synes helt bestemt at vi skulle finde ud af det igen, havde inviteret mig med på Oslo-båden og forklarede virkelig for mig, hvad han synes at der var gået galt i vores forhold (3,5 år sammen). Det var jalousi og drama gang på gang. Mest ham, der var jaloux og gjorde det hele meget værre end det var. Til sidst endte det jo i den samme gamle rille igen og igen. Og så kommer man jo ikke rigtig nogen vegne. 3 måneder fra hinanden og så var vi lidt sammen igen, men jeg manglede stadig følelserne for ham. Nu sidder jeg så her, uden nogen som helst måde at kunne kommunikere med ham på, og det tager hårdt på mig. For jeg holder så meget af ham - og jeg ville egentlig ikke miste ham, som ven, men han gik helt ned med flaget og sagde at hvis jeg gjorde det 100% forbi var vi helt færdige med hinanden, fordi at han ikke kunne holde ud at se mig med en anden en dag. Jeg ville bare gøre alt for at vi kunne snakke sammen, som venner, men det kommer vidst aldrig til at ske.

Så nu sidder jeg bare og er helt tom for idéer.. Ved hverken ud eller ind. Jeg har ingen bedste venner eller det der minder om venner til at hive mig igennem den her latterlige tid, som stort set er min egen skyld. Jeg kan bare få lov til at sidde og tude for mig selv, igen og igen. Så kan jeg tage på arbejde og opstille en facade, fordi jeg arbejder med mennesker, så skal jeg jo være glad og positiv - og så snart man kommer hjem, vender det hele igen, fordi her ingen er, til at holde mit mod oppe?

Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal komme ud af denne onde cirkel og forventer ikke at der er nogen der kommer med hjælpende råd og vejledning, for det behøver jeg vidst ikke. Jeg har selv redt som jeg ligger.. Det er jo min egen skyld og alt hvad der er sket i mine 19 år, har altid været min skyld. Sådan er det jo bare. Det må jeg jo konstatere.

Havde bare brug for at læsse det af og komme ud med det. Og regner ikke med at der er nogen der gider læse det hele alligevel.

Hvis der er, så på forhånd tak