Rob. Pat. Historie til Katrine LANG! {{forumTopicSubject}}

Så har jeg skrevet en historie, som lovet, Til Katrine Petersen omhandlende hende og Robert Pattinson. Her lægger jeg den så ud, som aftalt, så du/I kan læse den

Nu håber jeg I er rustet, for den er MEGET lang, men det er jo ikke en historie for ingen ting, og den er baseret på en historie som jeg har haft liggende i baghovedet i efterhånden lang tid.
God fornøjelse - håber jeg


Monolog
Nogen gange sker det at uforklarlige ting sker for en – ofte flere gange i træk. Nogen vil kalde det karma. Andre vil kalde det uheld. Jeg ved ikke hvad jeg vil kalde det, men hvad ændre det også på? Pointen er at jeg, op til flere gange, har oplevet de rette øjeblikke passere revy lige for øjnene af mig, og at jeg først bag efter indså hvad jeg havde mistet. Og den erkendelse har kostet mig megen lidelse. Derfor har jeg søgt tilflugt i mig selv. I mine tanker. For der er der ingen der kan tirre min lemlæstede bevidsthed. Ingen der kan stjæle mine tanker, min forstand eller mit hjerte. – Og alligevel skulle der komme en dag hvor jeg måtte sænke mine barrierer og gense den lyserøde sky overfor en person, hvis lige jeg aldrig ville opleve igen. Og det er her min historie begynder…

1. Kapitel
Jeg var udvekslingsstudent i Los Angeles og boede på kollegium med en anden pige Shawna, som var udvekslingsstudent fra England. Sammen delte vi en lejlighed med eget køkken og bad. Vi boede i den bedre del af byen og jeg må indrømme at denne tur havde kostet mig en del penge. Hele min børneopsparing var ofret på denne her tur, mine konfirmationspenge + min løn fra de sidste tre års ungdomsarbejde, så man kan ikke ligefrem sige at det var en særlig impulsiv beslutning. Men jeg vil aldrig fortryde det!
Jeg startede på skolen i Juni, omtrent det tidspunkt danske børn og unge fik ferie. Dvs. At det var december her i LA. Dog ikke den December jeg var vant til hjemme fra. I LA. Var vinteren ganske lun og solrig og jeg kunne egentlig sagtens gå i shorts og T-shirt hvis jeg havde været lidt sejere. Shawna var derimod umådelig sej. Hun kom fra Wales af (hvilket også gjorde vores samtaler lidt sjove engang i mellem på grund af hendes Walisiske accent) hvor hun havde været vant til krævende vandreture i bjergene, hårde heldagsridt på græsgangene og almindeligt arbejde på hendes forældres gård. Shawna var på mange måder en ønskeudgave af mig. Hun var slank og muskuløs og havde flotte kurver. En dejlig solbrun farve, blondt hår og azurblå øjne, som selv Zac Efron ikke kunne måle sig med. Hun var meget klog og talte ofte med et så stort ordforråd at jeg ofte måtte hive en ordbog frem i smug, til stor morskab for hende og de tilstedeværende. Hun sagde at det var hendes bedstemors værk. Hun havde nærmest lært hende op som en troldmand opdrager sin lærling. Jeg var ikke langt fra at være dybt misundelig på hende. Hun havde alt; et godt liv, flot udseende og en dejlig personlighed. Jeg selv var en slank, men muskuløs brunette, med gråblå øjne og en lettere sarkastisk personlighed. Jeg var ganske klodset og undertiden med en giftig humor. Men ellers var jeg meget godt tilfreds, selvom jeg vidste jeg aldrig ville kunne måle mig med Shawna, uanset hvad hun selv sagde.

