Hvis du keder dig MEGA meget! xD {{forumTopicSubject}}

Så synes jeg i skal læse min stil...
Den er total go... De der siger de har læst den og skrvet hvad de synes om den får en beddømmelse + kommetar ;D

(selvmordsbrev)

Hvorfor leve? Hvorfor være til? Hvad vil det sige at elske? Hvor kan man elske? Hvor er der fred?

Politiet kom 16.15. De undersøgte hele det store hus. Idioter, hun har ikke været hjemme i to dage nu og straks ringer de efter politiet. Hun er bare flygtet fra dette helved. Jeg mener, hvem vil ikke det? En far der er død og en mor der aldrig er hjemme ikke? Hun har altid snakket om at stikke af, og jeg har altid bakket hende 100 % op. Jeg mener, jeg har aldrig villet med hende hjem. Jeg synes det er uhyggeligt, og så tænk på at bo der!
Politimanden kommer igen hen til mig og spørger om jeg har nogen anelse om hvor tøsen kan være.
”nej” siger jeg kort. Idiot, han må vel være glemsom siden han ikke kan huske det. Han vender sig om og går over til det tekniske hold og spørger om de har fundet noget.
Jeg går hjem, gider ikke være ved problemerne. Pis, mor er hjemme.
”halo” skriger jeg, selvom jeg jo lige har opfattet at hun er hjemme. Hun står ude i køkkenet med en ny fyr. Jeg går der ud.
”Hej Trine” siger hun. Hun er mere som en veninde end som en mor for mig. Jeg er ligeglad. Jeg kan klare mig selv.
”Det er Thomas. Sød ikke?” idiot.
”Hej Trine, din mor har fortalt om dig” siger han, jeg afbryder.
”Jo, kun halvt så dum som alle de andre Helene” Trine og Helene. ”Har fortalt så meget om dig”. Det flyver kort igennem mit hoved.
Helene kigger ondt på mig. Jeg er klar over at det er nu jeg skal gå. Jeg gør det ikke, tager først et glas vand, bare for at være irriterende. Da jeg går forbi dem ,over mod døren, kommer jeg med vilje til at spille vand på fyren.
”hovsa” siger jeg så sødt og indsmigrende som jeg formår ”det må du meget undskylde, skal jeg hente en klud?” nu bliver Helene rigtig sur.
”UD!” skriger hun. Jackpot. Elsker når hun er sur, hendes liv er ikke andet end helved. Hun bliver nød til at lære og tage ansvar for mig, det er hende selv der har villet have mig, så må hun også tage ansvar for sine handlinger. Jeg elsker den tanke. Og føre den tit ud i livet ved at være ond ved hende. Jeg elsker det. Jeg ville slet ikke have været født, jeg gider egentlig ikke leve. Hun skal bøde for at have født mig.
Jeg går ud igen, der var ikke så meget sjov der hjemme ud over at gøre livet surt for Helene. Jeg ringer til Maiken og spørger om hun ikke kommer forbi med to joints.
”selvfølgelig, kommer nu” siger hun.
Hun dukker op rundt om hjørnet. Hænderne begravet i dybt i lommerne.
”hej” siger hun.
”hej” siger jeg. Vi går over i parken for at gøre kål på de to joints. Vi setter os på en bænk, hun tager dem frem.
”du burde ikke tage så mange stoffer Trine” siger hun. ”Du er fandme bare helt hvid i hovedet, og går rundt og ligner et overdimensioneret lig”.
”hold da op” siger jeg og tænder min joint.

*

Senere samme dag blev jeg ringet op af politiet, skulle kommer over på politistationen. Jeg gad ikke sige noget til Helene, det måtte hun selv ligge og rode med.
Jeg sad i det hvide venteværelse, det fik mig til at føle mig ensom. Jeg tænkte på det som Maiken sagde med de joints. Måske har hun ret? Jeg kiggede mig over i spejlet over for mig. En hvid skikkelse kiggede tilbage på mig. Hun havde ret. Jeg besluttede mig for at ligge den tid bag mig. Jeg begyndte at føle mig klam, ville ikke have det her tøj på. Det hvide venteværelse fik mig til føle mig indelukket. Stop dog Trine, tænkte jeg, du plejer og være den hårde, den man kan regne med!
Jeg besluttede mig for at når jeg havde været inde ville jeg gå downtown og finde noget tøj og kigge mig lidt rundt.
Damen som sad i receptionen gloede hele tiden på mig. Det var ikke behageligt, men jeg fandt mig i det. Mit navn blev råbt op og jeg gik ind i et rum.
To politimænd sad overfor mig og pegede på en stol. Jeg satte mig på den hårde, træ stol. Det havde nogen billeder liggende med mig og Laura. Vi var glade, vi gik i 8. Klasse.


