Min historie forsat {{forumTopicSubject}}

I kan læse starten her:
http://hestegalleri.dk/html/for_messageDetail.asp?MSG_ID=115831

*********

Tårerne trillede ned ad mine kinder den dag. Min ben var tunge og cyklen kom ikke over asfalten nær så hurtigt som den plejede. Det var ikke på grund af det min lærer havde sagt til mig at jeg græd. Hvem ville græde over det. Hun havde jo skamrost mig. “Jeg ville bare fortælle dig, at jeg er imponeret over din stil denne gang. Du udtrykker dig på en måde, som jeg sjældent ser hos piger på din alder. Det er virkelig flot, du skal bare blive ved på den måde. Men…” Selvfølgelig skulle der komme et med. Ingen vil jo unde mig noget godt. Og jeg vidste udmærket hvad hun ville sige. Hun ville have at jeg skulle være mere med i timerne, og endnu en gang ville hun spørge til hvorfor jeg har så svært ved at formulere mig mundtligt. Men hun ved jo heller ikke bedre. Hun ville jo aldrig mistænke Maria og hendes undersåtter for at være noget der mest af alt mindede om djævleyngel. Jeg havde heller ikke lyst til at informere hende om det. Det ville kun give problemer for mig selv. Og derfor gav jeg hende som altid undskyldningen med at jeg var bange for at sige noget dumt. Det var jo kun en lille hvid løgn. I virkeligheden vil jeg helst ikke sige noget fordi jeg ved at hvis jeg siger noget rigtigt vil jeg blive lynchet i det næstkommende frikvarter.
Jeg troede at jeg kunne komme hjem i sikkerhed bagefter min samtale med min klasselærer. Men der tog jeg grueligt fejl. Ude ved cykelskuret stod min tidligere veninde og ventede på mig, og hun var ikke alene. Jeg burde være stukket af da jeg så dem, men hvis man lader dem vinde en gang, viser man dem at de har en magt over en.

Det kom bag på mig hvor højt døren smækkede bag mig da jeg gik ind på mit værelse. Jeg havde forgæves håbet på at jeg kunne slippe forbi min mor, så hun ikke opdagede hvor skidt jeg havde det. Hun har så meget at tænke på allerede, og jeg vil ikke bebyrde hende mere end jeg i forvejen gør. Hun har haft det slemt siden min far bare skred for to år siden. Hun er bedre tjent uden ham, men det har hun ikke indset endnu. Det gør så ondt når man hører hende græde om natten. Hun ved ikke at vi kan høre hende, men væggene er så tynde her i huset, at intet bliver i et rum. Men nu går det frem ad for hende. Hun har fået et nyt arbejde, efter at have gået ledig i seks måneder.
Jeg listede ind, men knap nok havde jeg lukket døren før min mor kom ud til mig. “Louise, jeg skal lige have dig til at hjælpe mig med noget.” Hun stoppede op og så på mig. Og fordi hun er så god en mor, ved hun selvfølgelig med det samme at der er noget galt. Hun må være udstyret med en radar der scanner os hver gang hun ser os. “Hvad er der galt?” Jeg vidste hun ville spørge og jeg var udmærket klar over, at der kun var en måde hvorpå jeg kunne undgå flere spørgsmål. “Jeg… øh… Jeg væltede op vej hjem. Min cykel er helt i stykker nu.” Hun kom hen til mig og gav mig et kram. “Du kom ikke til skade, vel?” Jeg rystede på hovedet. Jeg hader at lyve for hende, og derfor var det så svært at få al den medfølelse fra hende. Min cykel var selvfølgelig ikke gået i stykker fordi jeg var væltet. Men fordi min rare klassekammerater lod deres had mod mig, få udløb på min cykel inden jeg kom ud. “Jeg går ind på mit værelse. Jeg skal have lavet mine lektier.”

“Pis.” Jeg hev den ene drivvåde bog efter den anden op af min taske. Det var først nu at det gik op for mig at nogle af pigerne havde hældt en halv liter sodavand ned i min taske, mens jeg havde forsøgt at få min cykel tilbage fra drengene, som i modsætning til pigerne var de rene slaver. Alt hvad Maria sagde gjorde de, uden spørgsmål. Det var jo sjovt så længe det ikke gik ud over en selv, og det kunne det hurtigt komme til, hvis man ikke fulgte dronningens anvisninger. Jeg tog noget papir og prøvede at tørre bøgerne bedst muligt. Det sidste jeg fik op af min taske var den danske stil som jeg havde fået den flotte karakter for. Jeg ville gerne have vist den til min mor, men jeg vidste at det ville blive problematisk at forklare at jeg havde dyppet den i cola. I stedet tog jeg og smed den i skraldespanden. Det hele kunne også bare være lige meget. Jeg forsøger jo hele tiden på at være sød og rar ved andre, jeg taler aldrig ondt om pigerne og jeg har aldrig gjort noget forkert, ikke andet end at være til åbenbart. Måske er det det jeg gør forkert? Man skal åbenbart være en gemen kælling for at overleve i dagens ungdom.