Rob. Pat. Fanhistorie til Katrine LANG {{forumTopicSubject}}

Jeg har skrevet en historie, på ''bestiling'' til Katrine Petersen omhandlende hende og hendes idol: Robert Pattinson. Her er så nogle af de første afsnit.

Konstruktiv ros og kritik modtages gerne

Ps.
Historien er MEGET lang, hvis I ikke har opdage det, så det er jo selvfølgelig kun hvis I har mod på en lang historie I skal læse den, eller i kan bare nøjes med at læse et lille udpluk

Go fornøjelse :b



Monolog
Nogen gange sker det at uforklarlige ting sker for en – ofte flere gange i træk. Nogen vil kalde det karma. Andre vil kalde det uheld. Jeg ved ikke hvad jeg vil kalde det, men hvad ændre det også på? Pointen er at jeg, op til flere gange, har oplevet de rette øjeblikke passere revy lige for øjnene af mig, og at jeg først bag efter indså hvad jeg havde mistet. Og den erkendelse har kostet mig megen lidelse. Derfor har jeg søgt tilflugt i mig selv. I mine tanker. For der er der ingen der kan tirre min lemlæstede bevidsthed. Ingen der kan stjæle mine tanker, min forstand eller mit hjerte. – Og alligevel skulle der komme en dag hvor jeg måtte sænke mine barrierer og gense den lyserøde sky overfor en person, hvis lige jeg aldrig ville opleve igen. Og det er her min historie begynder…

1. Kapitel
Jeg var udvekslingsstudent i Los Angeles og boede på kollegium med en anden pige Shawna, som var udvekslingsstudent fra England. Sammen delte vi en lejlighed med eget køkken og bad. Vi boede i den bedre del af byen og jeg må indrømme at denne tur havde kostet mig en del penge. Hele min børneopsparing var ofret på denne her tur, mine konfirmationspenge + min løn fra de sidste tre års ungdomsarbejde, så man kan ikke ligefrem sige at det var en særlig impulsiv beslutning. Men jeg vil aldrig fortryde det!
Jeg startede på skolen i Juni, omtrent det tidspunkt danske børn og unge fik ferie. Dvs. At det var december her i LA. Dog ikke den December jeg var vant til hjemme fra. I LA. Var vinteren ganske lun og solrig og jeg kunne egentlig sagtens gå i shorts og T-shirt hvis jeg havde været lidt sejere. Shawna var derimod umådelig sej. Hun kom fra Wales af (hvilket også gjorde vores samtaler lidt sjove engang i mellem på grund af hendes Walisiske accent) hvor hun havde været vant til krævende vandreture i bjergene, hårde heldagsridt på græsgangene og almindeligt arbejde på hendes forældres gård. Shawna var på mange måder en ønskeudgave af mig. Hun var slank og muskuløs og havde flotte kurver. En dejlig solbrun farve, blondt hår og azurblå øjne, som selv Zac Efron ikke kunne måle sig med. Hun var meget klog og talte ofte med et så stort ordforråd at jeg ofte måtte hive en ordbog frem i smug, til stor morskab for hende og de tilstedeværende. Hun sagde at det var hendes bedstemors værk. Hun havde nærmest lært hende op som en troldmand opdrager sin lærling. Jeg var ikke langt fra at være dybt misundelig på hende. Hun havde alt; et godt liv, flot udseende og en dejlig personlighed. Jeg selv var en slank, men muskuløs brunette, med gråblå øjne og en lettere sarkastisk personlighed. Jeg var ganske klodset og undertiden med en giftig humor. Men ellers var jeg meget godt tilfreds, selvom jeg vidste jeg aldrig ville kunne måle mig med Shawna, uanset hvad hun selv sagde.

