To piger - Samme hemmelighed {{forumTopicSubject}}

Forsmag:
Når man pludselig blir mere end veninder, når følelserne pludselig blir skræmmende, og sandheden går op for en.. Hovedpersonen her er pludselig blevet forelsket i sin bedste veninde, og vi får lov at følge hendes tanker, og oplevelser med det Jeg har valgt at bruge nogle af situationerne fra virkeligheden, men tankerne er fiktive og historien er fiktiv

Prolog

”Jeg elsker at bruge min tid på dig, vi har det altid så sjovt sammen” Hun smilede, og jeg smilede igen. Hun var virkelig min bedste veninde..
Det var i det øjeblik at dét gik op for mig. Hvorfor så jeg pludselig på hende på den måde? Hun var min bedste veninde men alligevel så meget mere.Hvorfor gik jeg altid rundt og ledte efter de her søde bemørkninger? Hvorfor var jeg glad i flere dage hver gang vi havde haft en god dag, og knust i flere uger hvis jeg følte at jeg havde sagt noget forkert? Så meget burde det ikke betyde hvis hun kun var en veninde. Sandheden gik op for mig i præcis dette øjeblik og jeg var ikke i tvivl; Jeg var forelsket. Men da ikke i en pige?

Kapitel 1
Forvirrende følelser

”Du er slet ikke dig selv for tiden. Er du sikker at det er noget vi skal snakke om?” Spurgte Sabrina bekymret. Jeg vendte mig om på ryggen af Super Star, min pony, og kiggede hende direkte i øjnene. Hun sad roligt på Fellow og kiggede på mig. Jeg fik et chok, som jeg havde meget svært ved at skjule. De øjne! Så smukke, så grønne.. Inden jeg nåede at svare spurgte hun igen; ”Hvad er der? Hvorfor kigger du sådan på mig?” Jeg vendte hurtigt blikket ned og prøvede febrilsk at finde på et eller andet at sige. ”Homoner i drillehumør” Svarede jeg og prøvede så vidt muligt at få det til at lyde henkastet og som en sjov joke, men følte ikke at det lykkedes. Sabrina smillede dog. ”Okay okay, men hold op med det blik, du skræmmer mig og sig hvis der er noget, ok?” Jeg var ikke helt klar over hvad hun mente og jeg beluttede at lade emnet ligge. Jeg var skræmt fra vid og sans, min hemmelighed måtte under ingen omstændigheder blive afsløret. ”Skal vi tage en gallop?” Spurgte jeg og gav Super Star shenklerne inden hun nåede at svare.

Galloppen sluttede alt for hurtigt og Sabrina ville åbenbart ikke lade mig slippe. Jeg forstod nu heller ikke mig selv. Hvorfor fortalte jeg hende ikke bare sandheden? Hun var min bedste veninde og jeg stolede 100% på hende. ”Er du forelsket?” Begyndte hun. Jeg besluttede at være ærlig så længe jeg kunne. ”Ja.” Svarede jeg, og jeg havde ingen idé om hvordan det kom til at lyde. ”Var det ham du så for dig, da du gav mig det blik?” Grinede hun. Jeg kunne mærke min mave trække sig sammen. Sagde mine øjne virkelig så meget? Hun bemærkede at jeg var for længe om at svare. ”Hvem er det? Hvorfor har du intet sagt? Kender jeg ham?” Hun føltes som en bombe fyldt med spørgsmål der lige var sprunget. ”Fortæl!” Jeg kunne have slået mig selv. Hvorfor satan være så ærlig? Nu stod jeg i forklaringsproblemer til halsen. ”Senere ok?” ”Ok” Sabrina så skuffet ud, men det var intet i mod min lettelse. Med lidt held ville hun hurtigt glemme det igen, og jeg ville slippe for denne her voldsomt pinlige situation.

