"Det perfekte menneske" - essay {{forumTopicSubject}}

skrevet et essay hjælp mig nogle rettelser
og ændringer evt. kommentare
.
venlig hilsen
Christine

”Det perfekte menneske”
Verden rummer mængder af utalrige mange forskellige personligheder, kulturforskelle, og ikke mindst vidt forskellige meninger, men også adskillige af ambitioner om et bedre liv i fremtiden. Vi er alle anbragt i denne verden med et bestemt formål, at blive til noget. At blive til noget, som man enten bliver anerkendt og ikke mindst respekteret for. Hvis ikke for offentligheden eller samfundet, så i hvert fald for dem der står os nærmest, de som, respekter og anerkender os, som vi er lige nu og her.
Vi har alle tilført os et eller flere forskellige livskvaliteter og et forskelligt syn på, (sympati og empati), hvordan vi definerer det perfekte liv og en perfekt verden. Er det når vi er omgivet af mennesker, som vi har knyttet os til? Eller er det, når vi føler os privilegerede og kvalificerede til livet? Vi er alle modsætninger til hinanden, lige meget hvor tæt knyttet vi så end er til en bestemt person, eller ser en anden person, som ikke en del af samfundet. Vi vil alle frembringe noget forskelligt i livet, men mange vil med den samme forhåbning om at ”føle”, opnå noget og blive elsket.
Men i det omfang at vi alle er modsætninger til hinanden, kommer jeg også til at tænke på et billede jeg engang sammensatte, med ting der skulle giv mig meningen i livet. Jeg valgte at kalde maleriet for: "Det perfekte Liv". Det er til pyntet med billeder jeg mener, der giver den optimale følelse tilfredshed, - Ud fra maleriet kommer jeg til at tænke på meningen af, om livet nu også er som at flyde på vandet, kommunikationen til dette billede, er om vi opfylder forventningerne, som vi har ikke desto mindre til livet og hinanden? Er livet så differeret "farverigt", som vi fremtvinger og forestiller os? Menneskene er baseret i denne "fantastiske" og alligevel kompliceret verden, for at ændre noget for os selv eller andre? Jeg har mange forskellige intentioner om, hvad et godt liv er, for hvad er egentlig et godt liv?, er det som på maleriet menneskenes kvaliteter, der gør os til dem vi er?
Eller er det i bund og grund, det vi står for, det vi mennesker har at give verden, det har verden at give os? I forhold til maleriet synes jeg det virker, som om modsætningen af det perfekte er glemt, gerne har jeg ville understrege, at vi lever i et større samfund end lille Danmark, altså der er flere meninger om forskellige ting. Dette mener jeg med henblik på: At vi må: Mellemfolkeligt få et lysere demokratiets tilstand i de lande, hvor de lever under den EU’s menneske rettighedslov, men ikke kun dem, nej, alle skal kunne havde muligheden for at få fokus på hverdagsdemokratiet – at de fleste mulige kan få indflydelse, på demokratiet i samfundet. Men hvordan frembringer vi de muligheder for alle, og hvordan vil det hænge sammen?
Der er afspejlet ondskab i mennesket selv, man må kunne tænke med barmhjertighed, forståelse og tro på andre, på den måde kan man samarbejde. Det burde være muligt at tilfører sig: Respekten for religiøse, kulturelle, sociale og andre mindretal. - At magthavere kan stilles til regnskab over for befolkningen, ytringsfriheden til at klage.
Man kan altid sammenligne sine ting, med Guds handlinger, vi kunne sammenligne det onde, med djævlen der frister Adam og Eva ud i det grufulde, og i nutidssamfund, hvor folk kan blive optrænet til at blive en terrorist. Gud, betyder fred, og vi kan sammenligne vores samfund, med at vi alle er en del af det, fordi vi frit kan komme med vores meninger og holdninger, som skaber samfundets fred
Kunstneren er at udtrykke sine indre følelser at gøre livet så fantasifuldt og hemmelighedsfuldt som muligt, nogle laver noget for sig selv, mens andre arbejder i grupper sammen. Derfor tror jeg også, at selvom vi aldrig nogensinde vil eller kan indse det, så har vi brug for støtte og kærlighed, når det ser sortest ud. Mennesker er afhæng af tryghed, og det er det vi modtager, gennem følelsen af kærlighed og støtte. Hvordan vi modtager den kan være svært at forklare? – Det i hjernen vi danner os disse følelser og forventninger, man kunne nemt kalde det: en rent indbildning af fantasi. Derudover har vi generelt også brug for en at snakke med, selvom vi er glade og tilfredse. Vi har brug for en vi kan stole på, en som respekterer os, for de meninger og holdninger vi har. Jeg også livet som en barrikade af udfordringer, der hele tiden skal besejres. Et betydning, hvor vi mennesker suser af sted for at opnå det forventede. Men er livet så værd at leve længere, hvis man kun stræber for at opnå det forventede.? Hvis vi bliver mere og mere selvkoncentrerede og ikke tænker på verdenen og de levende væsner i den, har vi så i det overhovedet værdighed nok til at leve i denne verden, og i det hele taget lov til at leve under disse luksus vilkår.? Der er et ordsprog, der siger: "Græsset er altid grønnere på den anden side". Vi ønsker os hele tiden, som vi ikke har. findes der så et liv, der passer tilpasser sig til lige præcis vores behov og livskvaliteter? Vi ønsker os altid noget bedre, end det vi har. Lyt engang til dette her: ” Man skal være glad for det man har, og ikke tænke på hvad man ikke har?” – et gammelt ordsprog. Vi har bare brug nogle gang at tænke tilbage, og sammenligne os med andre, vi ønsker at opnå den præcise enhed, eller bedre endnu, at være endnu bedre. Verden faktisk fungerer meget enkelt, og hvis den gør, er det så realistisk nok for os at tro på? Det kan eller vil ingen nogensinde kunne bevise for os, det er kun vores egne fantasier, der siger hvornår noget er forkert eller rigtigt skyld, hvornår noget er rigtigt. Den eneste udvej eller mulighed for at overbevise eller bevise det overfor os selv. Er meget tydeligt, at stå i situationen. Hvad enten den medfører det positive eller negative, skal man kunne have oplevet det, hvordan det er at stå i situation, hvor der er ens egne livskvaliteter der virker. I dag i samfundet retter vi hele tiden op på tingene, vi begår jo alle sammen fejl, man lærer af sine fejl. Man kan få erfaringer af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det gør vi allerede som spæd, hvor de voksne opdrager os til at kunne leve i et samfund mere eller mindre. Citat sagt af mange mennesker lyder: "Det er menneskeligt at fejle". Ja, det er menneskeligt at fejle. For kan eller vil alle mennesker nogensinde være perfekte? Kan vi være elsket af alle? Det er en betydningsfuld ting at føle sig elsket, hvilket jeg finder meget relevant. Jeg ved det er godt med et pusterum, hvor vi lader tankerne flyde ud. Få et pusterum, hvor der er lejlighed til at folde sig ud, tid til at tænke og fundere over verdenssituationen. Det er denne verden vi alle hører til. Det er denne verden, hvor vi fødes på ny og dør, hvor vi fører vores generationer ud i fremtiden. Jeg mener, at vi må lære at acceptere verdenen og med menneskerne i den. Vi skal huske på, hvor meget vi selv tænker og finder plads til os, hvad enten vi benægter det eller ej. Det skal vi sørge for at alle har denne enestående mulighed også sagt, at vi skal behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. må lære at acceptere måden vi er født, og måden vi er opdraget ind i verdenen på, men stadig ting kan forbedres.