Vi bestemte os for at gå downtown. Laura ville have et par bukser. Vi fandt et par som hun prøvede. De sad perfekt om hende slanke ben, ikke stramt og ikke løst.
Vi købte et engangskamera og tog billeder, vi grinede over hele hovedet hele dagen. Der var et af dem som blev særlig godt da vi gik hen og fik dem fremkaldt. En dyreforratning var omme bag os. Laura holdt kameraet foran os begge. Hun tog det og blitzen blændede mig en kort sekund.


Billedet lå foran mig og smilede til mig. Først nu kunne jeg mærke frygten, sorgen og nervøsiteten ved at hun ikke var her mere.
”kender du det billede?” spurgte en af politimændene.
Jeg nikkede og svarede et kort ”ja”. Jeg fik pludselig en klump i halsen, anede ikke hvorfor.
”er det dig og den afdøde?” ”den afdøde”, kunne de da ikke sige hendes navn? Åbenbart ikke. Jeg nikkede igen og kom med et kort ”ja”.
”kendte du hende godt?” jeg nikkede igen.
”kan du fortælle os lidt om hende?”
”hun var sød, vi har kendt hinanden siden 3. Klasse hvor jeg kom ind i klassen, vi har været sammen lige siden.”
”var hun inde i noget stoffer af en art?” det løb koldt ned ad ryggen på mig, jeg havde lige besluttet mig til aldrig at have noget med stoffer at gøre mere.
”nej, det tror jeg ikke” sagde jeg, selvom jeg vidste hun havde. Vi havde tit købt af ham den hvide dealer.
”hun blev fundet med både stoffer og alkohol i blodet”
”jeg ved det ikke” sagde jeg bare.
De fandt et nyt billede. Det var fra i sommers, vi badede ude ved stranden, det var hendes mor der have taget det.
”det er mig og Laura” sagde jeg tonløst.
”ja, det ved vi” sagde den ene.
”vi bader sammen”

Vi råbte og skreg over det kolde vand mod vores solbrændte hud. Dorte, Lauras mor, sad oppe på stranden og grinede af os. Jeg var lykkelig og ønskede ikke dette tidspunkt skulle gå væk, men vare ved i evigheder indtil jeg var blevet træt af det. Solen var ved at gå ned, og Laura sprøjtede vand på mig. Jeg skreg og hvinede højt. Vi løb længere ud og faldt, plask, ned i vandet. Vi badede i meget lang tid, jeg elskede det. Den sære lykke. Den måtte ikke forsvinde.


”hvornår blev det taget?” de rev mig ud af mit lykkelige minde.
”i sommers” sagde jeg kort.
Så tog de et andet billede. Liget... ikke Laura, liget. Det lå på ryggen i badekaret, fyldt med vand. Hun var nøgen. Hendes hoved stak lige op over vandoverfladen i den ene ende og hendes føder i den anden ende.


Laura havde bestemt hun ville drikke sig rigtig rigtig fuld til denne her fest. Hun havde medbrakt en hel masse øl osv. Hun startede med bare at blive lidt halvfuld. Jeg sagde hun mok skulle begynde at tænke på hendes tilstand, hun sagde bare ”ja ja”. Hun blev mere fuld. Begyndte at tænke på om jeg skulle tage hende med hjem og give hende et koldt brusebad. Hun nægtede...


”sådan blev hun fundet i går”
”ja” sagde jeg bare, stirrede på billedet.

Hun blev vred og nægtede. Sagde at nu havde hun det jo lige så godt. Jeg fik ondt af hende for hendes far var jo lige død. Jeg gav hende lov til at blive noget mere.

”har du nogen anelse om hvem der kunne være morderen?”
”hvad nu hvis det var selvmord?” jeg havde i tankerne at det var selvmord. Hun havde så tit talt om det. At livet egentlig ikke rigtig var vær at leve. At hun ville gøre ligesom buddhisterne og bare få livet overstået, og hvorfor så ikke bare begå selvmord?
”vi har ikke fundet et selvmordsbrev, og der er ingen tegn selvmord”
”hvad nu hvis I ikke har fundet det endnu?” jeg undrede mig over mit mod.
”I har kun været i gang i én dag!”


