Min historie. Giver igen ! :) {{forumTopicSubject}}

Jeg læser selfølgelig også jeres historier, hvis i vil have det. Jeg har lagt den ind før, men jeg synes ikke rigtigt jeg fik noget respons som jeg kan "bruge". Vi er omkring 58 medlemmer, så kom on, jeg ved den er lang men jeg ville blive så glad for lidt konstuktiv kritik, så jeg ikke bare skrive og skriver ... Så plase?

Titel: Maria
 
Kap 1
 
Jeg sad og kiggede på min nye ridelærer, fra mit ynglings hjørne i stalden. Stalden var stor og der rendte mange børn rundt, så jeg kunne sidde og betragte hende uden nogen bemærkede det. Hun stod og forklarede nogle af de nye ryttere hvordan man gav sin pony trense på. Hun var underlig, jeg havde lige fået undervisning af hende på Herman og hun var helt anderledes. Hun var ikke som de andre ridelærere, med dem kunne vi stort set gøre hvad vi ville. Trave, galoppere, skridte ja man bestemte stort set selv, bare man kunne ride ordentligt og behandlede hesten pænt. Nu kom hun og troede hun kunne ændre alt. Hende og hende fimsede måde at undervise på. Nu måtte man pludselig finde sig i at skridte, selv om både pony og rytter hellere ville noget andet. Det var slut med at jorde på ride banen nu, havde hun sagt. Vi måtte heller ikke ride uden sadel, når vi ville, eller bestemme selv hvilken pony vi ville ride på. Jeg tror hun vidste hvordan jeg havde det, jeg havde i hvert fald forsøgt rigeligt med at gøre opmærksom på hvor utilfreds jeg var. Jeg var altid blevet regnet som en af de dygtigste ryttere på gården, alle så op til mig og ønskede de var mig. Alle var misundelige på det mig og Maja havde sammen, men nu var Maja blevet syg og jeg var sikker på at det var derfor at Maria ikke synes jeg kunne ride godt. Det var fordi Maja var den eneste hest jeg kunne ride ordentligt, det var jeg sikker på. Hun havde ikke bestilt andet end at rette på mig hele vejen igennem ridetimen. Først var det mine hæle, så var det mit hoved, så var det min opstilling, det var mig der gjorde noget forkert hele tiden. Jeg blev så vred på hende, men alligevel ville jeg ikke sige hende imod, for selv om at alt det hun bad mig om lød fuldstændig vanvittigt, kunne jeg mærke at min pony rent faktisk reagerede og at det hjalp at høre efter, men jeg var stædig, jeg var vandt til noget andet og jeg kunne godt lide det andet, hun skulle ikke komme her og tro hun kunne ændre min hverdag hos hestene.
Jeg gik ind i Majas boks og gik i gang med at strigle hende, jeg ville spørge om det var okay at jeg gik en tur med hende inden de lukkede gården af. Maria var den eneste af de voksne der stadig var tilbage, så meget mod min vilje var jeg jo nødt til at spørge hende. Hun sagde ganske vist at det var okay men hun ville gerne med. Jeg havde mest lyst til at sige, jeg ikke gad alligevel, men det kunne jeg jo ikke tillade mig.
Hele turen igennem bestilte hun ikke andet end at rette på mig. Maja var besværlig, hun blev ved med at gå og nappe efter mig og prøve at spise græs. Lige meget hvordan jeg prøvede at fortælle Maja, det var forkert, rettede Maria på mig og hver gang at hun så prøvede at tage fat i Maja gik hun lige så nydeligt ved siden af hende. Da vi kom tilbage til stalden kogte jeg af raseri. Jeg satte mig inde hos Maja og lod mine tårer få frit løb, ind til jeg mærkede en sætte sig ved siden af mig. Jeg tørrede hurtigt mine tårer væk og kiggede op. Det var Maria og hun havde lagt sin arm under min nakke ”hvad er der dog i vejen?” spurgte hun bekymret, men jeg trak mig hurtigt væk og løb ud af stalden så hurtigt jeg kunne.
