Når drømmen er tæt på, men alligevel så langt væk {{forumTopicSubject}}

Ved ikke helt hvordan jeg skal begynde på dette indlæg eller hvad jeg vil med den. Måske bare mest af alt ud med alle mine tanker.
Sagen er den at jeg for 3-4 år siden havde part i en islænder hoppe. Jeg var med til at tilride hende, og red hende i to år. Stoppede kun pga der var nogle personlige grunde der gjorde jeg ikke kunne ride hende mere

Denne dejlige hoppe har altid haft en kæmpe plads i mit hjerte. Hun lærte mig så meget, og hun er den eneste hest der har kunne få mig til at smile når jeg red på hende. Jeg følte mig hjemme på hende. Selv om hun var en nervøs hest, som tit flyver sammen var jeg aldrig utryk ved at ride hende. For mig gik hun gennem ild og vand. Nå men ham der ejede hende, fik hende efter lang tid solgt til en ung pige. Jeg ved ikke hvor min bedste ven kommer hen. Finder hende så for nogle måneder siden tilsalg på nettet. Jeg er både glad og ked af det. Ejeren sælger hende da hun laver numre som at stejle, bukke og bakke. Sådan kender jeg ikke hesten. Tager ud og besøger hende (altså hesten) Hun bliver glad for at se mig. Høre fra en pige at ny ejer ikke gider hesten, hun ikke behandler hende godt osv. Hesten trænger til massør pga smerter i ryggen, den har problemer med tænder osv. Desværre er hun alt for dyr for mig, og siger jeg ikke kan købe hende. Nu er hun sat til halv pris, og jeg ved jeg vil kunne spare op til hende. Men det vil tage lang tid. Er så nervøs for hun bliver solgt før jeg har penge nok. Hun er min drømme hest. Har savnet hende i de 3 år jeg ikke har set hende. Hun er virkelig hesten for mig, og har altid sagt at kom hun tilsalg skulle hun blive min. Nu er det sket og så er pengene der ikke. Hvor ville jeg dog ønske jeg kunne hente min bedste ven og give hende et hjem hos mig resten af hendes dage