Jeg gik et kort sekund og da jeg kom tilbage igen var hun faldet bevidstløs om.
Jeg fik hende vækket med koldt vand i hovedet og fik hende båret hjem.
Derhjemme fik hun klædt sig selv af, mens jeg lavede et koldt karbad. Hun lå deri og faldt i søvn. Lignede akkurat billedet.

*

Da jeg endelig var færdig på politistationen havde jeg ikke løst til at gå hjem, men gik downtown og fandt den butik jeg ledte efter; Frederik Winter´s dyreforratning. Jeg stod og kiggede lidt på den og gik indenfor. Det var en gammel butik og der var en klokke der ringede da jeg åbnede døren.
Der kom straks en gammel, uglet, grå mand flyvende hen til mig.
”hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte han. Jeg ignorerede ham bare og fortsatte ind i butikkens dunkle mørke. En papegøje skræppede ad mig.
Da jeg ikke gad være der mere gav jeg manden en tyver. Nu havde jeg trods alt gået derinde i næsten en time og bare kigget. Han blev både glad og forvirret på samme tid. Han sagde tak, men jeg var allerede ude af døren.

*

”Hvor har du været!?” råbte Helene. Som om det bekymrede hende, hun kunne bare lære at passe bedre på mig og lade vær med at gøre livet surt for begge parter.
”bare downtown og kigge på butikker” sagde jeg roligt. Hun kiggede ondt på mig, men skiftede så emne.
”hvad kunne du tænke dig at spise til aften?” jeg kunne godt lide indisk mad, stærkt mad. Det mindede mig altid om hvor stærk verden kunne være af en eller anden grund.
Vi spiste sent, gik i seng derefter. Den politi-oplevelse tog lige pusten fra mig.


*

Næste dag skulle jeg på politistationen igen, de havde mærkeligt nok fundet ud af at jeg ikke havde fortalt dem alt om de stoffer der.
”Trine, nu spørger vi dig igen; Var hun på stoffer? Havde hun noget med det at gøre?” jeg sukkede, død træt. Jeg kunne vel lige så godt fortælle dem det. De ville jo nok finde ud af det på en eller anden måde.
”ja, det havde hun” jeg sukkede dybt igen.
”vi tog det nogen gange sammen, fik det fra en dealer” tilføjede jeg.
”var hun afhængig? Hvad tog hun?”
”vi var vel lidt afhængige af det, vi kede os. Nogen gange var det pot, andre gange bare en joint”
”tror du hun skyldte penge” opfatter de ikke snart jeg siger ”vi” ?!
”nej VI” jeg lagde tryk på vi´et ” skyldte aldrig penge, købte aldrig mere end vi havde råd til”
”tog du det også?”
”ja”
”endnu?”
”ja, men har tænkt mig at stoppe”
”havde hun det godt derhjemme?”
”næh” sagde jeg kort.
”begrund?”
”hendes mor var flink, men aldrig hjemme. Faderen døde først på sommeren”
”har DU det godt derhjemme?” hvad har det med sagen at gøre? Tænkte jeg.
”hvad har det med sagen at gøre?”
”bare svar”
”næh, aldrig hjemme... hader min mor. Har altid nye fyre med hjemme, gammel luder tror jeg. Arbejder på en bar nu tror jeg. Aner det ikke...” jeg kunne godt høre det ikke lød så fedt.

*

Gik downtown derefter for at få noget frisk luft. Støtte på Alex dernede. Vi travede over i parken.
”pot?” spurgte han.
”ikke mere” sagde jeg kort og lænede mig ud over gelænderet på broen vi stod på, i parkens sø.
”når” sagde han. Hans telefon begyndte at bippe, nok en ny handler. Gamle, lorte pusher, tænkte jeg.
Han gik, nåede lige at sige en kort ”farvel” før han smuttede.
Alene igen. Gik hjem og så noget fjernsyn for at slå tiden ihjel.

*

Vi sad overfor hinanden og stirrede hinanden ind i øjnene.
”hvordan vil du dø?” spørger hun pludseligt. Jeg bliver lidt omtåget og siger så:
”det ved jeg ikke, alderdom. Dig?”
”jeg vil dø en smuk død. Selvmord måske, det er så smukt synes jeg” hun sad med et drømmende blik i øjnene. Jeg blev nysgerrig.
”hvordan vil du gøre det Laura?” Hun sad med store øjne som om der kørte en film inde bag hornhinderne.
”først ville jeg drikke mig fra hvid og sans, måske med noget stoffer indblandet. Så ville jeg lave et varmt karbad og ligge mig deri nøgen. Så ville jeg tage en hel masse sovepiller. Så jeg vil dø både med noget smerte fra alkoholen, men jeg vil dø uberørt af de mange sovepiller” jeg synes det lød uhyggeligt.

