Næsen foran lod {{forumTopicSubject}}

Faldt lige over denne spændende artikel på Blue Berry Hill ((link fjernet)


"Tennis, golf og ridning foran lod

Hvad betyder det at ride med "næsen foran lod" og hvorfor er det nu så vigtigt ?

At ride hesten i en form, hvor næseryggen ALTID er placeret foran det lodrette plan, er en af de ting jeg, (i dag, i modsætning til tidligere), vægter højt i træning og undervisning. Jeg oplever at der er mere reglen end undtagelsen, at se heste på både spring og dressurbaner, med næseryggen placeret bag det lodrette plan og salgsbilleder/videoer, af selv helt unge heste, viser flere heste med næsen inde end omvendt. Jeg har også oplevet en springrytter på M niveau, som stillede sig totalt uforstående for HVORFOR det overhovedet var ”et issue” jeg gik op i? Jeg er ganske bevidst om at jeg selv tidligere indtog samme uforstående holdning, men i dag har jeg forstået vigtigheden af det, samt mærket den store forskel i sadlen og derfor er det blevet et element, som jeg holder stor fokus på.

I 1943, beskrev Major Wilhelm Museler i sin bog ”Reitlehre” problematikken omkring den fejlagtige formgivning/positionering af hestens hals. Han beskriver hvorledes hesten både taber gangen og mister lydighed på denne bekostning.
Ligeledes skriver han:” … Det forkerte Knæk i Halsen, undgaar aldrig den virkelige Rytters Øje og synes ham hæsligt.”

Udover ryttere, der med fuldt overlæg arbejder specifikt på at få hesten, momentvist, langt ind bag lodret, i løsgørelsens navn, møder jeg også ofte ryttere, der siger: ”Ja, min hest går en smule bag lodret, men det er kun fordi den ikke er så stærk endnu. Når den bliver stærkere, vil den kunne komme ud og bære sig med næsen i lodret, men så længe den arbejder godt og afslappet, gør det ikke noget at den går lidt bagved lod.”


Men det er jeg uenig i. Det gør noget, fordi mens den går dér, så øver den sig i et ufordelagtigt bevægelsesmønster og den får ikke trænet de muskler, der skal gøre den stærk nok til at holde næsen fremme OG holde ryggen oppe samtidigt. Når hestens hals afkortes og næseryggen kommer ind og derved ikke længere er foran eller direkte i en (imaginær) lodret streg mellem himmel og jord, så rejses ryggen kun fordi nakkebåndet (som hæfter på rygbåndet, hvor ryghvirvlerne sidder fast) overstrækkes og dermed trækker ryggen op som en flitsbue. Det er derfor det godt kan føles rart at ride med næsen inde, idet man jo netop mærker at ryggen kommer op. Problemet er dog at man i denne position ikke får trænet de halsmuskler der har til opgave at holde ryggen rejst og man vil derfor blive ved med at løbe ind i problemer med at ryggen forsvinder hvergang hesten slår en lille smule fra, eller får næsen lidt for langt frem. Hesten vågner ikke pludselig op en dag og tænker "NU kan jeg gå med næsen fremme" hvis ikke den har øvet sig i det undervejs.

Og derved kommer vi frem til min mærkværdige overskift.

Da jeg var yngre, spillede jeg rigtig meget tennis. Jeg var ganske effen og spillede på turnerings og mesterskabs niveau, samt trænede flere gange om ugen.. Jeg har været så heldig at have dygtige trænere, der lærte mig de rigtige sving og bevægelser næsten fra starten, selvom jeg dog også har fået tildraget til mig nogle uvaner undervejs
Min første træner lærte mig énhånds-baghånd men da den næste træner kom til, overgik vi til tohånds-udgaven, da denne er stærkere og selvom jeg hele tiden kom til at slippe ketsjeren med venstre hånden og i en periode konstant endte med et slag der var midt imellem de 2, fik jeg da endelig fat i en ganske fornuftig 2 hånds baghånd til slut.