Det var en kølig morgenstund med dug og en anelse frost på de parkerede biler. Gaden var allerede fyldt til bristepunktet med mennesker, trods det tidlige klokkeslæt. Jeg stod på et gadehjørne med mine ting pakket i en skuldertaske, jeg havde under armen, og ventede på ar fodgængerovergangen skulle vise grønt. Jeg vrikkede lidt i takt til den musik jeg havde på min iPod. Storbyens forvirrede larm var blevet så almindelig at den ikke længere interesserede mig. Hvad de unge gik og sladrede om, hvad travle forretningsmennesker sagde i deres øreklæbende telefoner. Hjemløse og posedamers klagen og tiggen og irriterede mødre med deres børn ved hånden og en indkøbsseddel mellem fingrene. Midt i al denne forvirring stod jeg på hjørnet og observerede den røde lyskurve skifte til grønt og det var i netop det øjeblik mit liv ændrede sig fra at være en kølig småkedelig hverdag til en dag jeg aldrig ville glemme.
Måske var det på grund af den høje musik jeg havde i øerne, at jeg ikke så ham, måske var jeg så febrilsk at jeg ikke så hvor jeg gik – eller hvem jeg gik ind i, for pludselig mærkede jeg et voldsomt pres på brystet og derefter den kolde rug asfalt under mine håndflader efterfulgt af en smertende prikken i baghovedet da storbylarmen igen rungede i mit øre. Mit headsæt var faldet ud og jeg opdagede at jeg lå midt på fodgængerovergangen med mine ting spredt i en halvcirkel rundt om mig og en person sidde på knæ foran mig, i færd med at samle mine tabte mapper og papirer op. Jeg virrede let på hovedet for at ryste den irriterende prikken i nakken væk. En hånd kom pludselig ind i mit synsfelt, og mere per refleks end klar tankegang greb jeg den og blev hevet op.
- Det må du undskylde, jeg gik vist lidt i mine egne tanker, hørte jeg en behagelig melodisk stemme kvække. Jeg selv var for omtumlet til at kunne tale så jeg nøjedes bare med et ’’det er i oden’’.
- Jeg var vist heller ikke selv helt vågen, tilføjede jeg, brødebetynget over min egen klodsethed. Jeg burde have skrevet mig bag øret at man burde være ved fuld opmærksomhed når man færdes i LAs gader.
Der var stille en tid, indtil den behagelige stemme rømmede sig.
- Må jeg have lov at byde dig på noget at drikke. Som kompensation for sådan at løbe dig ned.
Jeg kunne høre han smilte, og jeg prøvede selv at smile, men mærkede kun en let trækning omkring mine mundvige. Ikke særlig overbevisende, men det var alligevel et flot forsøg i min omtumlede tilstand.
- Betyder det ja? Spurgte han varmt, og jeg måtte tvinge mit stakkels morgentrætte hoved til at adlyde en nikkekomando, og så fulgtes vi ellers forbi de efterhånden utålmodige dyttende bilister og ned ad gaden til vi nåede en hyggelig lille Café. Han var tydeligvis en gentleman, sikkert opdraget af strenge forældre, for i det moderne Los Angeles var det virkelig svært at finde en mand der holdte dørene for én, tog ens jakke og trak stolen ud for én når man skulle sætte sig. Jeg var ikke langt fra at være mistænksom, men hans hypnotiske gyldne stemme og de intense øjne holdte mig nærmest i en trancelignende tilstand, der gjorde at jeg følte mig let om hjertet og meget tanketom. Jeg genkendte straks følelsen, og havde jeg været ved mine fulde fem, havde jeg nok trukket mig tilbage bag mine mentale barrierer for at beskytte mine følelser imod de lunefulde vibrationer jeg kunne mærke hormonerne sendte. Men den tidlige morgenstund (nu må jeg nok hellere informere jer om at klokken var halv 5, for der var lagt til min skole og jeg ville gerne have noget varmt at drikke inden, selvom jeg ikke havde regnet med at det ville ende i en blind date, hvis vi kan kalde det dét) og sammenstødet på asfalten havde gjort mig helt ør i hovedet, så magtesløst måtte min fornuft se til at mine følelser tog overhånd og gav efter for den charmerende fyrs silkevarme stemme og interesserede blik.