*

Nu kan jeg godt se hvor smuk en død det måtte have været.
Måske skulle jeg fortælle politiet om mindet? Og om at det VAR selvmord, og selvmordsbrevet var mig?
Nu vidste jeg hvordan hun døde. Jeg følte jeg kendte hende, men hun var så langt væk. På den anden side kendte jeg hende ikke. Jeg viste ikke rigtig hvor jeg var, måske følte jeg sorg over tabet af min bedste veninde? Hvorfor følte jeg ikke sorg tidligere? Okay, de fandt hende i går, men alligevel?
Jeg følte mig mærkeligt til mode. Følte ikke rigtig at jeg levede.
Jeg gik hjem i søvne tror jeg. Skreg ”hej” til Helene som mærkelig nok stadig var sammen med den fyr fra i går. Hun svarede ikke, jeg var også ligeglad.
Jeg gik ind på mit værelse og stirrede længe på den saks og klud der lå på mit bord. Måske skulle jeg? Eller ikke? Jeg følte jo ikke jeg var i live, og når man ikke gør det så plejer man jo..?
Jeg satte mig på sengekanten med saksen og kluden. Jeg trak det sorte ærme op. Jeg var bange, rystede på hele kroppen, men jeg holdte ud. Jeg kiggede længe på min hvide arm. Kiggede længe på den blå blodåre der løb gennem kødet. Den delte sig til mange små blodåre som om den var en mor der formerede sig.
Jeg gjorde det. Jeg tog saksen frem, åbnede den på hvidt gab. Jeg strøg en pegefinger på klingen af den, den var ikke så skarp, så det skulle være hårdt. Jeg rystede stadig meget og min ånde var hurtig. Jeg førte den meget langsomt ned til min kønne, hvide, blege hud. Jeg mærkede den kolde metal mod huden. Jeg begyndte at trykke til, huden begyndte at bule faretruende nedad. Jeg lukkede øjnene hårdt i og strammede munden. Jeg levede. Sorg, frygt, lykke, glæde.
Jeg trykkede hårde indtil huden gav efter, og en svigende fornemmelse bredte sig i kroppen på mig. Blodet sivede lige så stille op til overfladen. Saksen var stadig nede i såret, jeg fjernede den og åbnede mine grædende, våde øjne. Jeg så blodet flyde. Måske var det Lauras. Ville hun fortolke dette som noget smukt? At prøve at leve? At prøve at leve med sorgen som følgesvend?
Blodet strømmede ud. Jeg satte saksen ned i såret igen og trykkede til, jeg kom til at bide mig selv i læben da jeg mærkede smerten.
”jeg vil leve” sagde jeg stille med blødende læbe. Så trykkede jeg mere til og kørte saksen hen ad armen, 5 centimeter. Såret delte sig på midten, mere blod.
Såret på læben var støre end jeg regnede med og jeg smagte smagen af blod i munden, også kød, havde bidt en luns af min læbe. Det sved og gjorde ondt, og jeg mærkede smerten tydeligt. Jeg levede. Var det sådan skønhed så ud? Sådan skønhed føltes? Kære Laura, jeg gør det for dig. Jeg savner dig, hvorfor forlod du mig? Skal jeg bare leve videre uden dig? Jeg kan ikke klare alt din skønhed jeg udsætter mig selv for lige nu.
Pludselig mærkede jeg et sus i maven og jeg fjernede saksen fra såret, tørrede først øjnene- og derefter blodet væk.

*

Næste morgen skulle jeg på politistationen igen. De havde fundet et selvmordsbrev. Jeg var åbenbart ikke brevet.
”ja, hun begik jo selvmord” sagde den ene.
”vi har skåret hende op og fundet det inden i hende” jeg vidste det, der var ikke mere skønhed end sluge sit ejet selvmordsbrev og blive skåret op og få det fundet. Det var smukt.
”vi fandt også en masse piller nede i hendes mave, så nu ved vi hvordan hun døde. Først...” jeg afbrød ham.
”hvad stod der i brevet?” spurgte jeg ham med en lidt for lys stemme.
”vi har det her” sagde den anden og rakte mig et foldet krøllet papir. Mavesyren i hendes mave var ved og have ætset det væk, men man kunne stadig læse det.
Jeg læste inden i mig selv;

Hvorfor leve? Hvorfor være til? Hvad vil det sige at elske? Hvor kan man elske? Hvor er der fred?
Svar: i døden/Skønheden...
Laura.
PS. Min kære Trine, lev videre. Jeg savner dig i Skønheden. Jeg har altid ment dú har været skønheden her i verden. Men... jeg kunne ikke leve her på denne jord mere. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg overvejede at tage dig med i Skønheden, men jeg ville for det første ikke rive dig med til et sted jeg ikke anede hvordan var, for det andet ville jeg ikke rive dig væk fra jorden hvor du var skønheden... for det tredje så var det måske dig jeg flygtede fra...

