Sørgelig stil - til tårer :'). {{forumTopicSubject}}

Her er mine seneste dansk stil. Både min far og mor begyndte at "græde" da de læste den. Det er nok nemmest og læse hvis det bliver sat ind i word (:.
Hvis i har tid, så læs den!! Og giv gerne respons (:


Sammenstød

Bilen bremsede hårdt op, og jeg fløj frem. Tusinde af tanker fløj gennem mit hoved. Alt jeg kunne se var lyset fra en bil, skinne ind fra venstre side, og et øjeblik efter kom lyden af et kæmpe sammenstød, mellem to biler, den bil jeg nu sad fast i, og en lastbil. Jeg følte mig utilpas, jeg havde ondt overalt, undtagen et sted, mine ben, jeg kunne slet ikke mærke mine ben uanset hvor meget jeg prøvede. I horisonten kunne jeg nu svagt høre lyden af ambulancer, brandbiler og politibiler. Jeg kunne høre en masse skrig og råben. Jeg lå spændt fast mellem sædet og instrumentbrættet, mens en skræmmende følelse fløj igennem mig, en kold og underlig følelse, en som jeg aldrig havde følt før.
En ung mand stak sit hoved ind til mig, og spurgte om hvor det gjorde ondt. Selvom det var svært og gjorde meget ondt, fik jeg fremstammet, at jeg havde ondt overalt og at jeg ikke kunne mærke mine ben. De begyndte at kappe bilen op så de kunne komme ind og hjælpe mig og min far. Intet havde jeg hørt fra ham siden sammenstødet med lastbilen, det var forfærdeligt, jeg græd som aldrig før. Hvis jeg mistede min elskede far nu, ville mit liv være tabt. Alle vores gode minder, de ville blive helt rigtige minder. Bare tanken fik endnu flere tårer til at trille ned over min kolde kind.
Omsider fik de bilen kappet op, så de kunne få os ud. Jeg fik en halskrage på, den var væmmelig, det eneste jeg nu kunne se var den store sol, som lyste kraftigt op på den kolonorme lyseblå himmel med få hvide skyer på. Da jeg spurgte ind til min far, var det eneste de sagde at han var kommet med en anden ambulance.
En halv time var der nu gået siden ulykken, og jeg var med ambulancen på vej til Aalborg sygehus. Jeg var bange og rystede, det var første gang jeg havde været med en ambulance. Inde i ambulancen var der en mærkelig tryghed, jeg følte mig tryg men alligevel var jeg så bange at jeg rystede. Det var den samme unge mand som havde stukket hovedet ind til mig tidligere, som sad og spurgte mig om alverdens ting. Han blev ved med at spørge om hvad jeg hed, jeg svarede ham højt og tydeligt, men alligevel kom det samme spørgsmål igen to minutter efter. Før vi kørte fra ulykkestedet havde jeg fået noget smertestillende, så heldigvis gjorde det ikke ondt at snakke mere.
Inde på sygehuset blev jeg hentet af nogle flinke damer i hvide kitler. Jeg blev straks kørt til scanning, da jeg stadig ingen følelse havde i mine ben. Inde til scanning klippede de mit tøj op, og tog det meste af.
På vej ud af scanningen kunne jeg høre min mors stemme i baggrunden. Hun havde skyndt sig herhen så snart hun hørte om ulykken. Jeg kunne høre at hun kom løbende grædende hen til mig. Hun spurgte om en masse ting, som jeg aldrig nåede at svare på før at to læger kom og sagde at jeg skulle opereres med det samme. Jeg blev helt mundlam og et par tårer løb igen ned af min kind. De fortalte stille og roligt på vejen til operationsstuen at jeg havde fået et brud på nakkehvirvlen, og det var et spørgsmål om tid hvis jeg nogensinde skulle komme til at gå igen. Så snart jeg ankom på operationsstuen fik jeg en fuld narkose. Jeg hadede lugten af sygehus, men narkosen var endnu værre. Operationen ville komme til at tage omkring fire timer.
Jeg vågnede op i en varm seng på opvågningsstuen, uden at vide om jeg nogensinde ville komme til at gå igen. Min mor sad ved siden af mig, og kiggede på mig med tårer løbende ned af hendes kinder. Jeg spurgte stille om hvordan operationen var gået. Hendes svar fik mig til at græde, hele mit liv var ødelagt, jeg ville aldrig komme til at gå igen. Jeg kan aldrig spille fodbold mere, eller tage i skøjtehallen sammen med mine veninder, og det her er ikke engang en hundred del af hvad jeg ikke kan mere. Jeg var knust, lige nu ville jeg gerne bare have røget direkte til himlen da ulykken skete.