- Hvor er du egentlig fra? Syntes ikke du har den lokale accent.
- Jeg kommer fra Danmark. Jeg er udvekslingsstudent i Los Angeles på Produktionshøjskolen.
- Hvad studere du?
- Musik.
Det var som om et lys tændtes i hans øjne. Som om noget jeg havde sagt havde gjort ham glad og interesseret – meget interesseret.
- Musik siger du?
Jeg nikkede. Et ufrivilligt smil spillede om hans læber og jeg blev selv ret interesseret.
- Du spiller også, eller hvad?
Et kækt nik.
- Hvilken genre er du i?
Han lænede sig ind over bordet og så begyndte snakken ellers lystigt. Vi kom både ind på emner om musik, som var vores fælles interesse åbenbart, skole, studier, arbejde, familie, byen, landet, og et emne der først begyndte at undre mig senere – pressen og medierne.
- … og siden da har jeg ellers spillet musik.
- Det lyder godt nok som om du lever et spændende liv, sagde jeg en smule jaloux. Personligt syntes jeg ikke der skete noget særligt i mit liv, på nær den her tur.
- Tja, det gør jeg vel. Men det er nu ikke så vildt endda, og der er nu også ting jeg savner.
- Det har jeg svært ved at forestille mig, sagde jeg og prøvede at lyde munter, men min sorte humor afslørede mig. Han løftede umærkeligt et øjenbryn, men sagde ikke mere.
Der gik en lille rum tid hvor ingen af os sagde noget. Jeg nippede lidt til min kakao og kastede tilfældige blikke rundt i lokalet. Her var ikke mange. Mest nogle ældre damer og mødre med deres små børn. Caféen havde en rolig hyggelig stemning. Gulvet var i træ og der var et rødligt lys over lokalet, og i den ene ende af caféen var der tændt op i en kamin. Hvorfor havde jeg aldrig været herinde før?
- men hvad er det så du savner? Spurgte jeg stille efter en tid. Han havde siddet og betragtet mig med et rolig og – hvis jeg ikke tager meget fejl – et lidt interesseret og nysgerrigt blik. Men jeg var stadig lidt træt.
- Venner, blandt andet, sagde han, uden at tage blikket fra mig.
Jeg løftede skeptisk et øjenbryn.
- Hold da op, du må ha nogen venner.
- Han nikkede, en smule sløvt.
- Ja, men ingen som jeg kan kalde ’’rigtige venner’’.
- Hvad mener du med rigtige venner? Spurgte jeg åndsfraværende, mens jeg drak ud.
- Venner som er normale og bramfrie, og – ja - faktisk meget som dig.
Selv hvis han havde taget trøjen af, kunne det ikke have overrasket mig mere – eller jo det kunne det så nok godt – men i hvert fald hostede og hakkede jeg for at få den glohede kakao ned i den rigtige rør. Han smilte af min reaktion, ja jeg tror faktisk også jeg hørte en lille klukkende latter. Jeg lænede mig ned over mine lår og gispede en sidste gang for at få kold luft til mine skoldede lunger, og egentlig var det tilfældigt, men pludselig kom jeg til at kaste et blik på mit armbåndsur og den sølvklarer skive viste kvart i 7 og så fik jeg endnu en grund til at hoste – men denne gang var da af at sluge min egen tunge idet jeg rejste mig imens jeg skulle undskylde mig med at skulle gå, plus bande over min manglende opmærksom- og påpasselighed den morgen. Alle ordene endte med at komme ud i en stor pærevending så hans kluklatter endte med at blive en kort rullende latter, som under normale omstændigheder ville have gjort mig blød i knæene.
- Jeg er ked af det, men jeg må gå nu. Klokken er allerede alt for mange. Undskyld…
Mere kunne jeg ikke nå at få sagt før jeg var ude af døren og et nyt hosteanfald overfaldt mig. Han gjorde tegn med hånden, og – var det et lille smil der lurede i øjenkrogen?