Da jeg kom hjem om aftenen, tænkte jeg meget over hvad jeg havde gjort. Jeg var sikker på at det ikke var Marias mening at såre mig, hun var ny på jobbet og hun kunne jo ikke vide hvordan tingene skulle sættes sammen. Jeg havde overreageret og jeg havde vildt dårlig samvittighed, men jeg var jo blevet ked af det da Maja opførte sig pænt med hende. Maja og mig var jeg et team, ingen skulle komme imellem os. Jeg var bange for at Maja måske bedre kunne lide Maria end mig, men lige meget hvad var det jo ikke Marias skyld. Jeg skyldte hende en undskyldning og det besluttede jeg at give hende dagen efter.
Jeg stod pligtskyldigt klokken 8 og ventede på Maria næste morgen. Jeg havde egentlig besluttet at jeg ikke gad komme tidligt og hjælpe hende med stalden og dyrene, men jeg følte ligesom jeg var nødt til det. Da jeg så hendes bil komme kørende op ad indkørslen, blev jeg dog alligevel nervøs og havde lyst til at stikke af. Hvad nu hvis hun tog det forkert? Hvad nu hvis hun ikke ville tilgive mig? Jeg kendte hende jo næsten ikke. Alt imens jeg havde stået og tænkt disse tanker, havde Maria parkeret sin bil og var kommet over til mig. “Dig havde jeg ikke regnet med at se” Hendes stemme lød hård, men da jeg kiggede op kunne jeg se hun smilede. Jeg tog mod til mig, “du må undskylde det i går, jeg vil meget gerne lære hvordan jeg skal opdrage Maja”  Jeg fik et smil frem, men det kunne ikke blive helt ægte. Maria hoppede heller ikke helt på den, det kunne man se. Hun lignede bare en der selv synes hun havde mere at sige undskyld for, end jeg havde. “Det er mig der skal undskylde” sagde hun “Jeg burde have vidst i ikke var klar til at få hård undervisning endnu, men du er en sej pige Mille, det var flot at dig at troppe op på den måde og sige undskyld til en person, du næsten ikke kender”. Hun gjorde tegn til at jeg skulle følge med hende ind i stalden, jeg smilede og fulgte efter.
Da jeg kom ind i stalden, stod Denise der allerede og hun havde fodret hestene, Maria stod bare og gloede på hende som om hun ikke troede sine egne øjne “undskyld mig men hvad sker der her!?” udbrød hun og Denise kiggede uforstående på hende. “hvad mener du?” “Der er da ingen der har givet dig lov til at fodre hestene?” Maria virkede mere forvirret end vred nu “Men det plejer vi bare at gøre, mens vi venter på i kommer” sagde Denise usikkert. “Når okay, undskyld” Maria smilede til Denise “det var ikke min mening at skræmme dig”. Maria gik hen og satte sig på trappen op til høloftet “undskyld at jeg kommer så forkert ind på jer alle sammen, men det er mit job at få sat skik på jer på en god måde” sagde hun undskyldende “i må hjælpe mig i gang og sige hvad der er rigtigt og forkert, det er vigtigt i siger hvad i føler, så jeg ikke bliver for hård”. Mig og Denise satte os på hver sin side af hende. “lad os bare alle tre starte på en frisk” foreslog jeg. Maria smilede, “tak fordi i er så søde” Sagde hun og krammede os begge “skal vi så få ordnet den stald?”. Vi rejste os alle 3 samtidigt og gik i gang.
Da vi var færdige tog vi alle hestene ind. Maria skulle træne os og hestene fra jorden, så hestene kunne forstå at vi var deres leder, ligesom når de er i hesteflokken. Jeg var ikke helt sikker på om jeg var klar til at tilgive Maria, og jeg var slet ikke klar til at lytte efter hendes metoder, men jeg holdt min mund for jeg ville ikke skabe flere problemer. Jeg smed alle de dumme tanker om Maria ud af hovedet og gik ud på folden for at hente Maja. Hun vrinskede blidt da hun så mig og kom over for at visitere mig for godbidder, men da hun ikke kunne finde nogle stod hun bare og kiggede afventende på mig. Jeg satte grimeskaftet i grimen og tog hende ud. Jeg havde gået en meter eller to da jeg fandt ud af at hun ikke fulgte med, jeg hev prøvende i grimeskaftet, men hun stod bare stille. Jeg gik tilbage til hende og prøvede igen. Denne gang fulgte hun med, men man kunne se hun haltede. “Maria!?” jeg kaldte prøvende, men hun hørte mig ikke. Det gjorde Denise til gengæld og hun kaldte på Maria for mig. “ Vi skal lige ind med Herman og Mr. Bean, så kommer vi” råbte Maria tilbage til mig. Det føltes som om der var gået flere timer, da Maria endelig kom  tilbage, og efter hun havde gået lidt rundt med Maja, så hun meget dyster ud. “Det der, det er slet slet ikke godt!”, Maria så meget alvorlig ud, “jeg ringer til dyrlægen med det samme!”