Jeg kunne mærke min mave snøre sig sammen. Det var nu. Jeg havde gennemtænkt under hele rideturen hvad jeg ville. Jeg stilte mig op på en vakkelvorn skammel og gav mig til at vippe på dens halvt'ødelagte ben, så det gav en komisk og meget irriterende lyd. ”Skal du være irriterende nu?” Grinede Sabrina og samlede sine ting. ”Nå, men så vil jeg over lade dig til Lulu nu” Min anden veninde stod ovre i den anden ende og grinede. ”Nej, Sabrina! Det må du ikke!” Hylede hun med en stemme der tydeligt viste at hun bare lavede sjov. Jeg grinede også, og var lige ved at glemme planen. Sabrina var på vej ud af døren. Jeg måtte gøre det nu! ”Nu er jeg jo lige så høj som dig!” Udbrød jeg og synes selv jeg lød kæk og sjov. Ingen måtte vide hvad jeg havde gang i ”Så har du ingen undskyld for at ikke at give mig et farvel-kram!” Jeg smilede igen kækt og Sabrina gik over mod mig. Idet hun lagde armene omkring mig følte jeg jeg kunne flyve og det sekund blev jeg endnu mere sikker på min hemmelighed, men den skræmte mig stadig. Jeg ville ikke tænke på det nu, bare nyde øjeblikket, og så var det væk. Sabrina løftede mig med lethed ned fra stolen, og svingede mig rundt som om jeg var en lille barn man lavede sjov med. ”Men jeg er stadig stærkest!” Hendes øjne slog gnister og hun grinede højt over mit overraskede ansigt udtryk. ”NEJ! Ikke væggen!” Skreg jeg, da hun slap mig og jeg fløj baglæns mod den hvide staldvæg. Lulu og Sabrina grinede højt, og det samme gjorde jeg. Selvfølgelig ikke af samme grund som dem, men det vidste ingen. Min plan var lykkedes, og selv om den ikke lige var endt som jeg håbede havde jeg fået et kram. Den stærke lykkefølelse skræmte mig, det måtte være sådan man havde det når man var forelsket.

Jeg havde lovet at blive og se Lulu ride på Smørblomst. Vi skulle være sammen om aftenen, men jeg synes af en eller anden grund ikke jeg havde lyst. Jeg ville bare hjem og tænke alle de her forvirrede følelser igennem, men jeg smed det væk. Det var ikke fair over for Lulu, når hun holdt så meget af mig. Hun fortjente det ganske simpelt ikke.

Den aften lå jeg længe inden jeg faldt i søvn. Sabrina snakkede tit om alle de søde fyre hun kendte. Hvordan den ene havde kaldt hende solstråle, og den anden som blev ved med at smile sødt til hende. Hvordan skulle det her ende? Lulus rolige åndedræt fik mig til at slappe af. Hun gjorde mig virkelig tryg. Jeg prøvede at se Alex for mit indre blik. Ham den søde fyr fra klassen som alle andre hang omkring, men det var tydeligt at han var vild med mig. Han var køn, med blå øjne, halvlangt lyst hår og havde korte men fyldige læber. Der skete ikke noget. Ingen sommerfugle i maven, ingen hurtige slag i brystet. Intet. Da jeg så skiftede billedet ud med Sabrina kunne jeg mærke mit hjerte slå et slag over. Hendes lange mørke brune hår, hendes smukke grønne øjne. Jeg kunne blive ved! Hvis bare der var den mindste chance for hun følte det samme..

Kapitel 2
Næsten afsløret af underbevidstheden

<i> Hun trak mig ind i et intenst kys. Hendes læber var bløde men uvante. Jeg havde aldrig rigtigt prøvet at kysse nogen før, men hun hjalp mig godt på vej i min uerfarenhed. Jeg lagde armene omkring hende og trak mig hårdt ind til hende i bare ivrighed. Jeg vendte mig hurtigt til rytmen af hendes læber og begyndte selv at føre hende, da jeg følte mig sikker nok. Jeg trak mig efter en ubestemt tid væk fra hende, kiggede ind i de helt fantastisk smukke grønne øjne hvorefter jeg igen trykkede mine læber mod hendes, denne gang måtte kysset gerne vare for evigt.. </i>

