Efterladt... {{forumTopicSubject}}

JEG HAR IKKE DIGTET DEN!!


Jeg var din bedste ven, Jeg muntrede dig altid op når du var trist, Jeg kom altid hen til dig med logrende hale og et sødt smil, når du kom hjem.
Jeg havde jo svanet dig, kunne du ikke se det ?
Efter alle de år du havde haft mig, blev jeg mere og mere uinterssant.
Du skældte mig altid ud nu, du gav mig aldrig et kærligt klap, eller ét nus.
Da jeg var yngre var jeg sød og nuttet, jeg var jo også en sød hundehvalp.
Nu er jeg bare en gammel hund.

Hver gang jeg kom hen til dig og gav et piv fra mig fordi jeg savnede din opmærksomhed, fik jeg blot et slag i hovedet.
Jeg sænkede hovedet og lagde mig stille ned, jeg underkastede mig, kunne du ikke se det ?
Jeg turde jo ikke gi' igen, og det vidste du godt.
Hver gang jeg skravede på skabet til min mad, kom du bare løbene mod mig med et arrigt blik i øjnene, og skældte mig ud, og råbte grimme ting.
Jeg kan tydelig huske dine vrede øjne og dine voldsomme bevægelser.

Du gik aldrig en tur nu , ikke bare én tur ..
Du gad ikke, nej for du havde travlt sagde du.
Jeg blev altid lukket ud i haven, og efter jeg var gået ud lukkede du bare døren.
Så kunne jeg sidde dér og høre vindens hvisken i træerne, og vente til du kom i tanke om mig, og lukkede mig ind, men du lukkede mig bare ind, selvom der bare var gået flere timer, du sagde aldrig "undskyld" eller gav mig et trøstende klap som undskyldning.. Nej.
Du satte dig bare hen foran fjernsynet.
Kunne du ikke se jeg savnede dig, ville op og putte hos dig, jeg ville mærke din kærlige side af dig, jeg gjorde det jo ikke for at irritere dig, vel ? - åbenbart i dine øjne.

Endag kunne jeg ikke mere, jeg lå altid bare over i mit hjørne, en hundekurv havde jeg ikke engang, kun ét koldt gulv.
Dér lå jeg så, med våde øjne, og ventede på at du ville komme hen til mig, hjælpe mig!
Men du kom aldrig.
Jeg tissede på gulvet, fik en ulækker stank, jeg kunne knap nok rejse mig, men du var ligeglad.
Jeg fik bare et "NEJ!! Fy Føj... Puha! Slemme hund!"
Men jeg kunne jo ikke gøre for det , Du vidste jeg var gammel, men du var ligeglad, du var aldtid ligeglad med mig nu.

Nogle uger senere kom du hen til mig, jeg logrede stille med halen, for jeg kunne jo godt lide dig ?
Du tog min snor, og bar mig ud i bilen.
Nu lå jeg på bagsædet med et glad smil, jeg troede du ville lave noget med mig, gøre mig glad.

Så stoppede du bilen, tæt ved en skov.
Du steg ud af bilen, åbnede døren, tog snoren og hev mig med udenfor.
Det var koldt, jeg husker tydeligt de kolde vindpust der gysede igennem min krop.
Det var svært at gå, mine ben brændte, og du blev bare sur, hev mig i snoren og sagde strengt, at jeg skulle skynde mig.
Du ville noget med mig, men det skulle gå stærkt.
Nu kom vi hen til skoven, du hev mig der ind.
Jeg kunne stadig ikke regne ud, hvad det var du ville med mig.
Skovbunden knaste under mine poter, og det blev sværere at gå for mig, og dit råben hjalp jo heller ikke.

Vi kom til et træ, du spændte snoren fast om træets stamme.
Jeg satte mig ned, kiggede på dig, med de sødeste øjne, håbede på du ville lege, selvom jeg ikke kunne mere.
Men du smilede ikke, så bare tomt på mig, og med ét, vendte du dig om, og gik bestemt mod bilen igen.
Jeg prøvede at følge efter, men snoren stoppede mig, jeg pev, klynkede og prøvede at få dig tilbage.
Men du satte dig bare ind i bilen, startede bilen på fyld skrue.
Det larmede og jeg smed mig ned på jorden.
Nu lå jeg der i skoven, og kiggede uroligt rundt med triste øjne.

Nogle timer efter, mærkede jeg at himlen greb fat i mig.
Jeg lukkede stille øjnene, og pludselig var jeg et helt andet sted.
... Paradis