The North Star kap. 6 {{forumTopicSubject}}

OBS! kan indeholde spoilers, for dem der IKKE har læst BD!

6. uventede gæster
Da solen igen brød igennem den mørke himmel, stod jeg ude i skoven. Jeg vidste ærligtalt ikke hvorfor jeg stod der, det gjorde jeg bare. Da jeg vendte mig om, stod den store rød-brune ulv lige bag mig, og så utrolig stor og farlig ud. Jeg vidste dog udmærket godt, at den under ingen omstændigheder ville røre mig. Pludselig kom jeg i tanke om hvorfor jeg stod her. Jeg havde fulgt en lugt herud – en vampyrs fært – og Jake var fulgt efter mig, han havde nemlig også kunnet lugte den. Edward, holdte jeg i hånden. Han så ikke forundret ud. Gad vide hvorfor? Men vi stod nede ved søen, og der havde vi stået i et stykke tid nu. Lugten ente nemlig her. Vi begyndte tavse at gå tilbage til huset, for Renesmeé vågnede nok snart. ,, Ved du, hvem det var?” spurgte jeg Edward. Han rystede bare på hovedet, og fortsatte med at gå. Jeg undrede mig lidt, men lod det ligge. Jeg satte farten op, da jeg ikke lige frem var vild med, at lade min datter være alene hjemme når der løb en ukendt rundt her i skovene.
,, ses Jake. Vi kommer op til de andre, så snart vi kan. Du kan bare gå derop nu, hvis du vil.” sagde Edward, og nikkede så diskret på et spørgsmål han måtte have hørt i Jacobs tanker. Jake løb, og vi blev alene. ,, Ved du hvem det var?” spurgte jeg og kiggede ham i øjnene. Han holdt omhyggeligt sit ansigt neutralt, men alligevel kunne jeg se mistænksomheden i hans øjne. Han måtte tro at Alice havde sagt noget.,, Alice har fortalt mig ligeså meget som dig, så du kan godt spare dig! Og ved du hvem det var?” spurgte jeg igen. Han sukkede.,, Nej, jeg ved ikke hvem det var. Det var nok bare nogle på gennemrejse. Tag det nu bare roligt.” sagde han og fortsatte mod døren til huset. Selvom han havde sagt, at han ikke vidste hvem det var, mistænkte jeg ham alligevel for at holde noget hemmeligt for mig. Jeg fik straks dårlig samvittighed over at have tænkt det, og som så mange gange før, var jeg glad for at han kun kunne læse mine tanker, hvis jeg ville have at han skulle gøre det. Vi gik ind, og pludselig ramte lugten mig. Det var den samme fært, som jeg lige havde fulgt i skoven. Jeg stivnede.,, Renesmeé!” hviskede jeg halvkvalt, og løb så hurtigt jeg kunne ind på hendes værelse. Lugten var meget stærk herinde. Jeg kiggede rundt, og så at min datter lå og sov i hendes seng, henne i hjørnet. Jeg skyndte mig derhen, for at være sikker på, at de ikke var sket hende noget, men det var der ikke – hun lå bare, og sov fredeligt. Jeg åndede lettet op, og kiggede mig så rundt, efter Edward. Han stod ovre i hjørnet og så rasende ud. Jeg så, at han holdt et lille stykke papir i hånden, og undrede mig over hvad der mon stod.,, Hvad står der?” spurgte jeg. Han rakte mig bare lydløst papiret, mens han mumlede, en lang række eder, og forbandelser meget hurtigt.
Hold jer hellere i nærheden – der skulle jo nødigt ske noget, med jeres vidunderlige datter.
Xxx
En hvæsen, kæmpede sig op igennem min hals, og ud af min mund. ,, Rolig Bella. Der sker hende ikke noget… ikke så længe der er nogen i nærheden af hende i hvert fald.” sagde Edward beroligende. Jeg gik lidt væk, og trak så vejret dybt et par gange.,, Nej du har ret. Vi må bare holde ekstra godt øje med hende, fra nu af!” sagde jeg bestemt, og tog blidt Renesmeé op i mine arme.,, Kom! Vi bliver nødt til at komme op til de andre nu!” sagde jeg og begyndte at gå ud af døren.,, De ved det allerede. Eller, i hvert fald at der har været nogle her.” sagde Edward bag mig.,, Og? Derfor skal vi stadig derop. Jo flere vi er, jo sikrere, har Renesmeé det! Og de skal vel også se brevet?” sagde jeg bestemt, og fortsatte ud af døren, og ind i den store skov.