Tårerne fossede ud af øjenkrogende på mig. Jeg kunne ikke læse videre.
”læs videre” sagde den ene politimand roligt.

Du må ikke føle skyld. Jeg elsker dig Trine. Men vi var bare ikke skabt til at kunne leve sammen. Du må forstå og være stærk. Jeg vil altid følge dit liv fra det sted hvor jeg er nu. Og jeg ønsker at du skal dø af alderdom som du sagde du ville. Kan du huske det? Kan du huske den gang du reddede mig da jeg drak mig fra hvid og sans? Dengang vi badede ved stranden? Ved dyreforratningen?
Trine, du må ikke miste håbet nu og misse livet. Kom ud af det her og start på en frisk.
Jeg elsker dig Trine.

Jeg krøllede papiret sammen og sad og kiggede ned i bordpladen og prøvede at sluge det jeg lige havde læst.
Jeg kunne ikke klare mere.
”vi har også fundet en hel masse sovepiller i hendes mave, selvmord som du sagde” gentog de jeg overhørte det. Jeg vidste godt hvordan hun døde, og hvorfor også nu.
Da jeg stille rejste mig op og gik ud i det hvide venteværelse sagde damen i receptionen at de havde bestilt tid til mig ved en psykolog i morgen tidlig. Jeg takkede og gik hjem og sov resten af dagen og natten.

*

Næste dag gik jeg downtown igen, jeg så Alex min sagde ikke hej.
Pludselig kom jeg i tanke om at jeg skulle til psykolog. Jeg ville faktisk gerne, ville gerne snakke med en fremmed om ting der var fremmede og nye, stærke og forfærdelige.

*

Venteværelset her var grønt. Jeg kunne godt lide den farve, og den varmede dejligt. Jeg sad her i lang tid, jeg var jo kommet for sent så det måtte jeg tage følgerne af.
Da jeg endelig blev råbt op blev jeg vist hen til en åben dør der var blå som havet. Jeg takkede og gik ind.
Der var to lænestole, noget cola og vand. En hel masse bøger, egentlig ganske behageligt. I den ene af de to røde lænestole sad der en dame med kommunefarvet brunt hår. Det var vildt og krøllet. Hun var ganske høj og hed Lise. Jeg kunne godt lide hende. Hun havde bløde hænder der hverken klemte eller slaskede da jeg gav hende hånden.
Hun henviste mig venligt til den anden røde lænestol overfor. Jeg satte mig ned og faldt dybt ned i den.
”vand eller cola?” spurgte hun venligt. Hendes stemme var bestemt ikke ru, men blid og følsom.
”øhm” sagde jeg med en stemme der var skinger. Jeg var nervøs, og den følelse jeg havde haft nede downtown om at fortælle alt til et fremmed menneske var ligesom forsvundet.
”cola tak” hun skænkede op og rakte mig glasset. Tog imod.
Egentlig fik hun mig til at snakke. Jeg snakkede over mig, alt for meget. Fortalte om Helene og alle hendes fyre, om Laura, om skønheden, om stoffer. Hun lyttede bare, stillede ikke spørgsmålstegn ved noget. Det behøvede hun heller ikke, jeg fortalte det alt sammen.
Jeg var træt da jeg var færdig, følte mig fri, ville ikke hjem. Gik downtown.

*

”Fortæl mig om dig selv” sagde Laura. Hun var sød. Brunt hår, store øjne, fyldige læber. Egentlig meget køn.
Det var det første frikvarter jeg var på skolen, allerede én der snakkede til mig. Det måtte vel være et godt tegn.
”øhm” sagde jeg lidt paf. ”Jeg hedder Trine, og ehm...”
Hun afbrød mig.
”vil du gerne være min ven?”
”øh, ja ja” jeg synes hun var mærkelig, men sød.
”jeg vil vise dig Skønheden” hun var mærkelig, men jeg holdt mig til hende. Alle kunne åbenbart lide hende.