Jeg vågnede brat op. De lysende røde tal på mit digital ur viste at kl var 2. Jeg gav et lille skrig fra mig da det gik op for mig at der lå noget blødt og stort i min hånd. Et kort øjeblik troede jeg det var en edderkop, men sandheden var næsten mere skræmmende. Lunas hånd lå præcis der hvor det jeg havde sluppet i panik burde ligge. Jeg måtte koncentrere mig for ikke at komme med endnu et skrig. Hvad nu hvis hun var vågnet!? Men da jeg kiggede ned på hende forsvandt frygten. Hendes øjne var fastlukkede og hun trak vejret i lange dybe træk. jeg vendte mig om, så jeg lå med ansigtet væk fra hende og prøvede på at falde i søvn igen. Det må være lykkedes selv om jeg var meget længe om at falde til ro. Jeg vågnede nemlig nogle timer efter ved at solen bagte ned igennem mit skråvindue. Luna lå ikke længere ved siden af mig og inden jeg nåede at spekulere videre over hvor hun var henne, hørte jeg hende komme op ad trappen til mit værelse. "jeg skulle bare tisse" mumlede hun træt og lagde sig med et højt suk ned ved siden af mig. Hun lignede ikke en der havde sovet ret meget og jeg mærkede hvordan frygten satte sig dybt i mig. Jeg var jo ikke klar over hvor længe jeg havde holdt i hendes hånd, men hun ville vel have trukket sin hånd fri hvis hun havde opdaget det, eller..? Jeg smed tanken fra mig med det samme, den var yderst ubehagelig. Den eneste her der var unormal var mig. Det var først efter et par minutter at det gik op for mig at jeg rent faktisk skulle i skole idag. De røde tal viste nu at klokken var syv og jeg vidste at jeg var nødt til at stå op nu for ikke at komme forsent. "Vi skal op nu" mumlede jeg til Luna, for at være sikker på hun ikke faldt i søvn igen. Luna satte sig op, og gned sine øjne. ”Jeg orker ikke!” sukkede hun, og smed sig ned på sengen igen. Jeg rejste mig og gik ned af trappen. ”Vil du med ned og have morgenmad?” Luna satte sig endnu engang op og jeg gik i forvejen, velvidende om at hun nok skulle komme.

”Du kan sidde her!” Jeg blev så forskrækket over det pludselig råb at jeg næsten tabte min tallerken med mad. Alex sad nogle borde længere fremme i kantinen og pegede med en smilende gestus på en stol over for ham. Jeg smilede et anstrengt smil tilbage og gik over mod den tomme plads. Da jeg havde sat mig ned og var begyndt at spise opstod der en intens og i nogens øjne måske også pinlig tavshed. Jeg synes ikke den var pinlig, jeg var på ingen måde bange eller usikker over for Alex, men jeg kunne se at det pinte ham at han ikke kunne finde på noget at sige. ”Vil du med i biografen i aften?” Spørgsmålet kom totalt bag på mig og jeg var lige ved at blive kvalt i min sandwich. Jeg havde lige skulle til at spørge ham om et eller andet ligegyldigt for at få ham til at føle sige bedre tilpas, og så kom han med dét spørgsmål? Han bemærkede at jeg tøvede og så pludselig meget usikker ud. ”Jeg kan ikke i aften” fløj det ud af mig, inden jeg nåede at tænke over konsekvenserne af min løgn. Alex lignede nu en som kunne begynde at tude når som helst og jeg fik medlidenhed med ham. Drengen var jo tydeligvis rimelig hårdt ramt. ”Men måske, kunne du tænke dig at tage med ned i stalden efter skole?” Jeg smilede og Alex så straks meget glad og lettet ud. ”Det vil jeg meget gerne!” svarede han og satte et kæmpe smil på som uden tvivl var ægte.

