Troede hendes sidste time var kommet:) {{forumTopicSubject}}

I dag skulle Labelle og jeg da i skoven og skridte, vejret er jo fantastisk og vi har redet dressur den sidste langt tid med store fremskridt, så i dag skulle den stå på afslapning.
Jeg sadler glad op, det er lang tid siden vi har været i skoven, sidste gang vi var afsted var der sne overalt.
Da vi forlader matriklen løfter Labellen hoved højt og snuser kraftigt ind, alle forårs duftene strømmer ind og det hele er meget overvældende for hende, og hun snubler over sine egne ben og ligger så der på sine knæ.
Hun for samlet sig selv op igen og nu med en helt anden energi. Hoved er højt løftet og fremad det går, usikkerheden sitre over alt på hende, jeg giver hende et velment klap på halsen, og drejer ud på marken.

Vinden blæser og man kan ikke undgå at mærke varmen og duftene komme til en, og Labelle mærker helt sikkert også selv disse indtryk, for hun valser afsted med høje benløft og hoved meget højt løftet.
Jer ser vi ikke kan ride den samme vej i skoven som vi plejer da bonden allerede er gået igang med at pløje marken.
Vi må tage en anden vej som kræver at vi skal ned at en lille bakke for at komme ned til vejen hvor vi bare skal over på den anden side for at ride ind i skoven.
Da Labelle opdager at jeg har tænkt mig at vi skal ned af denne lille bakke som er en lille passage med træer på begge sider, bliver bremsen slået til. NIX!!! Så holder vi der....
Ingen fremad gående gear er længere muligt at bruge, kun et bakgear er muligt at benytte og det kan gøres i et meget hurtigt tempo.
Jeg forklarer hende så at vi bare skal ned og over vejen så er vi fremme, men NEJ.....
I 10 min holder vi så der og kan ikke blive enige om tempo, gear og hvilken vej. Jeg holder mig i ro og nægter at lade denne dumme bakke ødelægge vores tur og insisterer på at vi altså skal fremad igen. Rystene tager hun mod med små skridt og kommer ned af bakken, som jo så er 4 skridt og så er vi nede. Sejren mærkes helt op i sadlen hvor hun selvsikker går over vejen og ind i skoven.
Skønt så er vi afsted, men nu er skoven jo helt anderledes end da vi var der sidst. Sneen er væk og skovbunden er erstattet med blade og kviste...dette er jo helt uhørt, og Labelle kravler nærmest igennem den første halv del af skovturen, med mig forklarende på ryggen om at nu må hun tage sig sammen. Værre end alt er skyggerne som solen så smukt kaster, fra træerne ja og hendes egen skygge. Alle disse farlige ting gør at turen igennem skoven var enten i bløde knæ eller med mulen i jorden for at snuse til alle disse forunderlige ting.
Store skridt over skyggerne og slinger på stierne for at undgå disse underlige kviste som jo knaser når man træder på dem.
Da vi når enden dette har ca taget 15 min. og vi er tilbage ved bakken igen, som jo denne gang ikke er spor farlig, er vi oppe på marken og lettelsen breder sig i den store hest, som jo så har overlevet en tur i skoven. Tempoet sættes ned i normalt gear og hoved sænkes ned, et vrisk kommer fra hende til de andre heste som er for enden af marken, om at hun stadig er i live og træt slæber hun sig så hjem igen.
Med mig smilende på ryggen, traktoren er ved at pløje marken og foråret er helt sikkert på vej:)