*

Downtown så jeg Maiken.
”vendt for fanden!” skreg jeg, da hun ikke gad stoppe da jeg havde skreget hendes navn 100 gange.
Hun vendte sig om og vinkede med store armbevægelser til mig.
”hej Trine!” jeg gik med rolige lange skridt over imod hende.
”hvad laver du her?” spurgte hun, ja hvad fanden tror du? Tænkte jeg. Jeg går sku da downtown fjols!
”ja hvad fanden tror du?” sagde jeg bidsk, ”jeg går sku da downtown”
”ja undskyld, men det var bare for at snakke” jeg fik ondt ad hende, stirrede bare på hende.
”Skal du noget i dag så?” spurgte hun.
”næh, ikke rigtigt” sagde jeg ”måske vil jeg kigge forbi hendes gravsten”.
Hendes gravsten, tænkte jeg, hvorfor sagde jeg det? Jeg har slet ikke tænkt at gå derned, bare tænkt at sidde på en bænk og kigge og tænke over det der lige var sket.
”god idé!” udbrød Maiken. ”Jeg går med”.
Gad egentlig ikke have hende med, trælse tøs. Vi gik nord på mod kirkegården. Vi kom ind i et mørkt kvarter, her kunne jeg måske smide det plaprende fjols væk; jeg begyndte at gå hurtigere. Hun bemærkede det knapt, snakkede bare videre. Jeg så en mørk gyde og smuttede hurtigt derind. Hun så det ikke, gik forbi. Pludselig fandt hun ud af at hun snakkede med sig selv og begyndte at råbe mit navn. Helt uvist gik hun amok og skreg mit navn, måtte gøre mig umærrig for ikke at udstøde et højt grin. Hun fløj frem og tilbage, pludselig løb hun væk og jeg gik ud fra mit gemmested.
Gravstenen var grå. Laura Matthison stod der. Ikke mere. Den var kedelig. Dernede var min veninde. Pludselig fik jeg en træng til at grave hende op, men gjorde det ikke. Jeg sad her i lang tid, bare og kiggede. Pludselig kom der en gartner og kiggede mistroisk på mig. Måske måtte man ikke være her så sent. Jeg skyndte mig væk.
Gik hjem, sulten.
Helene havde tilsyneladende smit den sidste fyr ud og skiftet ham ud med en yngre model.
”Hils på Daniel, skat” jeg orkede ikke og komme med en smart bemærkning, gik bare ovenpå.

*

Næste dag støtte jeg ind Maiken helt bogstavelig talt. Jeg kunne slet ikke genkende hende med sin nye frisure. Smart, kort, brunt. Det klædte hende, det måtte jeg indrømme. Hun havde også fået en ny jakke, nye bukser og nye smykker... gud hve´ hvor de kom fra.
”hej Maiken” svarede jeg.
”nyt tøj?”
”jeep” svarede hun og snurrede en omgang rundt så jeg kunne se det hele fra alle vinkler.
”hvor har du pengene fra?” spurgte jeg mistroisk.
”ehm” der bliv lidt stille fra hende. Så pludselig træk hun mig ind i en mørk gyde.
”dealer” sagde hun bare.
”dealer?” spurgte jeg.
”ja, jeg hjælper Alex lidt med hans pusherjob” smilede hun lidt kejtet.
”det var da ellers dig der sagde jeg skulle stoppe” hun kiggede længe på mig med store blå øjne.
”jeg tror han skyder mig” sagde hun så. Det kom lidt som et hurtigt chok, men det forsvandt hurtigt og jeg blev rolig igen.
”hvem?” sagde jeg kort.
”ja Alex!” hun så lidt bange ud.
”når, hvorfor så det?” sagde jeg ligegyldigt. Nu rablede det vist lidt for hende.
”jeg... jeg” hun kunne ikke rigtig få ordene frem af en eller anden mærkelig grund.
”jeg har taget hans penge”
”hvorfor det?” spurgte jeg. Nu havde jeg vendt mig om imod hende, før havde jeg bare stirret ind i den sorte mur og tænkt på hvor langt man egentlig kan synke, pisse mit i en gyde!? Nej tak!
”jeg var i gæld hos en anden pusher, så tog jeg mere end rigeligt. Så købte jeg det her tøj, hvad skal jeg gøre?” helt ærligt lød det ikke som et særlig stort problem, men hvis man nu kendte Alex og hans temperament så kunne man jo egentlig godt se hun var lidt på skideren. Pludselig tog hun hænderne op af jakkelommen. Jeg stirrede længe på den ødelagte hånd hun viste mig. Jeg fik bræk fornemmelser. Hver anden finger manglede, der hvor de skulle have sat var der bare et dybt huld med knogle. Hånden var rød og der var mærker efter et strygebræt. Nu græd hun, først stille og sagte senere hyllede hun i hvilen sky.
”han har lovet, altså Alex, at hvis han ikke får sine penge tilbage inden en uge vil han sætte en skyder til min tænding” hun hyllede af smerten mod sin hånd.
”hva fanden skal jeg gøre? Jeg har ingen penge og forretningen jeg købte tøjet i vil ikke give mig pengene da jeg ingen bon har! Trine svar! Hvad fanden skal jeg stille op?”