 
Kapitel 2
 
“Farvel, Maja!” Min stemme var grådkvalt. Jeg lå ved siden af Maja op ad hendes mave. Jeg ville mærke de sidste åndedræt. Maria havde forgæves forsøgt at få mig til at gå, men jeg var stædig, jeg ville sige farvel! Jeg vidste vi havde valgt det rigtige, men hvordan kunne noget da overhovedet være rigtig!? Min pony døde inden for det næste minut og det eneste jeg kunne gøre var at se til! Intet kunne da være rigtigt så! Jeg opgav alle tankerne og lukkede mine øjne. Fra det øjeblik og til jeg vågnede hjemme hos Maria en klar morgen kan jeg overhovedet ikke huske. Jeg vågnede mens jeg lå i en kæmpe dobbelt seng med kridt hvidt sengetøj, jeg vendte mig om og genkendte tydeligt Denises lyse hår som hun lå der og vendte ryggen til mig, jeg prikkede hende forsigtigt på skulderen. Hun gryntede ”hvor er vi?” Hviskede jeg. Denise åbnede øjne og vendte sig om imod mig ”Shh, Maria sover stadig!” Jeg satte mig op men Denise trak mig brat ned igen ”kan du slet ikke huske noget!?” Hendes hvisken blev hæs af ophidselse. ”Nej!?” jeg havde råbt for højt. Maria vendte sig om og kiggede på os begge to med i smil på læben. Hun rejste sig op og tog hurtigt sit tøj på. ” hvad pokker sker der!?” jeg næsten råbte af fortvivlelse, hvorfor hørte ingen dog efter? Maria gik hen og satte sig ved siden af mig. Hun havde tilsyneladende fattet at jeg intet kunne huske ” Du faldt i dyb trance da du sad ved Maja og da jeg prøvede at prikke til dig, gik du fuldstændig i panik og begyndte at skrige, så alle hestene blev urolige. Jeg ringede til dine forældre, men de mente at mit forslag om at tage dig med hjem var det bedste. Denise insisterede på at tage med”. Mens hun havde snakket havde jeg rejst mig op, men efter alle de sætninger måtte jeg lige sætte mig ned og synke en gang. Jeg havde kendt Maria i 3 dage og alligevel havde hun holdt nok af mig til at tage mig med hjem efter arbejde. ”Hvorfor gjorde du det?” spurte jeg efter at jeg havde tænkt lidt. Maria kiggede forvirret på mig ”det var jeg jo nødt til. Dine forældre anede ikke hvad de skulle stille op når du var så traumatiseret. Det genere dig ikke vel?”. Jeg sad lidt og overvejede mit svar. Egentlig var jeg ikke specielt vild med at sidde her i et fremmed hjem hos en person jeg dårligt kendte. Maria var flink nok, det var ikke det, men den dårlige start vi havde fået sammen lå stadig og gnavede. ”Nej, selvfølgelig ikke!” sagde jeg og syntes selv at det lød meget troværdigt. Maria smilede da også tilfreds ”Nå, jeg vil gå ud og lave noget morgenmad!” Hun rejste sig, gik ud af soveværelset og lukkede døren efter sig. Jeg kiggede og på Denise der sad og pillede ved stropperne i dynebetrækket. Hun så meget forlegen ud. ”Jeg kan ikke lide det her” sagde hun, ”det virker helt forkert”. Jeg nikkede, selv om jeg var så beæret over det her synes jeg stadig ikke det var rart. Jeg svarede hende ikke for hun havde forstået mit nik. Maria kaldte på os og bad os om at komme ud i køkkenet og få morgenmad. Vi rejste os og gik ud af det lysende soveværelse og kom så ind i et rum som jeg vidste var stuen. Væggene var malet helt lyseblå og i loftet var der en kæmpe stor krystal lysekrone som spejlede alt det klare sollys fra vinduet og ned på gulvet hvor vi var kommet ind, så mine fødder blev helt varme. Midt i det hele stod et kæmpe stort mælkehvidt spisebord med otte