''Aldrig for evigt'' {{forumTopicSubject}}

ALDRIG FOR EVIGT
- Af Kathrine Kjær Sørensen

<i>Når jeg tænker på alle de gange, Silja og jeg har siddet nede ved havnen og spist sodavandsis, alle de gange vi har siddet bagerst i bussen og grinet og fjantet, alle de gange vi har leget sammen da vi var små, bliver jeg bare vred. Helt rød i kraniet. Så begynder blodet at pumpe rundt i kroppen på mig, mit hjerte prøver at banke mig til døde.
Ikke fordi Silja nogen sinde har været min alle bedste hjerteveninde i verden. Men alligevel. Hun kunne da ikke bare tillade sig at gøre sådan noget mod mig. Eller kunne hun? Jeg mener, man vil jo aldrig selv indrømme hvad man har gjort forkert, bare lige sådan? Så måske er det mig, der har sagt noget, der gjorde hende sur..</i>
Klokken var lidt over 8. Jeg gik med tunge skridt ned ad gangen, uden rigtig at tænke på noget. Ikke noget andet end at jeg kommer for sent til time. Jeg var træt, sur og elendig til mode, jeg var lige ved at tude over alle de mennesker der bare gik og gik og kom ingen vegne. Som om de prøvede at irritere mig. Og det gjorde det også, så noget lykkedes da for dem.
Da jeg kom ind i klassen, 7 minutter for sent, satte jeg mig bare diskret på min plads. Gudskelov at vi havde en lydløs, smække-fri dør indtil vores klasse. Der var ingen der opdagede noget, bortset fra én – gæt selv hvem det var. Hun sendte mig et blik, som fik min tunge til at lave krøller, fik mine fingre til at summe, så højt at man kunne høre det. Eller, det lød det i hvert fald som om.
Jeg slog mit blik ned i bordet og prøvede at ignorere hende. Men jeg kunne mærke hendes blik på mig hele tiden. Det brændte på min hud. Og pludselig lød Siljas lyse stemme over det hele:
- Karsten, Maria kommer først nu!
Alles øjne hvilede på mig, og kun mig. Alle på skolen ved alt om os. Der har gået rygter rundt på skolen om at jeg havde prøvet at tæve hende, og selvfølgelig troede alle på det. Skønt for mig.
- Silja, har du en undskyldning? Spurgte Karsten, vores lærer.
Faktisk havde jeg ingen god undskyldning overhovedet, så jeg måtte finde på noget i en fart.
- Jeg sov over mig! Øh… Mit vækkeur var… Gået i stykker?
Silja begyndte at fnise. Og sjovt nok begyndte de andre også at fnise, selvom det slet ikke var sjovt. Det er bare sådan noget man gør. For at prøve at ligne de seje.
Klassen var nu begyndt at sprutte og var ved at kløjes i deres åndssvage grin. Karsten havde også fået lettet sit morgensure fjæs.
Og så var det jo så at jeg begyndte at flippe ud. Det er normalt når man hedder Maria Gerdulf. Jeg
fik Maria Gerdulf-flippet. Flippet som kun jeg kan styre. Eller, ikke engang jeg kan styre det. Det kan andre. Det er dem, der giver mig det. Folk er bare gode til at gøre mig sur! Men flippet besluttede at trække sig tilbage igen. Det havde vist lyst til at være flink.
Endelig fik vi fri, og halsede ned ad den uendelige gang, med skabe ned langs siderne, så langt øjet rakte. Jeg kiggede lidt til siden. Og selvfølgelig bumpede jeg ind i pedellen. Han havde lige så travlt. Han tabte sin flotte røde spand. Men efter at jeg kiggede ned i den, var den ikke så flot mere. Mindst en million stykker grønt, rødt, blåt og hvidt tyggegummi lå i spanden, det er pedellens tyggegummi-dag om mandagen. Det betyder, at han skal fjerne alt tyggegummiet under bordene inde i klasseværelserne. Noget skønt job var det ikke. Jeg har jo aldrig været pedel. Men det skal jeg sgu heller ikke. Aldrig i livet. Vores er nemlig skaldet og har en ond kone.
Jeg faldt til jorden med bagdelen først. Lige SMASK ned på fliserne, som ikke var ægte. Men selv om de er uægte er de alligevel hårde. Jeg følte det som om, mit haleben brækkede. Og den åndssvage pedel gik bare videre. Jeg skulle lige til at råbe ’’Idiot!’’ efter ham, men her på skolen var der strenge regler. Hvis man råbte ad en ansat på skolen, fik man lov til at få tyggegummitjansen. Helt kvit og frit. Så i kan tro, der var stille her på skolen. Men folk blev ved med at spise tonsvis af tyggegummi og sætte det fast under bordet.
Jeg fik mig bakset op og stå, og børstede støvet af mine nye Dieselbukser. Jeg havde brugt 700 kroner på de åndssvage bukser, og de var endda hvide. Det var mine yndlingsbukser. De var helt fantastiske at have på, man kunne næsten ikke mærke, at de var der. Så nogen gange, sikrede jeg mig lige, at jeg faktisk havde dem på. Man kunne da ikke troppe op i skolen uden bukser, i hvert fald ikke med mine flæskeben, som jeg egentlig ikke havde. Men jeg synes jeg var tyk. Det gjorde de andre ikke, men måske er det bare noget de siger, for at jeg ikke skal blive totalt rasende.
Jeg kiggede op, og jeg så den her person. Hun havde en solgul kjole på, en flot læderjakke og sorte ballerinaer. Personen havde lyst, krøllet hår som hoppede op og ned på hendes skuldre, som om de dansede. Hun var smuk. Hendes ansigt var let solbrunt, hun havde røde kinder og store, sølvfarvede øreringe på. Personen var Silja. Silja som jeg hader.
Hun havde vist fået samlet sig en flok små pudderkvækkere, for efter hende gik 3 piger. 2 blondiner og en sorthåret. Hende den sorthårede lignede Vanessa Hudgens. Jeg kunne godt lide Vanessa Hudgens. Men ikke mere, ikke nu hvor Silja er veninder med hende. Eller sådan næsten da. Hun skulle sgu da ikke tro, at hun bare kan tage Vanessa Hudgens’ datter uden at spørge om lov først. Andre piger ville sikkert stå i kø, men Silja tror bare, hun har førsteret på alt og alle. Selvom hun egentlig ikke er Vanessa Hudgens’ datter.
Jeg gik fuldstændig i panik. Jeg rystede virkelig. For de kom herover, med catwalk-skridt og sukkersmil klasket på deres ansigter. Og det var mig, de smilede til. De stoppede lige foran mig!