Historie... Til jer der vil læse {{forumTopicSubject}}

jeg poster det første endnu engang

Mødet med Gimli.

Hun sparkede hårdt til stenen. Intet var til at holde ud. Hun var lige flyttet til byen sammen med sin mor og to brødre, og allerede var der opstået problemer i skolen. Hun vidste at rygter løb som en steppebrand, men det her var for meget. Det kunne ikke være rigtig at hun skulle tage ansvar for de ting, som hendes stedfar havde gjort. Hun var så ude af sig selv at hun slet ikke så hulet i jorden, og hun faldt for over. Hendes ansigt ramte det beskidte vand, og hun hørte hvordan latteren begyndte at bulre som var det torden. Hun hadede det, men ikke så meget som hun hadede den forfærdelig følelse, som nu kom væltende frem inden i hende. Hun mærkede tårerne trille ned af kinderne, og uden at tænke videre over det løb hun alt hvad hun kunne. Hvorhen det vidste hun ikke, hun ville bare væk fra de stikkende øjne. Væk fra det hun hadede allermest.

Hun vidste ikke hvor langt hun havde løbet, og da hun stoppede havde hun ingen ide om hvor hun var. Hun satte sig ned og tog et lille krøllet billede op af lommen. Med armen prøvede hun at fjerne det snot, som begyndte at rende fra næsen. Billedet var af en lykkelig familie, familien var engang hendes egen. Det var så lang tid siden, at den familie næsten måtte være en anden. Hun havde svært ved at forstille sig selv være den lille pige med de lang lyse fletninger, som sad så stolt på sin fars skød. Hun kunne ikke længere huske hendes mors smilende ansigt, og det frække udtryk der var i hendes brødres øjne. Det var længe siden, og den familie eksisterede ikke længere.
Hun folede billedet sammen, sukkede højlydt og fik efter lidt tid kæmpet sig op på sine ben. Hun var i tvivl om hvilken vej hun skulle gå, og besluttede sig i sidste ende at gå mod de sorte skyer som trak sig sammen på himlen. Efter hun havde gået lidt kom den silende regn som de havde talt om mens hun spiste sin morgenmad. Hun ænsede det dog ikke. Hun tænkte bare på hvad hendes mor ville sige når hun fandt ud af at der allerede var problemer i skolen. Hun hørte pludselig nogle tøser hvine højt, og bagefter kom der en spæd latter. Hun skyndte sig væk fra vejen hun havde bestemt ikke lyst til at tale med nogen lige nu, og slet ikke hvis de var oppe fra skolen. Da hun var kommet lidt væk fra vejen fortrød hun, det var jo lige til at blive væk her i skoven. Hun vendte sig om for at gå tilbage, da hun hørte braget, og bagefter skriget. Hun var ikke i tvivl, der var noget galt. Hun skyndte sig at løbe alt hvad hun kunne hen imod lyden. Hun fik ikke løbet mange meter før hun hørte lyden af noget komme imod hende, en lyd som hun kendte så godt, og ikke havde hørt længe. Det kom nærmere og så fik hun øje på den. En kulsort hest. Den var panisk, og i sin vilde flugt væltede den over sine egne ben. Hurtigt fik den kæmpet sig op, men under styrtet havde den fået viklet sig ind i nogle grene, og nu forsøgte den at komme fri. Hun vidste at hun skulle handle hurtigt, og hun skyndte sig hen til hesten. Mens hun talte beroligende til den prustende hest, fik hun viklet tøjlen løs. Da hesten mærkede at den var fri, forsøgte den at komme videre, men den stoppede i det øjeblik at den mærkede noget holdt fast i den. Hun lod sin hånd glide blidt hen over den våde pels, og trak så forsigtigt af sted med den. Nervøst fulgte den efter hende.
Det varede ikke længe før hestens rytter dukkede op. Hun var meget lykkelig over at der ikke var sket hesten noget: “Gimli, er der sket noget?” Hun skyndte sig at tjekke ponyen igennem. “Han halter en smule på det ene forben, men det er ikke slemt. Jeg tror det går over om et par dage. Hvad skete der?” Inden hun vidste af det fik hun et kæmpe kram. Hun blev så forskrækket at hun hoppede et par skridt tilbage. “Tusinde tak. Hvis ikke du havde været det, hvem ved så hvad der var sket? Du er helt gennemblødt. Kom med os tilbage til gården. Det ikke langt herfra.” Hun så lidt skeptisk på pigen, men indvilligede i sidste ende i at gå med.

Tyve minutter sad de i et lille lokale, og pigen som havde Gimli var ved at lave noget the de kunne varme sig på. Pludselig gik det op for pigen:” Jeg ved slet ikke hvad du hedder?” Hun så på hende, og havde mest lyst til at gemme sig. Hun brød sig ikke om at folk talte med hende: “Emma, mit navn er Emma. Hvad hedder du?” Pigen smilede: “Jeg hedder Katja. Og hende her er min bedste veninde, hun hedder Louise.” Hun pegede på den fregnede pige som sad over for hende. “Jeg synes ikke jeg har set dig før?”. Emma smilede genert, hun kunne faktisk godt lide Katja:” Jeg og min familie er lige flyttet hertil. Før boede vi inde i storbyen.” Louise ville gerne deltage i deres samtale: “Emma, du må være mindst lige så glad for heste som os. Vil du med os ud og ride en tur i weekenden? Du kan låne min gamle pony Ellos, hun er flink.” Emma var mundlam. Hun havde ikke redet i knap tre år, og siden da var det hendes største ønske at komme op på en hest igen. “Selvfølgelig vil jeg det.”
Kort efter kom Katjas far, og han kørte Emma hjem. Han var en person der lavede skæg med alt. Selv det at Katjas pony var stukket af fik han dem til at grine af. Emma havde for første gang længe en fornemmelse af at det hele nok skulle gå, og hun glemte for en kort stund alt om en sur mor der ventede derhjemme.