Det var en kølig morgenstund med dug og en anelse frost på de parkerede biler. Gaden var allerede fyldt til bristepunktet med mennesker, trods det tidlige klokkeslæt. Jeg stod på et gadehjørne med mine ting pakket i en skuldertaske, jeg havde under armen, og ventede på ar fodgængerovergangen skulle vise grønt. Jeg vrikkede lidt i takt til den musik jeg havde på min iPod. Storbyens forvirrede larm var blevet så almindelig at den ikke længere interesserede mig. Hvad de unge gik og sladrede om, hvad travle forretningsmennesker sagde i deres øreklæbende telefoner. Hjemløse og posedamers klagen og tiggen og irriterede mødre med deres børn ved hånden og en indkøbsseddel mellem fingrene. Midt i al denne forvirring stod jeg på hjørnet og observerede den røde lyskurve skifte til grønt og det var i netop det øjeblik mit liv ændrede sig fra at være en kølig småkedelig hverdag til en dag jeg aldrig ville glemme.
Måske var det på grund af den høje musik jeg havde i øerne, at jeg ikke så ham, måske var jeg så febrilsk at jeg ikke så hvor jeg gik – eller hvem jeg gik ind i, for pludselig mærkede jeg et voldsomt pres på brystet og derefter den kolde rug asfalt under mine håndflader efterfulgt af en smertende prikken i baghovedet da storbylarmen igen rungede i mit øre. Mit headsæt var faldet ud og jeg opdagede at jeg lå midt på fodgængerovergangen med mine ting spredt i en halvcirkel rundt om mig og en person sidde på knæ foran mig, i færd med at samle mine tabte mapper og papirer op. Jeg virrede let på hovedet for at ryste den irriterende prikken i nakken væk. En hånd kom pludselig ind i mit synsfelt, og mere per refleks end klar tankegang greb jeg den og blev hevet op.
- Det må du undskylde, jeg gik vist lidt i mine egne tanker, hørte jeg en behagelig melodisk stemme kvække. Jeg selv var for omtumlet til at kunne tale så jeg nøjedes bare med et ’’det er i oden’’.
- Jeg var vist heller ikke selv helt vågen, tilføjede jeg, brødebetynget over min egen klodsethed. Jeg burde have skrevet mig bag øret at man burde være ved fuld opmærksomhed når man færdes i LAs gader.
Der var stille en tid, indtil den behagelige stemme rømmede sig.
- Må jeg have lov at byde dig på noget at drikke. Som kompensation for sådan at løbe dig ned.
Jeg kunne høre han smilte, og jeg prøvede selv at smile, men mærkede kun en let trækning omkring mine mundvige. Ikke særlig overbevisende, men det var alligevel et flot forsøg i min omtumlede tilstand.
- Betyder det ja? Spurgte han varmt, og jeg måtte tvinge mit stakkels morgentrætte hoved til at adlyde en nikkekomando, og så fulgtes vi ellers forbi de efterhånden utålmodige dyttende bilister og ned ad gaden til vi nåede en hyggelig lille Café. Han var tydeligvis en gentleman, sikkert opdraget af strenge forældre, for i det moderne Los Angeles var det virkelig svært at finde en mand der holdte dørene for én, tog ens jakke og trak stolen ud for én når man skulle sætte sig. Jeg var ikke langt fra at være mistænksom, men hans hypnotiske gyldne stemme og de intense øjne holdte mig nærmest i en trancelignende tilstand, der gjorde at jeg følte mig let om hjertet og meget tanketom. Jeg genkendte straks følelsen, og havde jeg været ved mine fulde fem, havde jeg nok trukket mig tilbage bag mine mentale barrierer for at beskytte mine følelser imod de lunefulde vibrationer jeg kunne mærke hormonerne sendte. Men den tidlige morgenstund (nu må jeg nok hellere informere jer om at klokken var halv 5, for der var lagt til min skole og jeg ville gerne have noget varmt at drikke inden, selvom jeg ikke havde regnet med at det ville ende i en blind date, hvis vi kan kalde det dét) og sammenstødet på asfalten havde gjort mig helt ør i hovedet, så magtesløst måtte min fornuft se til at mine følelser tog overhånd og gav efter for den charmerende fyrs silkevarme stemme og interesserede blik.
