Når fremskridtene er tydelige og uventede! {{forumTopicSubject}}

Daisi plejede at være seperationsangst og meget voldsom hvis man går eller rider tur alene.. Hun spænder op, stejler, smider sig rundt og hvis intet andet hjælper så løber hun stressen ud af kroppen, trods hendes stopsignal er UFEJLBARLIGT når vi træner på fold eller bane..
Jeg har trænet og trænet at gå tur, både med alm bid, pelhambid, kapun, rebgrime, hackamore, hingstekæde, TONSVIS af hendes yndlingsslik osv osv. og det virkede bare til at blive værre..
Til sidst opgav jeg har bare ladet hende gå med et føl og trænet på banen (jordtræning og ridning som vi plejede).. Nu er det 2 år siden jeg sidst forsøgte at have hende uden for de vante omgivelser, men da jeg er flyttet og kun ser hestene i gennemsnit en gang om måneden er hun blevet så stresset at jeg i dag opdagede at hun bed i ting i løsdriften (spande, vandbalje, træværk (ligesom krybbebidning uden at sluge luft).. Jeg bestemte mig til at nu var det tid til at det skulle høre op.. Vi har været ude for 2 "tur-ulykker" og jeg stoppede oprindelig med at træne tur fordi jeg kunne mærke at jeg de sidste uger lyn hurtigt tog hendes usikkerhed til mig fordi jeg dels blev frustreret over manglende resultater og dels blev bange for at vi skulle komme til skade igen og ingen ville opdage det.. Men jeg smed alm. grime, trækketov på og med min kæreste i hånden bevæbnet med gulerødder begav vi os ud på vejen.. Jeg tænkte at det måtte briste eller bære og kom vi kun til enden af folden måtte det bare være sådan..
Men det utænkelige skete.. Hun fulgte med og hun slappede af, gik bare pænt i græskanten, kiggede efter hestene længere nede af vejen og forsøgte ikke en eneste gang at vende om eller spænde op.. Efter 500m. gåtur blev jeg så overvældet at jeg overfodrede hende med gulerødder og vende om.. Vi trænede "mønstring" på vej hjem og hun reagerede på de MINDSTE signaler.. Noget hun ellers heller aldrig har kunne uden at løbe fra mig eller vælte ind/igennem/over sin trækker..

Min kæreste mente at det var fordi det fik mig til at slappe mere af at vi var flere og at hun følte sig som en del af en "flok" fordi vi var 2 i stedet for 1..