stole omkring og midt på bordet stod der en tyk glasskål med frugter i. Alt i alt så stuen ud som i en normal storfamilie med en smule penge på lommen, men der var bare en ting der ikke passede. Hvorfor havde hun alle de fine ting og så mange stole og sofaer når hun boede alene? Jeg ville gerne have spurgt hende om det, men besluttede at vente til et mere passende tidspunkt. Jeg fulgte efter Denise ud gennem den kæmpe store dobbelt dør af glas, som var i den anden ende af stuen, og ind i køkkenet. Det var endnu mere overvældende end stuen og badeværelset tilsammen. Det lignede noget fra en Ikea reklame og det var lige så stort som en hel stue. Hele vejen rundt langs de tre af væggene var der køkkenborde og midt i det hele stod et kæmpemæssigt komfur med en vask ved siden af. Det hele mindede om vores hjemkunstskabs lokale ovre på skolen, bortset fra at det her var helt enormt stort. Maria vendte sig væk fra spækbrættet hvor hun stod og smurte en stykke toastbrød og kiggede på mig med smilende øjne. ”Der er jo enormt, det her!” udbrød mig og Denise i munden på hinanden. Marias smil stivnede brat. ”Min mand var rig” svarede hun kort. Det lød ret hårdt og ingen af os havde lyst til at spørge mere ind til det. Hun bar alle tingene ind på bordet og vi satte os ned.
Jeg åndede lettet op da jeg igen sad på min egen seng i mit eget hus på mit eget værelse. Jeg sad og kiggede ud af mit vindue på den hvide skråvæg. Jeg åbenede det og kiggede ned på legepladsen som lå skråt til højre for mit hus. Der rendte nogle få små børn rundt der nede. Det så ud som om de legede ”jorden er giftig”. Jeg skiftede hurtigt til ridetøj og kiggede på datoen. Jeg havde helt mistet tidsfornemmelsen. Det eneste jeg vidste var at det heldigvis stadig var sommer ferie og jeg ikke skulle tænke på hverken skole eller lektier. Det var lørdag. Lørdag? Hvad var det nu lige der var ved lørdag? Cornetta! Når ja, jeg skulle jo have Cornetta i dag. Cornetta var min nye part. Jeg havde fundet hende i en annonce på internettet hvor ejeren havde søgt efter en til at hjælpe med at passe sin hest. Jeg havde prøvet hende og både mig og ejeren var godt tilfredse. Jeg skyndte mig ned ad trappen, med fornyet energi. Det skulle blive dejligt at ride igen uden nogen til at holde øje med mig eller rette på mig. Jeg kunne jo bestemme alt selv. Jeg hentede min cykel i skuret og strøg ud af døren. Jeg trampede hårdt på pedalerne i din stive modvind. Da jeg endelig kom derned var mine ben helt ødelagte. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til at cykle 5 kilometer 4 gange om ugen frem og tilbage endnu, men jeg var ligeglad. Cornetta var bare den bedste hest i verden og jeg følte mig så heldig over at have part på hende! Jeg nåede lige at træde ind i stalden da min fod stivnede. Maja! Maja! Hvordan skulle jeg kunne være glad når hun var væk! Jeg sank sammen, på staldgulvet i en akavet stilling og begyndte at hulke det hele sortnede pludselig og jeg begyndte nærmest at synke helt ned i et sort hul. Cornetta, som stod i sin boks var ikke helt tilfreds med at kun kunne høre mig men ikke se mig. Hun kunne tilsyneladende ikke forstå hvorfor jeg var så lang tid om at komme ind til hende. Jeg rejste mig halvhjertet op da jeg hørte hendes vrisk. Cornetta måtte hjælpe mig gennem det her. Jeg var nødt til at huske på at jeg stadig havde hende.