2. Kapitel
Der skete ikke meget mere den dag. Hvis ikke jeg beskæftigede mig med arbejde, lektier og studier tænkte jeg på den kønne, charmerende fyr. Det var først gået op for mig da jeg, med nød og næppe var nået til den første time, at jeg slet ikke havde fundet ud af hvad han hed, ej heller havde han fået mit navn. Men mine tanker blev konstant afbrudt og ved dagens udmunding havde jeg så godt som glemt alt om det. Men ved morgenmaden sammen med Shawna den følgende dag fik jeg mig en grim, men ikke desto mindre stor overraskelse.
Jeg var i gang med de lektier jeg ikke nåede om aftenen da en tilfældig tekst, i Shawnas ugeblad, fangede min fulde opmærksomhed – og derefter fulgte et overvældende deja vu fra årdsdagens tidlige hændelse.
- Må jeg lige låne det blad, Shawna?
Hun så overrasket op mig. Aldrig havde jeg spurgt hende om jeg måtte kigge i hendes magasiner med en så påfaldende, for ikke at sige hysterisk interesse. Hun så næsten helt bange ud da hun rakte mig bladet. Der på forsiden af – hva var det for et blad? Vouge – var et stort portræt af en café rude med en lettere utydelig, men ikke desto mindre genkendelig karikatur af mig og den fyren, inde på caféen. Vi sad begge lænet ind over bordet, i gang med en ivrig samtale om musik, hvis jeg huskede rigtigt. Hans ansigt var ganske tydelig, hvorimod mit var skjult af en genspejling i ruden. Det var jeg i princippet glad for, for teksten over billedet gav mig det næste chok, som meget vel kunne sende mig ind i sengen med feber.
’’Robert Pattinsons nye flamme’’ se side 11.
Hurtigt som lynet slog jeg op på den angivne side, og det samme hæslige billede prydede næsten et helt A4 ark, fulgt af en hel serie billeder mage til. Det ene hvor jeg læner mig tilbage og ler, det næste hvor han gør det, det tredje hvor vi begge gør det. Med hjertet galoperende og en mave snøret sammen til en, skimmede jeg hurtigt teksten under billederne.
- ’’Pattinson forgabt’’ - ’’Heldig brunette fængsler Twilight-stjernen’’ –’’Intim samtale på romantisk café’’ – ’’Øjenvidner taler om påfaldende interesse’’ – ’’Lidenskaben blomstre’’.
Og sådan fortsatte det på næste side også. Jeg både nærlæste og studerede tekst og billeder for at finde en sammenhæng, men jeg var fuldstændig paf. At jeg havde snakket med Robert pattinson, som ikke kun er en super stjerne i hele verdenen, men også kåret til jeg ved ikke hvad som mest sexede mand og jeg skal komme efter dig. Og at han inviterede mig på café og vi snakkede så godt og så længe sammen – og midt i det hele fotografere en ynkelig paparazzi os og sælger os som nyhedsstof. Som en sladderspalte i et tåbeligt kvinde magasin!
- Er du okay, Katrine?
Jeg kiggede op med en sådan heftighed at jeg ligefrem kunne se det gibbe i Shawnas krop. Hun så bekymret ud. Jeg gættede mig til at jeg var blevet helt bleg og, lagde jeg mærke til, havde krøllet siderne i bladet på grund af mit krampeagtige tag i bladet.
Jeg lagde magasinet fra mig og prøvede at få kontrol over mine buldrende følelser som var i total oprør med min forstand og min personlighed. Inden i måtte jeg ligne en skitse af 3. Verdenskrig. Det hele virkede så uvirkeligt. Så det var altså dér han ville hen med sin snak om pressen og medierne. Havde han mon aftalt noget med fotografen i forvejen? Den tanke sød jeg hurtigt fra mig igen. Og hvad så med det der stod i spalten. ’’lidenskab’’ og ’’Pattinson forgabt’’. Hvad skulle det nu betyde? Vi havde jo kun snakket sammen om ganske dagligdages og almindelige ting. Men så kom jeg i tanker om de smil han havde sendt mig. Den interesserede gnist man havde kunnet ane i hans øjne, han havde betragtet hende... undskyld mig. Kunne han virkelig være faldet for mig? En simpel udvekslingsstudent fra Farum i lille bitte Danmark? Mig ud af tusindvis, ja hvis ikke hundredetusindvis af kvinder verden over som måtte være meget mere værd at kigge på, end jeg?
