Hesten som soulmate? {{forumTopicSubject}}

Hej HG.
Lidt inspireret af et emne om én, der bare ikke kunne finde sin drømmehest, kom jeg da lige til at tænke på, om I tror på, at I kan finde en hest, der næsten er som jeres sjælemage? Hvor det bare er kærlighed - gensidig kærlighed - fra begge sider, og man bare tænker "hvis det ikke bliver dig, bliver det ingen"

Sådan havde jeg det, da jeg mødte Swoop. For det første var det ikke udseendet, jeg forelskede mig i, for han var det grimmeste føl, jeg i mit liv har set, men det sagde bare knald, ligeså snart jeg så ham første gang. Og ikke nok med det, var han uopnåelig, for han skulle blive dér, hvor han var og følge i sin fars fodspor. Og samtidig kunne vi absolut ikke have hingst hjemme, han stod i Belgien, vi havde 5 heste og 4 bokse i forvejen.
Men alligevel skulle det bare være ham og jeg!

De sidste to år, før jeg fandt Swoop, havde jeg prøvet over 100 ponyer, og fandt aldrig den rette - Og jeg havde endda fået tre af dem, som jeg måtte ende med at skifte ud igen? Så jeg føler helt sikkert, at jeg har fundet min soulmate.

Det gik også op for mig hér den anden dag, da jeg skulle fotografere ham... Jeg kender alle hans bevægelser og jeg ved næsten, hvordan han vil reagere, hvad han tænker, og det virker næsten som om at det også er omvendt. Når jeg er ved at snuble og får skubbet til ham, kigger han bare på mig, og når jeg råber og skriger af min mor, bliver han ikke bange men kigger bare på mig, som om at han ved, at det ikke er ham, jeg er sur på. Ja, det er som om at vi kender hinanden ud og ind!

Det blev vist lidt langt, blev lidt poetisk samtidig. Haha.