- Hvor er du egentlig fra? Syntes ikke du har den lokale accent.
- Jeg kommer fra Danmark. Jeg er udvekslingsstudent i Los Angeles på Produktionshøjskolen.
- Hvad studere du?
- Musik.
Det var som om et lys tændtes i hans øjne. Som om noget jeg havde sagt havde gjort ham glad og interesseret – meget interesseret.
- Musik siger du?
Jeg nikkede. Et ufrivilligt smil spillede om hans læber og jeg blev selv ret interesseret.
- Du spiller også, eller hvad?
Et kækt nik.
- Hvilken genre er du i?
Han lænede sig ind over bordet og så begyndte snakken ellers lystigt. Vi kom både ind på emner om musik, som var vores fælles interesse åbenbart, skole, studier, arbejde, familie, byen, landet, og et emne der først begyndte at undre mig senere – pressen og medierne.
- … og siden da har jeg ellers spillet musik.
- Det lyder godt nok som om du lever et spændende liv, sagde jeg en smule jaloux. Personligt syntes jeg ikke der skete noget særligt i mit liv, på nær den her tur.
- Tja, det gør jeg vel. Men det er nu ikke så vildt endda, og der er nu også ting jeg savner.
- Det har jeg svært ved at forestille mig, sagde jeg og prøvede at lyde munter, men min sorte humor afslørede mig. Han løftede umærkeligt et øjenbryn, men sagde ikke mere.
Der gik en lille rum tid hvor ingen af os sagde noget. Jeg nippede lidt til min kakao og kastede tilfældige blikke rundt i lokalet. Her var ikke mange. Mest nogle ældre damer og mødre med deres små børn. Caféen havde en rolig hyggelig stemning. Gulvet var i træ og der var et rødligt lys over lokalet, og i den ene ende af caféen var der tændt op i en kamin. Hvorfor havde jeg aldrig været herinde før?
- men hvad er det så du savner? Spurgte jeg stille efter en tid. Han havde siddet og betragtet mig med et rolig og – hvis jeg ikke tager meget fejl – et lidt interesseret og nysgerrigt blik. Men jeg var stadig lidt træt.
- Venner, blandt andet, sagde han, uden at tage blikket fra mig.
Jeg løftede skeptisk et øjenbryn.
- Hold da op, du må ha nogen venner.
- Han nikkede, en smule sløvt.
- Ja, men ingen som jeg kan kalde ’’rigtige venner’’.
- Hvad mener du med rigtige venner? Spurgte jeg åndsfraværende, mens jeg drak ud.
- Venner som er normale og bramfrie, og – ja - faktisk meget som dig.
Selv hvis han havde taget trøjen af, kunne det ikke have overrasket mig mere – eller jo det kunne det så nok godt – men i hvert fald hostede og hakkede jeg for at få den glohede kakao ned i den rigtige rør. Han smilte af min reaktion, ja jeg tror faktisk også jeg hørte en lille klukkende latter. Jeg lænede mig ned over mine lår og gispede en sidste gang for at få kold luft til mine skoldede lunger, og egentlig var det tilfældigt, men pludselig kom jeg til at kaste et blik på mit armbåndsur og den sølvklarer skive viste kvart i 7 og så fik jeg endnu en grund til at hoste – men denne gang var da af at sluge min egen tunge idet jeg rejste mig imens jeg skulle undskylde mig med at skulle gå, plus bande over min manglende opmærksom- og påpasselighed den morgen. Alle ordene endte med at komme ud i en stor pærevending så hans kluklatter endte med at blive en kort rullende latter, som under normale omstændigheder ville have gjort mig blød i knæene.
- Jeg er ked af det, men jeg må gå nu. Klokken er allerede alt for mange. Undskyld…
Mere kunne jeg ikke nå at få sagt før jeg var ude af døren og et nyt hosteanfald overfaldt mig. Han gjorde tegn med hånden, og – var det et lille smil der lurede i øjenkrogen?

