Frygten sidder stadig dybt i mig :/ {{forumTopicSubject}}

Siden den dag for 2 år siden, hvor Ditte og jeg skulle på en hyggelig tur i skoven, har jeg været bange for at ride.. Ikke bange på den måde, at jeg ikke tør ride, men når jeg ser en hest, tænker jeg straks på, at den ville jeg sikkert falde af, hvis jeg satte mig op..

Jeg spænder meget i min krop, når jeg rider, og bare hesten hopper lidt til siden, mister jeg lysten til at ride videre..
Jeg rider heller ikke længere på heste, jeg ikke kender!

Men for at I kan give mig gode råd, må I hellere høre historien:

Ditte og jeg havde et par gange tidligere redet ture på min chefs heste, Fenja og Ravel, fordi hun var gravid og ikke selv kunne ride..

En novemberdag rider vi afsted igen, og min chef beder mig om at tage mobilen med, hvis der skulle ske noget.. Jeg griner lidt, men tager den med alligevel..
Det hele går fint, men ingen af os er særlig kendte i det område, så vi rider ind ad en lille sti.. Jeg rider forrest og pludselig bliver stien smallere og smallere.. Ditte siger, at vi bare skal fortsætte, for vejen ser ud til at blive bredede længere henne..

Jeg rider på den højeste hest, Ravel, og i løbet af få sekunder, hænger alle grenene nede i hovedhøjde.. Jeg læner mig frem, men får en gren på ridehjelmen, og Ravel tænder af og suser afsted. Jeg bliver slået bagover af alle de grene, jeg får i hovedet og ligger nu nede på hesten ryg.. Ditte er kommet af Fenja, men Ravel stormer stadig igennem alle træerne, og jeg falder af ned på en stor sten..

Husker ikke andet end at Ditte ringer til min chef, og jeg bliver kørt på skadestuen, og Ravel render rundt inde i et villakvarter..

Jeg havde nærmest piskeslag fra grenene i hele ansigtet og på halsen, havde slået min kæbe af led, og min muskel i venstre lår blev skadet, så jeg gik med krykker i en måned..

Siden den dag har jeg ikke redet i skoven, og jeg er som sagt blevet forvandlet fra en modig og selvsikker rytter til en rigtig kylling..

Hvad skal jeg gøre for at komme videre ?

- jeg er dog glad for, at det ikke var min chef, der red med på den tur, for hun kunne jo have mistet barnet!