Bestyrtet og i trance rakte jeg arktiklen til Shawna som hurtigt læste den. Derefter rettede hun blikket op mod mig, og denne gang så hun lidt mere forstående ud.
Jeg tror jeg langt om længe får min fraværsprocent op, på skolen.

De næste par dage gjorde jeg alt for at undgå at rende ind i en avissælger og gik i store buer uden om kiosker og alt der måtte sælge nyhedsstof. Dog kunne jeg ikke undgå at støde ind i diverse forsidehistorier, når jeg f.eks. passerede en kvinde der sad på café eller hos frisøren og læste i et ugeblad. Det var utroligt hvad journalister kunne få ud af en sølle billedserie af dårlig kvalitet – det var utrolige historier der blev skrevet om, den ene mere dramatisk end den anden. F. Eks. Forleden da jeg stødte ind i en af pigerne fra min skole på vej hjem. Hun havde den nyeste udgave af Teen Vouge i hånden, og jeg fik mildest talt artiklen lige i hovedet. Forsiden var prydet med elegant svungne bogstaver som en ægte fnidderdulle ville skrive dem. Igen måtte jeg se det rædselsfulde billede af mig der griner over for Robert igennem den snavsede caférude, og over billedet stod der skrevet ’’Twilight-prinsen søger efter sin prinsesse’’, ’’Pattinson smaskforelsket – ”Hun kunne være ’the one”’’. Artiklen havde rystet mig. Han var ligefrem blevet interviewet? Og han havde tilsyneladende sagt at jeg måske var hans eneste ene? Mit hjerte fik pludselig fart på, og det samme gjorde mine ben. Jeg anstrengte mine lunger til det yderste for at komme hjem. Jeg havde brug for at komme hjem i seng med tv’et og varm kakao… Kakao. Det jeg havde bestilt på caféen den morgen. Jeg måtte stoppe op et øjeblik for ikke at vælte menneskerne på gaden og for ikke at valse ud foran en bil. Jeg satte i rask gågang begravet i mine tanker. Hver gang jeg tænkte på Robert, fik jeg en sær fornemmelse i mellemgulvet. Mit hoved føltes blytungt og jeg kunne ikke lade vær med at spidse læberne lidt. Jeg stoppede op i chok over at opdage at jeg rent faktisk gik og forestillede mig hvordan det ville være at kysse ham!
Dét var dråben! Aldrig nogen sinde havde en fyr trængt sig sådan på i mit hoved, som ham. Aldrig nogen sinde havde jeg troet at jeg skulle falde for en ny af slagsen! Siden Mads, havde jeg givet mig selv det løfte at jeg ikke ville falde for flere fyre. Singlelivet var blevet en bunkers for mig. Et skjold jeg kunne gemme mit revsede hjerte bag, væk fra fyre som kun ville udnytte min kærlighed og naivitet. Det havde jeg lovet mig selv at holde. Og så valser jeg lige ind i verdens dejligste fyr, som til og med selv viser interesse! At han er en verdensberømt kendis gjorde det ikke spor bedre.
