Ny genre {{forumTopicSubject}}

Jeg forsøger mig med ''historisk'' som jeg aldrig har forsøgt før, så jeg vil lige høre hvad I synes?

Kapitel 1. - Bortlovet


Adela vågnede til lyden af fuglene der synger uden for hendes vindue, og i samme øjeblik som hun slog øjnene op, vidste hun hvilken dag det var. Dagen hvor hun ville blive præsenteret for Henry, sin forlovede. Hun havde hverken set eller mødt ham før, men hun havde hørt at han var pæn og yderst charmerende. Og rig, ikke mindst.
Stuepigen bankede forsigtigt på, og Adela sagde forbeholdent: ''Kom ind.''
Da stuepigen Veronica trådte ind i værelset med en bakke med æg, brød og morgente på, tog det hende ikke mere end få sekunder at komme ind og ud igen. For det var sådan Adelas mor havde bedt hende gøre. Ikke for meget social kontakt, det skadede Adelas omdømme. Det var i hvert fald hvad Adela havde fået at vide, og hun stolede blindt på sin kære mor.
Maden var velsmagende, og da Adela var færdig med et spise, rejste hun sig for at vælge en kjole at tage på. Hun kunne blive klædt på af en tjenestepige, men hun havde altid foretrukket at gøre det selv.
I det ene skab hang omkring 20 forskellige kjoler, og i det lille skab ved siden af stod der mindst lige så mange par sko.
Adela var i virkeligheden ikke særlig meget i tvivl, og havde kun to kjoler hun egentlig overvejede. Enten en mørk rosa med guldbroderier, eller en grøn med sorte blondedetaljer. Både den rosafarvede og den grønne, med samme farve som friske grannåle stod fantastisk til hendes brune hår, men hendes grønne øjne fik det sidste ord, og hun valgte den grønne.
Efter at have iklædt sig den smukke, sarte kjole, valgte hun det fløjlsbeklædte sko der passede til, og tog noget pudder i ansigtet.
Egentlig havde hun ikke noget at tabe hvis han ikke kunne lide hende, eftersom ægteskabsaftalen havde været underskrevet siden de var små, men hun ønskede alligevel at imponere ham, at gøre ham tilfreds. Og at gøre sin mor stolt.
Så lidt læberødt og belladonna dråber til øjnene skadede heller ikke resultatet.
Og så var alt hun kunne tage sig til, vel at sidde på sit værelse og vente på at Henry dukkede op.
Heldigvis gik der ikke lang tid, og ikke mere end en time senere bankede Veronica endnu engang på døren, og bad hende komme nedenunder.
Som sagt, så gjort.

Nedenunder sad Henry i dagligstuen og konverserede med Adelas far.
Samtalen hørte dog brat op, da Adela trådte ind i rummet. Hun var godt tilfreds med reaktionerne. Hendes far nikkede anerkendende, og hendes mor smilede. Og Henry, den lyshårede unge mand, med det smukke fejlfrie ansigt stirrede bare.
Af en eller anden grund blev hun skuffet ved synes af sin forlovede. Ikke fordi han ikke var så fantastisk som alle havde fortalt. For det var han. Men noget ved hans perfektion irriterede Adela, uden hun kunne sætte en finger på hvad det var.
”Adela,” hilste han formelt, og rømmede sig. Hun nikkede, og nejede, ikke dybt, men alligevel respektfuldt, som skikken bød det.
”Det er dog en smuk datter de har, Hr. Moriné,” sagde Henry anerkendende, og nikkede til Adelas far.
”Uden tvivl, Hr. Teriné,” svarede hendes far ligeså formelt.
Men Henrys opmærksomhed havde allerede forladt Adelas far, og var nu på hende igen. Noget ved hans blik var forkert. Noget var slet ikke som det burde være.

Hvad synes I?