Samtale (ide til roman) {{forumTopicSubject}}

Nu er jeg jo i gang med noget udgivelseshalløjsa med Blodsøstre og de næste bøger er linet op og klar til, at blive skrevet. Jeg kan allerede nu afsløre at der bliver lavet nogle i stil med Blodsøstre, atter problemstillinger fra det danske samfund. Og en enkelt gyser, har også fundet vej til mit skrivebord, der er også mange, mange ideer, som er endt i skraldespanden/arkivet. Nogle kasserede og andre til senere brug


Så var det, at Tanja og jeg fik lyst til, at skrive en sammen. Jeg er pt. på vej over mod gyserne, problemet er, at hun knap nok kan læse sådan en uden at have mareridt. Og da jeg simpelthen ikke KAN skrive om kærlighed eller noget andet mainstream, har vi besluttet os for at skrive, en bog kaldet "Samtaler". To unge piger, som bor i hver sit land, gode veninder og alt det der. Dvs. deres tanker, følelser osv, for selvom de er jævnaldrende, har de enormt mange forskelligheder. Tanker, følelser og alt fra glæde til kærlighed, sex, at blive voksen og at føle sig alene i verden.

I får lige en appetitvækker fra hvad der blandt andet kommer med:

favnen af utopiens snørklede virvar
- en sand beretning omkring kærlighed.

Kærlighed er utopi, kærlighed findes ikke!
Ja du ved, den der lille spirende følelse dybt inde fra dit hjerte, den der lille fordømte irriterende følelse, som kan få dig til at smile noget så latterligt fjoget og som får dit hjerte til at hamre, som lyden af en flok galopheste på stadion. Den der følelse af, at alt gynger under dig og at du mister fodfæstet. Glem det! I så fald; mister du fodfæstet og falder, så vær sikker på at lussingen på din kind, nok skal få dig op at stå igen.
Åh ja, lussingen. Du ved, det der normalt bliver kaldt realiteten, den skal nok komme og vække dig fra dine eventyragtige, prinsesse-lignende forestillinger om, at der findes lykke i denne kolde og golde verden. Ha! Følelser siger du? Siden hvornår er folk begyndt at få følelser? Jo, tænk engang, selv jeg havde følelser, selv jeg, der prøver at spille denne indædt følelsesforladte person uden empati for medmennesker. Der bare griner hånligt når folk beklager deres sorger og hæver øjenbrynet hoverende når folk tror, at de er lykkelige. Selv jeg havde følelser…
Har lyst til at trykke til, bore kniven igennem mit hjerte én gang for alle. Ikke mere alle de der latterlige mislykkede forsøg, halvhjertet og bange. Nej, denne gang er min eneste bekymring om mit hjerte er blevet så hårdt, at det ikke kan lykkes. Er det mon forstenet som et andet fossil fra fortiden, fanget midt i et slag og nu dømt foreviget således, til alles skræk og rædsel. Eller blot til at påminde folk om, at mennesket rent faktisk havde et hjerte, før kulden tog det fra dem? For vi kan jo nok kalde det et mislykket forsøg, hvis ikke kniven kan gennembore hjertet, så er vi jo lige vidt. Man føler sig så lækker, når man sidder der, skiftevis græder og kaster op, skiftevis ligger i fosterstilling og mærker hvordan hele kroppen med jævne mellemrum kramper, eller sidder blot og stirrer tomt ind i væggen, fuldstændig forladt af alle tanker. Lige nu, hvor de sidste rester af følelser bliver spyttet ud af kroppen, udstødt, som når en piercing langsomt vokser ud af huden, efter at kroppen bestemte, at den ikke kunne lide piercingens tilstedeværelse. Nøjagtigt således udstødes følelserne nu. Kærlighed, ja jeg burde le grumt. Man burde have samme forhold til kærligheden som de fleste har til finanskrisen – VI SLÅR OP! Vi vil ikke mere, forsvind dog med dig!
Gang på gang prøver jeg på, ikke at føle mere. Jeg prøver så ihærdigt, at lære mig selv, ikke at vise følelser. Jeg behøver jo ikke ligefrem reklamere ud til hele verdenen, at jeg er pisse sårbar. Alligevel lykkes det mig gang på gang ikke, jeg kan bare ikke glemme de fordømte følelser, jeg kan bare ikke!
Kan man tømme en tårekanal for tårer? For det tror jeg lige, at jeg har gjort. Dét, at græde i én uendelighed, pludselig holder tårerne op og gråden forstummes, alligevel fortsætter gråden ligeså stærkt og inderlig inde i kroppen, dybt inde. Det eneste der giver mig tegn på, at jeg stadig lever, er pulsen. Jeg kan se den ved mit håndled, åh hvilken glæde. Hvordan kan pulsen stadig leve, når alt andet synes så dødt? Så helt ubeskriveligt dødt. Men jeg kunne også bare trykke til og jage kniven igennem brystet, for så at finde ud af, at hjertet faktisk er væk. Fordi hun har det. Hun har det lige der i sin hånd, lukker hånden om det og lægger det i sin brystlomme, sikkert og trygt. Jeg trækker kniven ud igen, ser på den og trækker ligegyldigt på skuldrene. Ja, så virkede det heller ikke. Men hvad skal jeg også bruge hjertet til? Jeg skal jo ikke elske igen, så det er jo egentlig bare spildplads, nu burde jeg kunne klemme noget mere kaffe ned i morgen til middagen. For nå ja, hvem troede egentlig på kærlighed? H.C. Andersen? – Men var han ikke også jomfru?

Så kære kære kærlighed – Jeg slår op!!


Er en bog som Samtaler en type, I kunne gå i gang med, at læse? Da den jo netop handler som alle de spørgsmål vi stiller os selv, den forvirring som kaldes teenageliv og alle de følelser der forvirret suser omkring i vores hoveder...