Jeg mærkede vinden suse igennem mit hår og prøve på at trække det bagud, jeg hørte det stærke brus i mine ører og mærkede blæsten kilde mig på min kind. Jeg lænede mig fremover og lagde benene ind til siden på Cornetta, som om muligt satte farten endnu mere op. Vi fløj hen over græsmarken i vild fart og hendes hoved dunrede mod jorden. Pludselig fløj en fugl op foran hende, normalt var Cornetta ikke bange for noget, men det kom bag på os begge to. Hun stoppede så brat op, at der kom bremsespor i græsset. Mig som ikke havde sadel på, havde ikke en jordisk chance for at blive siddende. Jeg fløj i en let bue ud over halsen på hende og landede på numsen i græsset, jeg mistede bevidstheden et øjeblik og brugte lige 2 minutter til at komme op og stå, så vendte jeg mig om og så at Cornetta bare var løbet et lille stykke væk, hun stod og åd det høje græs, det var så højt at jeg dårligt kunne se hendes hoved. Jeg gik over til hende og begyndte at trække hende hjem, vi var ikke langt hjemme fra og Cornetta var stor så kunne ikke komme op igen uden hjælp, når jeg ikke havde en sadel. Vi havde gået lidt ned ad grusstien inde i skoven, da Cornetta pludseligt standsede op med hovedet i vejret og ørerne rejst op. Man kunne se hun lyttede efter noget, jeg lyttede også, der var nogen der hviskede inde bag hækken, det lød som en mand og en dame. jeg hev forsigtigt i Cornetta, for at få hende med hen til hækken, så jeg kunne se ind, men hun ville i ikke flytte sig, jo mere jeg hev, jo mere gik hun baglæns. ”Så må du selv om det!” Skændte jeg lidt, og gik over for at binde hende til det nærmeste træ, men jeg havde glemt at tænke mig om. Manden og damen havde hørt mig og der var blevet stille inde bag hækken. Cornetta begyndte at blive mere og mere bange og urolig, hun trippede rundt om mig og jeg havde svært ved at holde hende. ”Hold op!” sagde jeg med en høj og klar stemme samtidig med at jeg rykkede ned i grimeskaftet. Hun stoppede et kort øjeblik op, for så at begynde at trippe rundt igen, jeg tog mig sammen og prøvede at huske hvad Maria havde sagt. Egentlig havde jeg jo besluttet at jeg ikke ville bruge hendes metoder, men jeg var nødt til at prøve. Jeg gav Cornetta helt løst tov og begyndte at gå hjem ad. I starten gik hun helt op foran mig, så jeg var nødt til at stramme tovet lidt op, men efter noget tid, kom hun længere og længere bagud og til sidst gik vi helt side om side. ”Fuck hende!” nærmest råbte jeg ud i skoven, ”fuck den spastiske ridelærer til Maria!” Jeg var så sur at jeg var nødt til at komme ud med min vrede. Hvorfor kunne jeg ingenting selv? Var de to år jeg havde haft med heste at gøre, helt spildt? Havde jeg virkelig slet ikke lært noget? Havde Pernille, min søde gamle ridelærer, slet ikke kunne lære mig noget? Skoven var den eneste jeg kunne sige det til. Den sladrede jo ikke. Problemet var bare at Maria havde været den ene af personerne bag hækken.