Imens jeg gik med blikket vendt ind mod min ret så trætte og forvirrede hjerne, i forsøg på at finde en løsning på det her rod, og også lidt for at nyde følelsen af at være forelsket igen, slentrede jeg, blind for alt andet, direkte ud på vejen, uden hensynstagen til eftermiddagens myldertrafik. Det næste der skete, skete rimelig hurtigt, og jeg er ikke sikker på det er helt rigtigt, men jeg skal prøve at forklarer. – Jeg gik altså ud på vejen, lige ud foran en sort Mercedes som huggede bremserne i og dyttede for at få mig til at flytte mig, men jeg kunne ikke. Det lod til at de hvinende dæk og bilens horn havde fjernet de skyklapper jeg gik med, men min hjerne var så konfus at den praktisk talt var lammet. Min tænkeevne var kollapset og dermed var min bevægelsesfrihed hæmmet. Så jeg kunne kun stå midt på vejen og se til at den sorte Mercedes kom skridende i et faretruende tempo. Hver en detalje stod pludselig knivskarp for mit blik. Selv når jeg lukkede øjnene. Jeg så den gule taxa bag ved den bil der ville knuse min krop om få sekunder, skride på den våde asfalt, og at det lige lykkedes chauffør at manøvrere bilen rundt så den vendte snuden mod den retning den var kommet. Jeg så duer lette fra lygtepælene, med en utilfreds kurren, skræmte af den pludselige støj under dem. Jeg så mennesker standse op på fortovet – der hvor jeg burde være, og stirre med skræmte udbrud og forfærdede gisp – en enkelt skreg. Jeg så en mor løfte sit barn op i favnen mens hendes opspillede øjne gjorde mig opmærksom på det dødsfald hun snart ville overvære – mit dødsfald. Erkendelsen fik det nærmest til at eksplodere i bryst og hoved. Mit strubehoved var en hård glaskugle og mine ben snurrede ubehageligt, efter at være låst krampeagtigt fast i de få sekunder jeg havde tilbage af mit liv. Jeg lukkede øjnene idet en tung tårer trillede fra mine øjne og vædede min ligblege kind, og midt i hele det kaotiske inferno mumlede jeg sagte ’’gid jeg havde kysset ham’’ – så jog smerten igennem mig, som en projektil, og derefter blev alt sort.

Det første jeg mærkede var en blød overflade der blidt pressedes mod min ene kind. Jeg prøvede at bevæge mig, men min krop skreg af smerte. Jeg skar ansigt og blev lydigt liggende. Imens mine ømme muskler sundede sig kiggede jeg rundt i det værelse jeg lå i, og genkendte det straks som et hospital. Hospitaler var ikke til at tage fejl af uanset hvor i verdenen man befandt sig. De karakteristiske hvide vægge. Senge trukket over med hvide lagner. Stativer med DROP og andre lægemidler og sengeborde med hilsner og blomster. I mit tilfælde var mit bord tomt, fordi jeg jo…
Det jeg så, rørte mig dybt inde i sjælen. Jeg kunne mærke et par oprørske tårer trænge sig på, men det lykkedes mig at fortrænge dem… Eller næsten, for en lille tårer undslap ud af min øjenkrog. På bordet, ved siden af min seng stod en vase med en buket røde roser. Der lå intet kort, ingen seddel, ikke engang en af sygeplejersker sagde noget om dem, andet end ’’har du ondt nogen steder?’’ og ’’Du skal bare kalde, hvis du mangler noget, eller begynder at få kvalme eller bliver svimmel’’. Hmpf, som om de ville fortælle mig noget om så et rumskib landede på taget!
- Alligevel følte jeg mig lidt beæret over roserne, men også skeptisk. Jeg vidste at, i hvert fald i Danmark, var det yderst udbredt at sende røde roser til dem man elskede, eller var forelskede i, og hvem ved hvad de snuskede paparazzier kunne finde på at gøre, eller udsætte andre og sig selv for af pinligheder for at få fat i sådan en saftig detalje? Ja, jeg var ikke et minut i tvivl om at roserne var fra Robert. Hvor jeg vidste det fra? Hmm, instinktivt? Tilfældigt? Jeg ved det ikke, men alligevel kunne jeg ikke undertrykke den varme der steg op i mine blege kinder.
- Du ser allerede meget bedre ud. Dine kinder er ikke så blege mere.