”Okay Trine” sagde Laura.
”hvad er det vildeste du nogen sinde har gjort?” jeg havde aldrig prøvet noget særlig vildt, men jeg vidste godt hvad hun havde i tankerne.
”det ved jeg ikke lige helt” svarede jeg stille.
”skal vi ikke prøve at smutte over i kiosken og gøre dem bange med denne her?” hun tog den lille sølvfarvede skyder frem. Jeg turde ikke spørge hvor hun havde den fra så jeg lod vær.
”kom nu Trine” hun var allerede derhenne ved kiosken. Jeg slentrede lige så stille derhen. Bange, men turde ikke sige noget. Laura var blevet så mærkelig her på det sidste”.
Vi gik ind i kiosken.

Vi gennemførte det aldrig. Jeg ved ikke lige hvorfor. Pludselig strøg Laura bare ud af butikken og jeg fulgte selvfølgelig bare efter.

”Trine!!!” hun skreg.
”Trine hvad fanden er der i vejen!” hun skreg og vrælede, tårerne trillede lige så stille ned af hendes kind. Jeg så roligt på hende; hun bare bange, frygtede livet og døden på samme tid. Egentlig en sød tøs.
”Du behøver ikke frygte døden” sagde jeg så.
”Men det du skal frygte er hvordan du dør” hun stirrede sindssygt på mig. Hendes øjne kørte rundt i hele hovedet på hende. Så slog hun mig.
”Trine for fanden, du ved slet ikke hvad fanden det er jeg snakker om!” hun skreg mig ind i hovedet.
”Jo, det tror jeg nok” sagde jeg roligt.
”skal jeg hjælpe dig?”
”ja tak!” skreg hun.
”så kom med”.
Vi gik hjem til mig. Jeg lagde hende i seng. Hun rystede og var bange hele tiden. Hun hadede sig selv og sit liv. Hun klagede over sin ødelagte hånd hele tiden på vej hjem.
Jeg sad ved hende i en halv time, så faldt hun i søvn. Derefter ringede jeg til Alex.
”halo?” hørte jeg en grødet telefonstemme til Alex.
”Alex jeg bliver nød til at snakke med dig” svarede jeg ham.
”Hvem er det?” vidste idioten ikke engang hvem jeg var?
”Trine for fanden!”
”når goddag Trine-for-fanden” sagde han grinende.
”det er ikke sjovt Alex...”
”nej, det er det bestemt ikke” afbrød han mig.
”nej” svarede jeg groft.
”jeg bliver nød il at tale med dig Alex. Jeg kommer hjem til dig om lidt” så smækkede jeg på og løb over til ham.

”Alex” begyndte jeg. Vi sad i hans køkken med en kop dejlig varm te.
”Maiken er bange”
”det ved jeg” sagde han.
”Hun har stjålet alle mine penge og købt tøj for det og alt mulig andet såsom stoffer som hun køber hos andre pushere”
”alt det ved jeg” sagde jeg.
”også det med hendes hånd” sagde jeg da han åbnede munden for at fortælle mig det. Han lukkede den igen og så spørgende på mig.
”når, hvad vil du så?”
”jeg synes du skal dræbe hende som du sagde” det gav et lille gisp i ham.
”det var bare for sjov” sagde han.
”Hun synes ikke det er sjovt. Hun har ikke noget at lave og frygter livet og døden” jeg kiggede længe på ham.
”gør det med kærlighed, og så det ikke gør ondt” han forstod og jeg gik. Han lovede at gøre det i morgen.

*

”så det gjort” sagde Alex. Maikens krop lå livløs på gulvet, faldet om af træthed takket være sovepillerne. Hun var sovet ind på sit yndlingsstof nemlig kokain.
”ja” sagde jeg langtrukkent.
”hvor skal vi gøre af hende?” han så på mig.
”tjah, grav hende ned i haven?”