Efter godt og vel 15 år uden at have haft en tennis ketcher i hånden, har jeg netop haft fornøjelsen af næsten dagligt tennisspil på en uges ferie, og det er imponerende som kroppen husker! I starten gik det naturligvis noget rustent, (måske nettet var for højt) men efterhånden som ugen skred frem, begyndte boldene at makke bedre ret. Især beslutningen om IKKE at ”skovle” blot for at få bolden i spil, men det at jeg insisterede på at slå rigtige og ”flotte” slag, gav bonus mod slutningen af ugen hvor både arme og ben havde genfundet deres indbyrdes timing i slagene. Interessant, er det dog at hver eneste gang jeg bliver en lille smule presset, så skifter jeg helt ubevidst over til min oprindeligt indlærte énhåndsbaghånd, mens jeg sagtens kan holde mig til 2 hånds udgaven, så længe der er god tid til at læse bolden og time slaget.

Hvis man har prøvet at spille golf, så har man muligvis oplevet hvordan de uheldige vaner man indledningsvist har tillagt sig, er svære at komme af med, hvis man på et tidspunkt får mulighed for at modtage kvalificeret træning. Det er lettere at få sendt bolden ud på sin egen hjemmestrikkede facon end at skulle starte ”forfra” for at lære det rigtige sving. Forskellen er dog at man aldrig får lært at slå et ”rigtigt” slag og givetvist kommer i problemer senere i forløbet når kravene strammes og ens mangler synliggøres. Uanset hvilken sportsgren, dans eller anden fysisk udfoldelse man giver sig i kast med, er det sikkert muligt for de fleste, at genkende forløbet med kroppen der husker bestemt indlærte bevægelses mønstre og hvor svært det er at bryde disse vaner, når de først én gang er indøvet.


Da hestens muskler og nervebaner, i hukommelses henseende, ikke adskiller sig fra vores, ligger det ganske lige for, at konstatere at hestens krop, på samme måde som vores, genkender, husker og kopierer, bestemte bevægelsesmønstre.

Alle kan enes om, at det er lettere at lære nyt end at lære om, og dette udsagn understreger især vigtigheden af, at give sig tid til en god, korrekt og tålmodig uddannelse af unghesten. Hvis den første form unghesten lærer at bevæge sig i, er med næsen bagved det lodrette plan, så vil det være dén facon den bærer med sig i sin fremtidige ridekarriere.

Når man gennem viden om hestens fysiologi og indsigt i biomekanik, opdager at den muskulatur hesten skal aktivere, når den bevæger sig med næsen bagved det lodrette plan er ganske forskellig fra den muskulatur hesten skal anvende ved arbejde med næsen foran eller i det lodrette plan, så giver det anledning til at stoppe op og tænke efter. Det er ganske enkelt 2 forskellige måder for hesten at bevæge sig på, ligesom fodarbejdet, kropsholdningen og timingen er vidt forskellig i én eller to hånds baghånden, og med mindre man specifikt og målrettet træner på at ride hesten med næsen fremme, så sker det ikke pludseligt at hesten en dag er blevet ”stærk” og begynder at gå med næsen fremme. Den har ganske enkelt ikke øvet sig på det og har derfor ingen underbevidste muskelprocesser, eller muskelSTYRKE, den kan sætte ind med.

Muligvis, kan man frembringe noget der minder om den korrekte position, eller man kan vise enkelte skridt, men ligesom tennisspilleren, der i en krise situation vender tilbage til det oprindeligt indlærte slag, (indtil det nye bevægelsesmønster er 100 % konsolideret) vil hesten altid vende tilbage til den form og det muskelarbejde den har størst fysisk styrke og rutine i, hvilket vil sige med næsen bag det lodrette plan, såfremt det er der den tilbringer størstedelen af sin tid i den daglige træning."

Kunne ikke være mere enig. Bag-log-ridning er roden til (næsten) alt ondt og forstår ikke, hvorfor man har behov for det på ungheste. Det er så rungende vigtigt at hesten lærer det stræk ellers er samling umulig senere hen.
Er problemet ikke, at uerfarne, uvidende ridepiger rider deres heste til uden den fornødne hjælp fra en professionel?
I mine øjne er tilridning ikke noget alle kan gøre, men alligevel er det en opgave, mange påtager sig. For at spare penge? For at forme hesten selv?

Hvad synes I om artiklen?