De ventede os da vi kom frem. Selvfølgelig gjorde de det. Jeg gik ind, og lagde Renesmeé på sofaen. ,, Okay! Nu vil jeg vide nøjagtigt hvad der sker, og hvad i ved!” sagde jeg, og satte mig i lænestolen ved siden af Renesmeé. Alice sukkede og begyndte så at fortælle:,, Okay. I går aftes lige da i kom hjem, så jeg at der ville komme nogen. Jeg kunne ikke se hvem det var, eller hvad han, eller hun ville. I morges dengang du, Edward og Jacob var ude for at finde ham, så jeg pludselig, at han havde tænkt sig at tage hen til jeres hytte. Jeg vidste at Nessie var der, men jeg vidste ikke, hvad jeg kunne gøre. Jeg snakkede med de andre om det, og vi blev enige om, at holde os væk, så længe at han ikke gjorde hende noget.” Jeg blev lidt såret over at de ikke havde gjort noget, jeg mener jo de er min familie! Og Renesmeé er min datter!,, Rolig Bella! Lad mig nu lige tale ud! Vi blev enige om ikke at gøre noget, fordi, hvis nu han fik færten af os, ville han måske alligevel gøre hende noget. Og helt ærligt, tror du så selv, at vi nogensinde ville lade nogen skade hende?” jeg rystede på hovedet.,, Nej selvfølgelig ikke.” sagde jeg og prøvede at slappe lidt af.,, Nå, men så snart han var ude af hytten igen, og vi var sikre på at han ikke havde gjort Nessie noget, løb Jasper og Emmet efter ham. Det er derfor de ikke er her.” sagde hun. Jeg kiggede rundt i stuen, og først nu kunne jeg se at der manglede 2… nej 3!,, hvor er Jake?” spurgte jeg.,, Han ved intet om det endnu, men så snart han kommer får han det at vide. Eller?” sagde hun og kiggede mig grundigt i øjnene mens jeg spekulerede.,, Jo han har nok bedst af at få det at vide.” afgjorde jeg til sidst.
Det blev en lang nat. Edward var ude og lede efter den vampyr som havde været inde ved min datter. Jacob havde flippet ud over at der havde været nogle inde ved Renesmeé. Han var løbet direkte ud i skoven, og nu holdt alle ulvene også øje med, om der kom nogle fremmede. Jeg var bange. Jeg var ikke bange for at der skulle ske mig noget. Jeg var bange for at der skulle ske ulvene noget. Og jeg var rigtig bange for at der skete Jake, Renesmeé og specielt Edward noget. Det var typisk! Typisk at hver gang, jeg havde været lykkelig i nogen tid, skulle der ske sådan noget. Sidste gang var det Volturierne, det kunne nemt være dem igen, men det troede jeg ikke. De havde alligevel deres lov for kær, til at satse den, ved at angribe os uden nogen form for gyldig grund. Det havde vi set, da de havde angrebet os for et ”udødeligt barn” som Tanyas søster (og min nye ”kusine”) havde beskyldt Renesmeé for at være, på det tidspunkt. Irina havde set Renesmeé på lang afstand, så lang en afstand, at hun ikke havde kunnet høre hendes hjerte banke, og kunnet mærke hendes menneskelige side. De rosa kinder kunne jo have været et trick fra vores side. Hun var gået til Volturierne, som bare ventede, på en mere eller mindre gyldig grund til at angribe os. Faktisk havde Alice set, allerede inden Irina var kommet til dem, at Volturierne ville komme. Det betød at det faktisk allerede var planlagt, og at de bare ventede på at finde et eller andet de kunne beskylde os for. Jeg blev som sædvanlig rigtig sur, når jeg bare så meget som tænkte på det. Jeg besluttede mig for at læse lidt, og fandt mit efterhånden alt for slidte eksemplar af Stormfulde højder frem, hvor mange gange havde jeg dog ikke læst den bog? Jeg var ligeglad, jeg skulle bare have noget at beskæftige mig med resten af natten.
Næste morgen, var jeg stadig alene, men jeg kunne ikke holde det ud mere, så, så snart Renesmeé vågnede, tog jeg hende med op til resten af Cullen familien. Vi kom hurtigt derover, og vi gik ind og satte os i sofaen. ,, Godmorgen Bella og Nessie!” sagde Alice, og kom dansende ned af trappen. Jeg blev nok snart nødt til at vende mig til det navn, også selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Nå, men jeg havde altså andre og mere vigtige ting at tænke på.,, Hej… er der noget nyt? Har i hørt noget? Har du set noget?” spurgte jeg halv desperat. Hun skar ansigt, som om hun havde håbet jeg ikke spurgt om, men hun fandt lynhurtigt en rolig maske frem. Jeg skulle nok forberede mig på, at jeg ikke ville få sandheden afvide, men hvis jeg gjorde, ville det ikke være HELE sandheden.

håber i stadig syntes om den!