*

Tre måneder efter var alt fuldgjort.
Lauras død var pragtfuld og hun fik gjort et stort nummer ud af det som den drama quin hun nu er, eller var. Politiet fandt svaret. Jeg gik til psykolog og fortalte om alle mine minder. Jeg blev erklæret psykisk syg.
Alex blev smit i fængsel for drabet på Maiken Winter. Han sidder der endnu og vil gøre det i meget lang tid. Jeg skulle ikke i fængsel fordi jeg var psykisk syg. Jeg blev anbragt på et hospital med lære omkring mig hele tiden fordi jeg havde det med at besvime og kaste blod op.
Måske var det det Laura ville have mig til? At blive sindssyg med hende? Hun var det måske selv eller? Jeg tror det. Men sådan er livet, Maiken frygtede det og Laura elskede det.
”I spit my wings and I lourn how to fly” right? Det handler bare om at prøve. Jeg vil aldrig få et godt liv, det ved jeg. De har jo opsnappet alle mine røverier og min tid som stofmisbruger. Jeg er forrasten kommet ud af det.
Det sindsyghospital jeg kom på var egentlig fint nok. Bare ikke et sted for mig. Der var for mange mennesker alle steder. De vimsede omkring mig, jeg ville hellere bare være for mig selv hvilket jeg ikke måtte når jeg havde det med at besvime. Derfor gjorde jeg lige som Laura, jeg er jo skabt til at være hendes ledsager og følge hendes sindsyge tanker og planer. Min psykolog sagde jeg nemt kunne komme ud af det hvis jeg ville... men det var bare lige det. Ville jeg? Forbandelsen sagde jeg skulle gøre som Laura.
Derfor... gjorde jeg som Laura. Jeg gjorde det også på en smuk måde, men anderledes end Laura. Jeg havde en tanke i baghovedet da jeg hentede sovepillerne på apoteket; hvis jeg nu gør bare én ting anderledes end Laura, kan det måske frelse mig fra forbandelsen?

*

”Livet er hårdt, det ved jeg” sagde jeg til mig selv. Så tog jeg først det lykkelige stof der fik mig til at se lykkelige ting omme bag mine øjenlåg og derefter slugte jeg hele pakken med sovepiller. Jeg lagde mig på min seng med nyvasket sengetøj. Jeg havde ryttet hele huset op. Helene sad nede i stuen med sin nygiftede mand. Jeg lukkede mine øjne.
Jeg lå på en mark med blomster alle vegne så langt øjet rakte. Der var fugle der pippede og sang glade sommersange. Jeg følte lykken og vidste at her måtte jeg blive, og at det her var min død. Jeg vidste det var farligt det jeg gik ind til, men at det ville gøre mig lykkelig i sidste ende. Jeg blev nysgerrig og åbnede øjnene. Det så jeg mit gamle grå værelse stå. Så lukkede jeg dem igen og vendte tilbage til intetheden omme bag mine øjenlåg.
Livet er fedt, lykken er kort, salig er den der tør give det bort. Jeg måtte være salig. Jeg ville give mit liv væk til intetheden. Det var det jeg ville.
Pludselig fløj der en stor hvid due ned og tog fat i mit hår og træk mig op i himlen. Jeg havde ingen følelser der gjorde ondt eller pinte mig. Jeg var bare så lykkelig. Pludselig blev alt lyst og jeg stod midt på en gang med skinnende guldvægge. For enden af den guldbelagte gang var der et skinnende lys. Jeg tænkte på at jeg altid havde været én af dem som der altid havde stået og skreget ”gå ikke efter lyset, gå ikke efter lyset for fanden” til alle de fulde idioter der var ved at slå sig selv ihjel på grund af druk. Nu ville jeg gå efter lyset, og jeg begyndte at vandre. Fuglen fløj med mig lidt og fløj derefter tilbage. Inden den fløj pippede den og sendte mig en hvid rose ned til mig. Jeg holdte den i hånden mens jeg gik mod lyset. Pludselig mærkede jeg noget der sugede i min krop. Jeg blev bange, men jeg ønskede virkelig det her... Det var den sidste gang jeg blev bange i hele mit forkølede liv.

Dette var så det selvmordsbrev man plejer at ligge. Jeg håber det var smukt, jeg håber jeg møder Laura, jeg håber Laura er i helvedet, jeg håber jeg er i himlen, jeg håber der kommer krig mellem himmel og helved så skal jeg nemlig være den første der slår Laura over bors!









Af Emilie Marie Nielsen