Kap 3

Dagen efter kørte jeg igen ned på rideskolen. Hverken Maria eller tabet af Maja skulle forhindre mig i at tage derned, det var dernede jeg hørte til og det var de eneste sted jeg nogen sinde havde haft det rigtigt sjovt og haft rigtige venner. Jeg savnede Denise rigtig meget og jeg glædede mig ufatteligt til at se hende igen. Der var omkring 20 minutters kørsel på cykel, og i alt den tid fløj tankerne rundt i hovedet på mig ”hvem var de der bag hækken?” ”Hvorfor var det kun Marias metoder der virkede?” ”hvorfor blev jeg ved med at være så vred på hende?” ”Hvordan skulle det nu blive når jeg ikke havde Maja?”. Jeg svingede ind ad indkørslen og så 4 islandske heste stå på folden ved siden af. Normalt stod der ingen heste der, så det undrede mig. Jeg havde aldrig set dem før. Tre af dem var helt hvide og den sidste var rød med en lang hvid blis ned ad næseryggen. De 3 hvide var voksne heste, mens den røde kun var en plag. ”Hej Maria!” råbte jeg da jeg så hende komme ud ad porten. Hun kiggede kort på mig med skulende øjne og gik så over mod hestene uden at at svare mig. Jeg gik ud fra at hun havde misforstået noget, eller at hun ikke havde hørt mig og kørte hen og parkerede min cykel. ”Hej Maria!” kaldte jeg prøvende igen og gik hen til hegnet hvor hun stod. Jeg fik et helt chok, den ene af de hvide heste var kommet helt tæt på og Maria stod og kløede den i panden. Den var så smuk! Jeg havde aldrig set noget lignende, den havde en skinnende pels og nogle store klare skinnende øjne. Dens ben og krop var robust og den så ud til sagtens at kunne bære en voksen mand, dens man var helt lang og bølgende og halen var kæmpe stor og tyk og glitrede som is i solens skær. Jeg blev så mundlam at jeg knapt lagde mærke til at Maria stadig ikke havde sagt noget til mig. ”Hvor er den dog bare vidunderligt smuk!” udbrød jeg og rakte hånden hen for at klappe den. Den lagde tungt sit smukke hvide hoved på træhegnet og nød mine kærtegn. Jeg kyssede den på mulen og den prustede mig blidt i ansigtet. Jeg fik lidt snot i hovedet og kiggede den anden vej mens jeg tørte det af. Maria stod ikke længere ved siden af mig. Jeg gik ind gennem porten, hen over gårdspladsen og ind i stalden. Herman stak hovedet ud af boksen og vrinskede blidt, men jeg lagde ikke mærke til det. Lyd og synsindtryk blev helt tværet ud i hovedet på mig, midt i mit synsfelt så jeg en gennemsigtig skikkelse af Majas hoved og jeg følte mig helt svimmel. Jeg løb hurtigt ud af stalden igen og ind i foderrummet hvor jeg satte mig på en tønde. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der, for jeg var faldet helt i staver, men det næste jeg kunne huske var bare at Denise prikkede mig på skulderen.
”Hej smukke! Er du okay!?” Hun krammede mig og satte sig ned ved siden af mig. ”Ikke rigtigt … ” indrømmede jeg. Denise var min bedste veninde og hun kendte mig ud og ind, jeg kunne lige så godt opgive at lyve over for hende, for hun ville alligevel opdage det med det samme. ”Er det, det med Maria? Du skal ikke tage dig af hende hun er bare dum!” ”hvad?” jeg vendte mig forvirret om og kiggede på hende. ”ja du ved, Maria! Hun hader dig jo!?” Hun så spørgende på mig. ”Gør hun? Hvorfor tog hun os så med hjem igår?” nu var jeg godt nok forvirret ”Der hadede hun os jo ikke, men må jeg godt spørge dig om du ved hvorfor hun er sur på dig?” Denise kiggede på mig med intense øjne, ”hun går jo ikke rundt og opfører sig sådan for ingenting?” ”Nu holder du op! Hvad er det Maria gør? Hvorfor hader hun mig? Hvordan ved du at hun hader mig?” Spørgsmålene vældede ud af mig i en fortvivlelse. Jeg var jo godt klar over at hun havde hørt mig i skoven, det var jo ligesom den eneste mulighed. ”Jeg tror det bare, det er faktisk ikke noget jeg ved” Indrømmede Denise. ”Fortæl det nu bare!” Jeg var ved at blive rigtig utålmodig ”jo altså... Da jeg kom og sagde hej til hende svarede hun mig pænt, men da jeg så gik forbi hende lagde hun hånden på mig skulder og sagde koldt til mig at jeg lige skulle hilse og sige til min lille Mille-ven at hun ikke skulle regne med at hun nogensinde ville sige et ord til hende igen!” Denise kiggede forvirret og fortvivlet på mig. Jeg rejste mig op fra fodertønden med et hurtigt hop. ”Jeg vil godt være lidt alene …” jeg gik ind i stalden igen og ignorede alle de billeder der trængte sig på, inde i hovedet. Midt i stalden nåede Denise op til mig og tog fat i min jakke ”hey, hey, hey! Stop lige engang. Må jeg så godt høre hvad pokker der sker!?” ”Jeg skal ud herfra først!”