Fanfiction med Taylor Lautner {{forumTopicSubject}}

Ja, nyt projekt, som min veninde seriøst har plaget mig om at gå i gang med. Sååå ;D

The City Of Angels

Kapitel 1.
Et Heldigt Uheld

Jeg løb igennem Los Angeles gader, ivrig efter at finde en ordentlig tøjbutik hvor det billigste ikke kostede en million. Eller deromkring.
Samtidig var jeg på udkig, for jeg var udmærket klar over hvem der boede her i byen. Blandt andet. Taylor Lautner! Og det ville være mega stort at møde ham! Fuldstændig urealistisk, men stadig, men har jo lov at drømme.
”Cille hvor er du på vej hen?” råbte min mor bag mig. Fantastisk. Hvorfor altid så overbekymret, jeg var 15 år gammel, og fuldt ud istand til at passe på mig selv.
Troede jeg da, lige indtil en lastbil næsten kørte mig ned. Retarderede amerikanere!
”Cille, pas nu på,” sagde min mor, og jeg nikkede som svar, stadig med chokket over næsten af være blevet kørt ned, malet i ansigtet.
Jeg gik videre et stykke foran min mor, storebror og lillesøster, og holdt stadig udkig efter en tøjbutik der så nogenlunde billig ud. Uden held.
Dog fik jeg pludselig øje på noget interessant.
Ovre på den anden side af gaden var der en tøjbutik hvor der stod noget med sale i vinduet. Jeg satte straks skråt over vejen.
Det skulle jeg virkelig aldrig have gjort. En grim, ramponeret, men uheldigvis glimrende kørende pick-up truck, drejede om hjørnet i rasende fart, netop som jeg trådte ud på midten af vejen.
Jeg var et øjeblik sikker på at den ville smadre ind i mig, og det ville den helt sikkert også have gjort, hvis ikke en eller anden random person havde rakt armen ud og hevet mig ind på fortovet igen.
”Er du rablende vanvittig?!” råbte manden, eller skulle jeg sige drengen, til føreren bag rattet. Det var svært at se om han var det ene eller det andet når det eneste synlige af ham var hans ryg. Og dog. Jeg kendte den ryg alt for godt.
”Taylor Lautner?”
Drengen vendte sig mod mig, før det gik op for mig at jeg havde sagt hans navn højt.
”Ja, det må være mig. Er du okay?” spurgte han hurtigt, tydeligvis mere bekymret for de skader jeg kunne have påført mig under det ikke så uheldige uheld, end han var for de skader hyperventilationen lige nu påførte min hjerne.
Jeg nikkede.
”Sikker? Du er lidt bleg,” påpegede han bekymret.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare (og om jeg overhovedet kunne svare) så jeg kiggede bare dumt på ham, og ventede på at han sagde noget mere.
”Hvor bor du henne, det er måske en meget god idé at jeg følger dig derhen,” foreslog han, med en forhåbningsfuld tone som jeg ikke forstod.
”Jeg bor på Grafton on Sunset – Hotel,” kvækkede jeg hæst, og forsøgte at klare min stemme.
”I West Hollywood? Nå, men så ved jeg hvor det er. Lad os gå,” sagde han, og smilede en anelse bekymret til mig, men åbenbart tilfreds med at han fik mig til at tale.
Han tog min hånd for at lede mig på vej, men i de få sekunder hans hud rørte min, stod resten af verden stille. Og pludselig var jeg mere end taknemmelig for den lange gåtur tilbage til hotellet.
”Hvad hedder du?”spurgte han.
”Cecilie,” mumlede jeg usikkert, mens jeg stadig prøvede at få kontrol over min vejrtrækning og stemme.
”Cecilie. Hvor usædvanligt,” sagde han tænksomt, tydeligvis ikke klar over hvor normalt et navn det var i Danmark hvor jeg kom fra.
”Jeg hedder Taylor,” tilføjede han med et smil, mens vi fulgtes tilbage mod up-town.

RESPONS MODTAGES GERNE!