***NYT***

Emma var nær væltet forover da pedalerne igen satte sig fast på den gamle rustne cykel. Men hun var lige glad, for intet kunne ødelægge hendes humør. Hun ville bare have det bedste ud af dagen. De sidste to dage i skolen var som fløjet forbi, og hun havde ikke tænkt på andet end hvor skønt det ville være at komme ud og ride igen.
Det var jo så længe siden, så hun var spændt på om hun overhovedet kunne huske noget af alt det hun havde lært. Hvis bare hendes mor ikke havde været nødsaget til at sælge ponyerne, Mille og Shadow, så ville alt have været i den skønneste orden. Hun kunne selvfølgelig ikke lægge skylden på sin egen mor. For hendes far var død kort forinden, og med tre børn på omkring 12 år, havde det været småt med pengene. Da det ikke hjalp på økonomien, røg Emmas mor ned i et sort hul. Hun begyndte at drikke, og efter et par måneder mødte hun så Jan. Han var flink i starten, men senere viste det sig, at denne venskabelige måde kun var forbeholdt dem når moderen var i nærheden. Emma ville aldrig glemme den gang hun så sin bror, Alex, få tæv af Jan. Hun græd hele natten, mens hun og de to brødre sad på deres værelse. De kunne hører hvordan der blev råbt og skreget. Mange ville måske tro at deres mor var egoistisk og valgte Jan frem for sine børn, men det han slet ikke sådan sammen. Det var Emma overbevist om. Deres mor elskede dem mere end alt andet på jorden, men de var afhængige af Jan. Det var ham der skaffede pengene, og uden penge kom der intet mad på bordet. For et halvt år siden begyndte Jan at slås med de andre på det lokale værtshus, og med det kom alle rygterne. Alle de venner Emma engang havde forsvandt som dug for solen, og hun var helt alene. Der hjemme turde hun ikke andet end at sætte sig ind på sit værelse, og så vente til der blev stille, for så at snige sig ud og få lidt at spise.
Så for et halvt år siden skete der noget som ændrede alt. Emma og hendes to brødre blev kaldt op på kontoret. Deres mor var indlagt på hospitalet, det var ikke slemt, en hjernerystelse og et brækket håndled. Emma mærkede frygten bruse frem i hende, hun vidste at risikoen for at de ville blive taget fra deres mor var der, og da hun så betjenten på hospitalet havde hun lyst til at vende sig om for at stikke af.
Men de blev hos deres mor, og nu var de startet på en frisk et nyt sted.

Emma bremsede cyklen, nu var hun fremme. Der var helt stille, og hun tog forsigtigt fat i håndtaget på døren indtil stalden. Det så ikke ud som om der var nogen heste inde, men det var jo også forståeligt nok, da vejret var så flot. Hun gik langsomt ind i stalden, og hørte så en utålmodig skraben fra en af boksene. Hun gik hen og kiggede, det var Gimli, ponyen der var løbet løbsk dagen før. Emma undrede sig lidt over hvorfor den stod inde, den virkede meget sød.
Pludselig fløj døren op, og ind kom en ældre dame. Emma vidste ikke hvem hun var, og hun overvejede et øjeblik at hoppe ind i boksen til Gimli. “Hej, du. Dig har jeg vist ikke set før.” Emma rystede nervøst på hovedet. “Er du en af Louises veninder.” Emma skyndte sig at nikke. “Er det sig der er Emma? Louise har lige ringet. Katjas cykel er punkteret, og der går lidt før de kommer.” Emma følte sig en smule skuffet, hvad nu hvis hun ikke nåede ud at ride, nu havde hun glædet sig så meget. “Se dog ikke så ked ud tøs. Det tager jo ikke en evighed før de kommer. Hvis du vil kan du jo ordne Gimli, mens de venter. Men pas på, han er noget speciel. Jeg ordner lidt bokse imens og er lige i nærheden.” Emmas så spørgende på hende: “Jeg troede Gimli var Katjas pony. Hun red den jo i går.” Kvinden brød ud i latter: “Haha… Nej, Gimli er skam min. Katja red på ham i går så han kunne få noget motion. Han vil bare ikke have hvem som helst på ryggen af sig. Katja kan med nød og næppe skridte en tur på ham. Her er hans strigler, grimen hænger på bokslågen.” Emma mærkede hvordan hun spændte mens hun åbnede ind til den sorte hest. Den fnøs engang af hende, og gik så hen mod hende: “Hej Gimli. Kan du huske mig? Jeg hjalp dig fri i går, og nu vil jeg strigle dig. Det er jo vigtigt at din pels bliver holdt ren!” Emma følte at det ville berolige både hende selv og hesten hvis hun snakkede. Forsigtigt lagde hun grimen på hesten. Selv om det var længe siden hun havde gjort det sidst, så var det som om det var i går hun havde lagt grimen på Shadow for at trække ponyen op i traileren. Det gippede i hende en enkelt gang, og så trak hun hesten ud af boksen. Ude på staldgangen satte hun den fast i kæderne, og så gnubbede hun hesten over det hele. Det tog ikke lang tid før hun fandt ud af hvor de specielle steder var, de steder hvor Gimli virkelig nød at blive ordnet. Pelsen var spejlblank da Emma var færdig. Hun satte Gimli ind i boksen og i samme øjeblik hørte hun Katjas og Louises stemmer udenfor. Hun så på Gimli og bemærkede at udtrykket i dens øjne var ændret. Hesten så mere barks ud, og det blik der havde været mildt før var næsten helt væk.