2. Kapitel
Der skete ikke meget mere den dag. Hvis ikke jeg beskæftigede mig med arbejde, lektier og studier tænkte jeg på den kønne, charmerende fyr. Det var først gået op for mig da jeg, med nød og næppe var nået til den første time, at jeg slet ikke havde fundet ud af hvad han hed, ej heller havde han fået mit navn. Men mine tanker blev konstant afbrudt og ved dagens udmunding havde jeg så godt som glemt alt om det. Men ved morgenmaden sammen med Shawna den følgende dag fik jeg mig en grim, men ikke desto mindre stor overraskelse.
Jeg var i gang med de lektier jeg ikke nåede om aftenen da en tilfældig tekst, i Shawnas ugeblad, fangede min fulde opmærksomhed – og derefter fulgte et overvældende deja vu fra årdsdagens tidlige hændelse.
- Må jeg lige låne det blad, Shawna?
Hun så overrasket op mig. Aldrig havde jeg spurgt hende om jeg måtte kigge i hendes magasiner med en så påfaldende, for ikke at sige hysterisk interesse. Hun så næsten helt bange ud da hun rakte mig bladet. Der på forsiden af – hva var det for et blad? Vouge – var et stort portræt af en café rude med en lettere utydelig, men ikke desto mindre genkendelig karikatur af mig og den fyren, inde på caféen. Vi sad begge lænet ind over bordet, i gang med en ivrig samtale om musik, hvis jeg huskede rigtigt. Hans ansigt var ganske tydelig, hvorimod mit var skjult af en genspejling i ruden. Det var jeg i princippet glad for, for teksten over billedet gav mig det næste chok, som meget vel kunne sende mig ind i sengen med feber.
’’Robert Pattinsons nye flamme’’ se side 11.
Hurtigt som lynet slog jeg op på den angivne side, og det samme hæslige billede prydede næsten et helt A4 ark, fulgt af en hel serie billeder mage til. Det ene hvor jeg læner mig tilbage og ler, det næste hvor han gør det, det tredje hvor vi begge gør det. Med hjertet galoperende og en mave snøret sammen til en, skimmede jeg hurtigt teksten under billederne.
- ’’Pattinson forgabt’’ - ’’Heldig brunette fængsler Twilight-stjernen’’ –’’Intim samtale på romantisk café’’ – ’’Øjenvidner taler om påfaldende interesse’’ – ’’Lidenskaben blomstre’’.
Og sådan fortsatte det på næste side også. Jeg både nærlæste og studerede tekst og billeder for at finde en sammenhæng, men jeg var fuldstændig paf. At jeg havde snakket med Robert pattinson, som ikke kun er en super stjerne i hele verdenen, men også kåret til jeg ved ikke hvad som mest sexede mand og jeg skal komme efter dig. Og at han inviterede mig på café og vi snakkede så godt og så længe sammen – og midt i det hele fotografere en ynkelig paparazzi os og sælger os som nyhedsstof. Som en sladderspalte i et tåbeligt kvinde magasin!
- Er du okay, Katrine?
Jeg kiggede op med en sådan heftighed at jeg ligefrem kunne se det gibbe i Shawnas krop. Hun så bekymret ud. Jeg gættede mig til at jeg var blevet helt bleg og, lagde jeg mærke til, havde krøllet siderne i bladet på grund af mit krampeagtige tag i bladet.
Jeg lagde magasinet fra mig og prøvede at få kontrol over mine buldrende følelser som var i total oprør med min forstand og min personlighed. Inden i måtte jeg ligne en skitse af 3. Verdenskrig. Det hele virkede så uvirkeligt. Så det var altså dér han ville hen med sin snak om pressen og medierne. Havde han mon aftalt noget med fotografen i forvejen? Den tanke sød jeg hurtigt fra mig igen. Og hvad så med det der stod i spalten. ’’lidenskab’’ og ’’Pattinson forgabt’’. Hvad skulle det nu betyde? Vi havde jo kun snakket sammen om ganske dagligdages og almindelige ting. Men så kom jeg i tanker om de smil han havde sendt mig. Den interesserede gnist man havde kunnet ane i hans øjne, han havde betragtet hende... undskyld mig. Kunne han virkelig være faldet for mig? En simpel udvekslingsstudent fra Farum i lille bitte Danmark? Mig ud af tusindvis, ja hvis ikke hundredetusindvis af kvinder verden over som måtte være meget mere værd at kigge på, end jeg?
Bestyrtet og i trance rakte jeg arktiklen til Shawna som hurtigt læste den. Derefter rettede hun blikket op mod mig, og denne gang så hun lidt mere forstående ud.
Jeg tror jeg langt om længe får min fraværsprocent på skolen sat i vejret.

Kh. Anna-Sophie