. Jeg rev mig løs med en så voldsom og uventet kraft at Denise automatisk gav slip. Jeg løb alt hvad jeg kunne ned gennem staldgangen. Totalt ligeglad med at jeg skræmte hestene. Jeg skulle bare ud derfra. Stalden var stor og lang, så der var et pænt stykke at løbe ud. Da jeg stod ude foran den store dør, stoppede jeg op og lænede mig fremover for at lægge mine hænder på mine lår. Jeg var meget forpustet og jeg havde løbet så hurtigt at Denise ikke engang havde kunne følge med, hun kom 20 sekunder efter mig og stirrede totalt målløst på mig. ”hvad er der i vejen med dig!?” Spurgte hun, tydeligvis meget fortvivlet og ked af det. Inden jeg nåede at svare kom Maria gående oppe fra laden med hastige skridt. ”Sig mig engang, hvad er det egentlig du har gang i Mille!? Hvad ligner det at løbe i stalden på den måde!”. Jeg slap mine lår og rejste mig op så jeg kunne se hende. Hendes øjne slog gnister og hun kiggede på mig som om jeg var det mest modbydelige menneske hun nogensinde havde mødt.
Jeg stirrede bare tomt på hende, ”hvorfor taler du pludselig til mig?”. Jeg ville have haft det til at lyde koldt og hårdt, det skulle have lydt som om det ragede mig en høstblomst at hun var sur på mig, men jeg var så tæt på at bryde helt sammen i gråd at min stemme kun lød som en lys piben, man dårligt kunne høre. ”Fordi jeg er nødt til at finde ud af hvad pokker der foregår inde i hovedet på dig! Jeg har gjort så meget for dig, jeg har taget mig af dig, jeg har hjulpet dig, jeg har sågar taget dig med hjem! Og de eneste du giver mig tilbage er skrald! Jeg har slet ikke lyst til at tale med dig, men jeg kan jo ikke lade dig skræmme hestene på den måde uden at få af hvide hvad der foregår!”. Jeg sank sammen på den fugtige grussti, jeg kunne mærke at mine bukser blev våde, men jeg ignorede det. Jeg havde ingen kræfter mere til at stå op. Ja, jeg havde ikke engang kræfter til at svare Maria, men det var godt det samme, jeg havde ikke den fjerneste idé om hvad jeg skulle sige. Maria trådte et skridt hen imod mig, det var ikke til at sige om det var for at slå mig eller om det var for at sige undskyld, men inden hun nåede at fuldføre nogen af tingene trådte Denise beskyttende ind foran mig. ”Du skal ikke nærme dig hende!” Hvislede hun. Det forskrækkede mig lidt at høre Denise tale sådan, hun plejede aldrig at tale sådan til fremmede, hun var for det meste altid bare så stille og sød. Maria trådte med det samme på plads igen, ”Hun har lige mistet sin pony, og du får hende til at tro hun overhovedet ikke kan ride eller have med heste at gøre, hverken Maja eller Cornetta kan hun kontrollere mere! Før i tiden havde hun intet problem, før i tiden var hun den bedste, og det vidste hun! Men nu! Men nu! Se hvad du har gjort ved hende” Hun pegede på mig og kiggede rasende og anklagende på Maria. ”Hun sidder der som en anden krøbling og det eneste du gør er at skælde hende ud!”. Maria stirrede tomt og tavst på hende, det var tydeligt at se at hun var blevet helt mundlam. Jeg samlede alle mine kræfter sammen og rejste mig op. Denise havde fortalt Maria præcis det som jeg selv ville have sagt hvis det havde været muligt, men alligevel syntes jeg ikke Maria fortjente det her, men jeg sagde ikke noget, jeg havde ikke nok medlidenhed med hende til det, det var så frydefuldt, det Denise havde sagt, det var rart at se at det for en gang skyld var Maria og ikke mig som manglede noget at sige. Jeg rejste mig op og gik ned til Nuga, Nuga var en kanin som jeg havde fået lov at passe på gården. Alle børnene havde hver deres og Nuga var min. Hun var den eneste jeg kunne komme i tanke om, som jeg havde lyst til at være sammen med lige nu. Denise havde tydeligvis forstået at jeg ikke havde brug for at være sammen med hende lige nu, så hun undlod at følge efter mig da jeg gik i retning af Nugas bur.