At vende mig om var simpelthen noget af det dummeste jeg længe har gjort. Mine øjne var blanke, jeg havde en af hospitalets trøjer på – ja, en da de der lange hæslige T-shirts lignende nogen – og mit hår var uglet efter at have vredet mig i sengen, på grund af smerter. Men jeg måtte se ham. Måtte se hans kække lurende smil, de charmerende, let slørede øjne som sendte et charmerende blink nu og da, som fik det til at krible ned ad ryggen på mig. Jeg så det uglede hår, som jo var så karakteristisk for ham, uanset om han gik på gaden eller indspillede en film. Alt ved ham, fik det til at kører underligt hurtigt inde i mig – min mave, mit bryst, mit hoved, min hals, mine ben… Auuv!
- Er du okay?
Jeg skar ansigt og sørgede for at ligge stille mens jeg ømmede mit stakkels ben. Af en eller anden grund havde jeg svunget mine ben ud af sengen, uden hensynstagen til mine slappe muskler. Hjælpeløst måtte jeg lægge mig ned i sengen igen. Jeg var simpelthen så gal! Ikke alene det at min krop ikke gad lystre min hjerne (og min hjerne havde et blodigt opgør i gang med mine følelser) men også på grund af de følelser han satte i gang i mig, blot ved sin tilstedeværelse! Jeg vidste godt hvad det var, men jeg benægtede det. Jeg ville ikke give efter for følelserne og brænde fingrene én gang til. Det var nok tyvende gang jeg havde afgjort det, men af en eller anden grund tog jeg den afgørelse op til overvejelse hver gang jeg så på ham, hvilket irriterede mig endnu mere – men min bitterhed over det blev mindre og mindre for hver gang, hvilket føltes lindrende, men også utrygt, for med den lyksalighed der var ved at være forelsket, fulgte også sårbarheden, og den var jeg alt andet end immun over for.
- Hvad skete der egentlig? Spurgte jeg, mest af mig selv, for at få tankerne lidt på afstand, og bare for at afbryde denne her pinlige tavshed der hærgede rummet.
- Du ved, du burde ikke gå over gaden uden at se dig for. Det troede jeg man lærte allerede tilbage i grundskolen.
Jeg gryntede. Men det var ikke videre svar på mit spørgsmål… tænkte jeg højt. Han klukkede lidt.
- Du stod midt ude på gaden, og ville være blevet kørt ned, hvis jeg ikke havde slynget dig til siden.
- Hev du mig væk fra vejen?
En lille tænkepause.
- Og så?
- Du slog hovedet meget kraftigt, og besvimede. Derefter kørte jeg dig på hospitalet.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men faktisk forekom denne forklaring mig umådelig tam. Der måtte vel være sket noget mere.
- Og så? Forsøgte jeg.
Han smilede.
- Og nu sidder vi så her.
Godt ord igen. Tavsheden sænkede sig igen over værelset og jeg begyndte at vride mig, utilpas ved denne trykkende stilhed.
- Undskyld? Besøgstiden er desværre overstået. Jeg må bede dig om at gå nu.
En sygeplejerske stak hovedet ind i værelset. Hendes stemme dirrede en anelse, selvom hun bevidst prøvede at skjule det. Hun var vist en fan.
Robert smilede afslappet og nikkede indforstået. Så vendte han sig mod mig og kyssede mig på panden.
