Brækket skulder - bange for mig.. {{forumTopicSubject}}

I fredags blev min elskede shetlandspony indlagt på Højgård Hestehospital, da han var slemt halt. De scannede og tog røntgen - han havde brækket et stykke af skulderen.. De sagde, at hvis jeg ville ofre penge på det, ville de kunne operere stykket ud af skulderen og de nydannelser, der var kommet. De sagde, at han havde størrelsen med sig, for hvis det havde været en større hest, ville det ikke kunne lade sig gøre, da der ville komme for stor vægt på skulderen.
Vi sagde med det samme ja til operetionen, hvis der var en chance for, at han kunne komme til at gå uden smerter - og det mente dyrlægen der var.
Igår blev jeg ringet op af en sygeplejeske, som bare lige ville informere mig om, at de havde lavet knoglescintigrafi på ham, for at bekræfte skaden, og fordi de synes det kunne være lærerigt for dem, da de sjællent havde skulderskader. Jeg skulle ikke betale for det, og det ville ikke have nogen effekt på den senere operation. Nå, det var så fint nok, og jeg tog ud og besøgte ham senere på dagen. Han stod i isolation, da knoglescintigrafi er radioaktivt. Han var bedøvet under undersøgelsen, og var tydelig påvirket af det stadig. Jeg måtte ikke gå ind til ham, men han fik lidt klap gennem tremmerne, og så tog vi hjem.

Han er ikke så glad for at være lukket inde i en boks, og kan godt finde på at rende rundt og vrinske.. Det skal lige siges, at han er en pony med selvtillid! Han kan selvfølgelig godt blive forskrækket, men alt skal undersøges, og jeg har aldrig set ham dicideret bange. Ikke før i dag.
Min mor og jeg tog ud til ham her i formiddags, da vi havde fået at vide, det var dér han skulle opereres. Men så kom dyrlægen og sagde, at det slet ikke var sikkert de kunne operere i dag pga radioaktivitet. Men de ville ringe, hvis han kunne opereres idag.. Vi besluttede os for at tage hjem, men jeg ville lige ud og sige hej til ponyen. Da jeg kom ud i stalden, blev jeg ikke mødt af den sædvanelige vrinsken.. Jeg gik hen til boksen og han kiggede lige kort op på mig. Han havde lige fået en indsprøjtning antibiotika, inden jeg kom. Jeg åbnede boksen, men han kom ikke hen til mig som han plejer. Jeg satte mig på hug og rakte hånden frem, mens jeg talte til ham. Han snuste til min hånd, men ture ikke rigtig komme hen til mig. Tilsidst kunne jeg nå hans øre, men så måtte jeg ikke være der længere pga fare for stråling.
Jeg blev utrolig ked af at se ham sådan. Han har altid haft stor tillid til mig, men på én dag, var det som en helt anden pony. Han så bange og sløv ud, hvor han ellers altid er staldens ballademager..
Jeg kom helt til at tvivle på, om det var den rigtige beslutning jeg havde taget.
Skulle jeg have ladet ham aflive uden han skulle gennem alt det her?
Eller er det den rette beslutning, selv om der ikke er nogen garanti?

Det skal lige siges at han kun er 7 år, og en af dyrlægerne mente, at hvis alt gik, som det skulle, kunne han måske leve 30 år endnu.