Ved min side stod den grimmeste kørestol, sådan en rigtig klam sygehuskørestol. Min mor gav mig et dejligt kram for at trøste mig, det virkede bare ikke. Tanken om at jeg ikke skulle gå igen var skrammende. Det eneste jeg nu kunne nu var at sidde og kigge mens alle andre kunne more sig. Utrolige følelser kom til mig på samme tid, inderst inde var jeg glad for at jeg overlevede, men alligevel var jeg sur og ked af det, fordi jeg aldrig kom til at gå igen.
Da jeg omsider fik samlet mig og havde grædt færdig, kom en læge ind og spurgte hvordan det gik. Jeg havde det sådan set fint, men havde stadig lidt ondt i nakken, der hvor de havde opereret mig.
Da jeg endelig havde vendt mig til tanken, om at jeg skulle være låst fast til en kørestol resten af mit liv, kom en læge ind. Hun gjorde mit liv endnu mere dårligt, ved at fortælle at min far lå i koma. Både min mor og jeg kiggede på hinanden og brød igen ud i gråd.
I dag var det tre måneder siden at de blev skilt, de var lige begyndt at snakke meget sammen igen og de havde også snakket om at flytte sammen igen. Dengang glædede jeg mig til, hvis de skulle flytte sammen igen. Så ville jeg få et helt normalt liv, med en mor og en far, som boede sammen. Alt sammen kunne jeg bare drømme om nu, min far lå i koma og jeg sad i kørestol, mit liv ville aldrig blive normalt nu. Lige nu hadede jeg mit liv.
Tre dage efter ulykken lå min far stadig i koma, vi var uvidende om hvornår han ville vågne, eller om han overhovedet åbnede sine smukke blå øjne igen. Tanker om et liv uden ham havde strømmet igennem mit hoved, jeg kunne ikke lide tanken så jeg trøstede mig selv ved at tænke at han stadig kunne vågne. Jeg var begyndt at sidde i kørestolen, men jeg var endnu ikke klar til at køre selv da mine nerver i armene ikke helt var kommet til sig selv endnu. Min veninde kom og sagde hej til mig, hun havde nogen breve med, et fra hver i klassen. Hun fortalte mig at de savnede mig og at alle glædede sig til at se mig igen. På den ene side ville jeg sådan set godt starte i skole igen, men alligevel ikke, alle ville spørge mig om ting som jeg ville begynde at græde af.
Men alligevel en måned senere startede jeg igen i 8.a. Jeg blev kørt i taxa til skole og ude i skolegården stod hele årgangen med flag og det hele igen. Det var første gang jeg smilede efter sammenstødet med lastbilen. Det var rart, så jeg kunne slet ikke stoppe igen, det var så dejligt at en lille glædes tåre løb ned af min kind. Min far lå stadig i koma, mens jeg ikke kunne andet end at håbe på at han en skønne dag vil åbne øjnene igen. Vi havde et rigtig tæt forhold, han hjalp mig med alting, han var der altid til at hjælpe mig når jeg havde brug for det. Jeg savnede ham, og hver aften græd jeg mig selv i søvn, fordi jeg tænkte på ham. Jeg havde regnet med at lære noget i skolen i dag, men i stedet snakkede vi om mig og hvad der var sket. Jeg fortalte alt uden at græde. Jeg vidste at der ingen grund var til at græde, jeg måtte være stærk nu. Jeg var i stand til at rulle kørestolen selv nu, og var faktisk blevet ret god til det.
Efter skole blev jeg hentet af en taxa, som kørte mig ud til sygehuset hvor jeg skulle mødes med min mor. Solen skinnede højt på himlen, men fjert ude i horisonten kunne man se en sort sky drive ind over Aalborg. Min mor stod og ventede uden for sygehuset da jeg ankom med taxaen. Hun kørte mig hele vejen op til et mødelokale. Lægerne skulle snakke med os om min far, jeg håbede af hele mit hjerte at det ville sige at han var vågnet. Men det var det ikke vi fik af vide. I nat døde min far. Min hjerte hamrede løs, og straks gav jeg mig til at græde. Det var forfærdeligt, mit liv var virkelig væk nu. Intet kunne jeg glæde mig over mere, ikke uden min fars stolthed, tryghed og hans latter. Jeg skreg og skreg. Nu skete det som ingen troede ville ske, jeg rejste mig op af kørestolen, tog fat i en lampe og kastede den tværs gennem rummet i raseri. Hvorefter jeg løb ud og videre ned af gangen til et toilet. Jeg satte mig på toilet brættet, tårerne strømmede ud af mine øjne som et saltvandsspringvand. Jeg kunne ikke styrer mig, jeg var så forfærdelig knust. Jeg greb fat i spejlet og smadret det mod den låste dør. Uden for døren stod en masse læger og min mor. Millioner af tanker fløj igennem mit hoved da jeg dog fat i et stykke af det smadrede spejl. Der blev råbt udenfor døren at jeg skulle åbne døren. Det gav et sæt i mig, da jeg satte den skarpe kant op mod min hals og trykkede til.