- På gensyn, lød det galante svar, imens blodet skød op som en gejser i mit ansigt. Havde dette været en tegnefilm ville jeg sikkert ligne én af dem som har spist ekstra hot chili. Jeg trak dynen op over hovedet mens jeg lyttede til de klaprende skridt forsvinde ned ad gangen. Den svidende smerte i læggene var nu erstattet af en hypnotisk summende fornemmelse som strakte sig helt fra tæerne og op igennem kroppen; lårene, torsoen, brystet, armene, fingrene, hofterne, lænden, skuldrene, ansigtet, øerne. Hver en celle i min krop var levende og sprælsk og jeg greb chokeret fat i sengekanten da jeg mærkede en overvældende lethed. Som om jeg kunne svæve til vejrs som en ballon hvert øjeblik jeg skulle slippe sengen. Der gik et par sekunder hvor jeg kæmpede for at bevarer jordforbindelse, så blev jeg atter rolig. Den summende fornemmelse forsvandt ikke helt, men mit galoperende hjerte faldt lidt ned og jeg kunne slippe sengen igen. Et øjeblik efter stod der fem sygeplejersker, mindst, ved min seng og så opmærksomme og professionelt på mig, og netop da gik det op for mig, at de apparater der målte hjerteslagene, pulsen og temperaturen havde afsløret mig. Jeg ville nok komme til at tilbringe et godt stykke tid herinde, efter deres fortolkning af mit hjertes vilde galoptur.

3. Kapitel
Der var ikke så lidt uro for sig, da jeg blev udskrevet. Jeg var dybt frustreret og ked af det, da jeg stod på P-pladsen og prøvede at praje en taxa. Det var en våd morgen i Los Angeles, usædvanlig koldt og blæsten var kraftig. Bare det ikke blev orkan. Selvom det ville passe meget godt til mine flossede følelser. Jeg var glad for at være blevet udskrevet. Der var gået to uger, før de ville lade mig komme ud. De påstod at jeg havde haft en slem hjernerystelse, men jeg var nu ikke så sikker. Min skadesforsikring dækkede heldigvis, eller det tror jeg da den gjorde. Kan den overhovedet det i Amerika? Og hvad med skolen? Jeg havde været sygemeldt, men ville det blive godtaget? Og så var der Shawna. Hun havde selvfølgelig besøgt mig så tit hun kunne, men hvordan var det gået med lejligheden? Bare hun nu ikke havde siddet for meget i det. Rent økonomisk havde jeg altid siddet bedre i det end hende. Bare hun nu havde kunnet klarer det!
Hele mit indre var i dyb krise, og alt sammen udsprang af den ene aften på hospitalet, 2 dage efter indlæggelsen. Jeg skal prøve at forklarer:
Klokken var nok ikke mere end 8 om aftenen og jeg var ved at blunde lidt (man bliver meget døsig af medicin, hvis der skulle være nogen tvivl), indtil mit ene øre kommer lidt på afveje og jeg kommer til at overhører en samtale imellem to af sygeplejerskerne. Jeg fik ikke fat i alt hvad de sagde, men nok til at opfange små sætninger og sætte en sammenhæng sammen:
- … Og du fik altså en date med ham?
- Jeps! Han værgede sig først lidt, måske var han genert, men da jeg først skruede charmen på, kunne han selvfølgelig ikke modstå mig.
Kvalmende fnisen.
- Men hey, hvordan gik det egentlig til? Jeg mener, han er jo berømt. En verdensomspændende kendis! En af Amerikas hotteste Hollywood stjerne? Hvordan fik du en overhovedet en aftale med ham? Han må da støde på hundredevis af piger som inviterer ham på date.
- Han syntes vel jeg er sød? Hvem kan også modstå en lille fræk sygeplejerske som os?
Fnidrende latter igen, og denne gang fadede den langsomt ud, eftersom de forsvandt ned ad gangen uden for og jeg trak mit forbandede øre til mig igen. Der lås jeg så med en kvalm smag i munden og en dunkende hovedpine. Lige i dét øjeblik troede jeg gladelig på at jeg havde fået en hjernerystelse. En slem, slem hjernerystelse som medførte at jeg hørte syner. Men nej, næste dag hørte jeg dem igen tale sammen, under en pilledosering eller sådan noget inde på min stue. De troede vist jeg sov, men jeg var lysvågen og her hørte jeg dem fnise løs om hvor romantisk en middag hun og Robert havde været på, at hun var kommet meget tæt på ham, og han hende og at de skulle ud og spise igen den kommende fredag, og at hun havde sørget for at tage fri den aften, havde shoppet den perfekte kjole og undertøj og bwadr! Hvor var nu den brækspand de havde givet mig?