Jeg havde vel siddet med nuga i 10 minutter, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg rejste mig så hurtigt op at håndes ejer nærmest fløj tilbage. ” Du skal overhovedet ikke nærme dig hverken mig eller Nuga!” Hvilslede jeg. Jeg havde fundet min stædighed og selvværdighed frem og jeg var klar til at sankke med hende nu. Det var umuligt at se hvordan Maria reagerede for hun havde solbriller på. ”Bare rolig. Jeg bliver lige her, hvis det er det du vil have”. Hendes stemme var rolig og beslutsom. Jeg svarede hende ikke og gik over for at sætte Nuga ind i sit bur. Maria fulgte efter mig ”Du har ingen Denise til at beskytte dig mod mig nu. Du må tale selv, jeg vil høre hvorfor du snakkede sådan om mig, det var min metode der virkede, hvorfor er du sur på mig over det? Du burde være taknemlig!”. Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Selvfølgelig var svaret at hun havde gjort mig til grin over for alle og hun havde fået mig til at tro jeg ikke kunne noget som helst, men for pokker! Det var jo stadig ikke hendes skyld, det var jo mig der var dårlig til heste? Det var jo mig der ikke kunne noget? Eller var det bare det hun ville have mig til at tro? Nej det kunne det ikke være … Hun havde jo taget mig med hjem, hun havde hjulpet mig alt hvad hun kunne, igennem tabet af Maja … Maja... Maja … Jeg kunne mærke tårene presse på, men nej! Jeg ville ikke græde nu. Ikke mens hun stod og så på det men jeg kunne ikke stoppe, mine tårer løb lydløst ned af mine kinder i forvirrede retninger, og jeg kunne ikke skjule det for Maria, når hun stod så tæt på mig. Jeg havde valget mellem og blive stående og glo ind i nugas bur eller vende mig om og vise hende mine tårer, men jeg tror ikke jeg havde et valg, for hun var nok bare blevet stående índ til jeg havde vendt mig mod hende så jeg valgte derfor bare at tører min tårer væk så diskret så muligt og få det overstået. Selvfølgelig kunne jeg ikke skjule det og selvfølgelig opdagede hun det med det samme. ”Mille … Hvad sker der?” Udbrød hun med så meget medlidenhed og medfølelse i stemmen at jeg bare lod tårene strømme. Jeg smed alle følelser væk, da hun prøvende lagde hænder på mine skuldre og trak mig ind til sig i et varmt knus.
”Jeg tror aldrig helt jeg lærer at forstå din tankegang, men jeg agter at prøve. Jeg vil blive ved. Du er noget helt specielt, jeg vil kunne forstå dig og jeg vil aldrig give op. Jeg ved ikke hvem du er og jeg kender ikke dit liv, men jeg vil hjælpe dig gennem det jeg kan så godt jeg kan, og du skal vide at jeg vil være der for dig altid. Jeg er så ked af det jeg sagde, og så ked at det jeg har gjort forkert, men jeg kan ikke hjælpe dig, når jeg ikke ved hvad jeg skal hjælpe med”. Der var så mange følelser og så meget kærlighed i de ord at jeg blev helt mundlam. ”for en halv time siden, hadede du mig … Nu står du her og siger at du vil hjælpe mig gennem alt? Jeg tror det er mig der aldrig lærer at forstå din tankegang, du kender mig næsten ikke og alligevel så holder du så meget af mig. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige” Tårerne strømmede stadigt ned af mine kinder, men nu var det af glæde i stedet for sorg. ”Jeg kan ikke selv forklare det, det er bare sådan jeg har det og det er vigtigt for mig at du ved det” Sagde Maria ærligt. ”Hey, jeg tror i har klaret problemet selv!” Jeg blev så glad over at høre Denises glade stemme, at jeg vendte mig om og gav hende et hårdt knus. Så hårdt at hun var endda nødt til at bede mig om at give slip, så hun kunne få luft.