Vi hestemennesker {{forumTopicSubject}}

Læste et svar til et indlæg på HN, som jeg bare må poste her, syntes simpelthen det rammer super godt.

Indlægget stammer her fra;
http://www.heste-nettet.dk/forum/1/2215487/2215487/

" Jeg har gjort mig nogle tanker omkring emnet på det sidste. Langt de fleste hestefolk jeg kender, er mennesker der er meget styrede af deres følelser og intuition, både på godt og ondt. Kombineret med det faktum at de fleste er kvinder...

Vi kvinder kan godt lide at snakke om andre, kloge os på hvad alle andre gør galt og bekræfte hinanden i hvor "gode" vi selv er. Sådan er det.

Vi er samtidigt meget analyserende og overfortolker gerne på alt hvad andre siger og gør i vores nærvær (fordi vi selv tror, at vi er så pokkers interessante, at alle andre gider bruge tid på at tale om os). Dette bliver så kombineret med perfektionisme og tårnhøje ambitioner (for nogle).

Vi er generelt ret individuelt orienteret, det er de færreste hestepiger der også er pjattede med holdsport eller andre aktiviteter der involverer for meget samarbejde med andre.

Derudover er der selvfølgelig med de her kære levende væsner, vores krikker. Dem behander vi som vores børn, beskytter og forsvarer dem med hud og hård. Vi tåler ikke kritik af vores ridning, pasning, fodring etc. af de kære små, da det går for tæt på os selv. Kritik af min hest, er kritik af min person.

Det at have hest er jo mere end bare en hobby, som at samle modeltog eller gå til håndbold, det er en livsstil. De fleste af os bruger en stor del af vores vågne tid, på at identificerer os med hele heste-menageriet. Tog man dette fra os, ville vi miste en stor del af vores identitet og personlighed.

Min egen lille filosofi omkring folk der vælger et liv med heste, er at de gør det fordi de søger et bånd og en samhørighed som de ikke kan få fra noget andet menneske. Her mener jeg ikke alle teenagepigerne, der dropper hesten når der kommer drenge og fester ind i billedet, men de mennesker der vælger at bruge hele deres voksne liv (i større eller mindre grad) sammen med heste.

Kort sagt, vi er følsomme, intuitive indivudualister og ikke altid de mest rationelle væsner(kvinder), derfor tror jeg mængden af plidder-pladder i stalde er så udbredt som den er. Problemet er nemlig, at der desværre også er rigtig mange af os, der mangler selvindsigt, og evnen til at leve os ind i andres følelser og syn på tingene . "

Passer det? Burde vi spænde livremmen, fjerne skyklapperne og se ud over vores egen næsetip?
Burde vi blive mere mindet om det?
For det er jo ikke kun i forbindelse med heste at vi er sådan, det er sådan cirka altid - også når det kommer til veninde snak fx.