Kapitel 3
Stakkels Alex

Alex satte foden i stigbøjlen og sendte mig endnu et nervøst blik. ”Er du sikker på at hun er sød?” Jeg smilede overlegent til ham. ”Hun er from som et lam” Alex tog en sidste dyb vejrtrækning hvorefter han med en meget elegant bevægelse svang sig op i sadlen. ”Hvis jeg ikke vidste bedre havde jeg troet du havde prøvet det der før?” Jeg smilede igen, denne gang imponeret. Alex så stadig nervøst på mig. ”Hvordan får man den til at gå?” spurgte han, og hans stemme dirrede. Jeg tog fat i Super Star og klikkede med tungen. Det gav et sæt i Alex, der åbenbart ikke var klar over at jeg ville trække ham. Han lænede sig krampagtigt ind over halsen på Super Star og holdt med et meget fast greb i hendes man. Hans ben klamrede sig til hendes sider og han lignede en, som sad på en højspændingsledning 40 meter oppe og kunne falde ned når som helst. ”Bare slap af” sagde jeg og prøvede at berolige ham. Hans hænder slap en smule og han satte sig med vægten på numsen, men hans skræmte ansigtsudtryk forandrede sig ikke. ”Jeg vil gerne af!” Jeg grinede, stakkels Alex.. ”Det kommer du ikke før du har sat dig ordentligt og kan overbevise mig om at du ikke længere er bange” Alex slap stigbøjlerne. Tydeligvis et forsøg på at hoppe af inden jeg ville kunne forhindre det. ”Hvis du gør det, bér jeg Super Star om at trave” truede jeg. Alex tog straks stigbøjlerne på igen, og spurgte oprigtigt og næsten uden man kunne høre frygten; ”Hvordan skal jeg sidde, for at holde balancen bedst?”

”Jeg er imponeret over din indsats i dag” Jeg kiggede på Alex og man så tydeligt hvor stolt han var selvom han ikke rigtigt ville indrømme det. Sabrina nikkede enigt ”du er et naturtalent!” Alex så om muligt endnu mere stolt ud og gik over til striglekassen. ”Hvilken strigler bedst at bruge nu?” Jeg smilede og rakte ham en stiv børste som lå øverst. ”Den her er vidst fin” Jeg vendte mig mod Sabrina som stod og striglede Fellow. ”Vil i med hjem til mig og spise i aften?” Spurgte hun. Alex vendte sig om med en rimelig pludselig bevægelse, og kiggede nervøst fra hende til mig. Jeg stirrede bare på Sabrina. Hvor kom den idé fra? Skulle hun til at lege Kirsten Giftekniv nu? ”Det kan jag da godt” sagde jeg efter lidt overvejelse og gjorde mig umage med at få det til at lyde som om jeg ikke havde tøvet. ”Alex svarede også ja. Meget hurtigt efter mig. Tydeligvis fordi han gerne ville, men ikke hvis jeg ikke kom.

”Dueh.. Hvis du ikke gider ha' ham, må jeg så ikke forsøge? Han er satme cute!” Sabrina kiggede bedende på mig. ”Hva!?” Spørgsmålet kom totalt bag på mig og jeg satte mig brat op i den bløde sofa, som jeg var ved at falde i søvn i. ”Du har ikke noget i mod det vel?” Jeg tøvede et øjeblik; ”Nejnej, get him girl!” jeg løftede hånden og hun gav mig fem. Gjorde mig meget umage med at virke opstemt og begejstret men det var svære end jeg regnede med, og jeg er ret sikker på Sabrina gennemskuede at jeg ikke helt mente hvad jeg sagde. Heldigvis reagerede hun ikke på det. Hun kiggede bare taknemligt på mig. ”Jeg fatter dig simpelthen ikke! Han er lige til at kramme!” Jeg smilede. ”Han er bare ikke min type”. Lød det oprigtigt? Ikke spekulere! Jeg prøvede at få kontrol over mine tanker, men det ville ikke lykkedes. Jeg rejste mig op. ”jeg må hellere se at komme hjem” mumlede jeg og gned mine øjne. ”jeg er træt!” Jeg var slet ikke træt længere, men jeg turde i ikke blive hos Sabrina et sekund længere. Hvis de begyndte på noget foran mig ville min hemmelighed med det samme være afsløret. Mit hjerte gnavede allerede af jalousi, men jeg var jaloux på den forkerte person.. I det samme kom Alex tilbage fra køkkenet med sin cola og sendte mig et kækt smil. Jeg gengældte det ikke, magtede ikke engang at prøve.

<i> Jeg lukkede døren efter Emilia, og gik igen ind i stuen til Alex som sad på sofaen med en cola i hånden. Han så afventende ud, som han sad der med sit lyse hår og knaldblå øjne. Han lagde mærke til at jeg tøvede og rejste sig op. ”Sabrina..” Han lagde hånden på min kind og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg havde forestillet mig at mit hjerte ville springe et slag over, at jeg ville rødme, eller i det mindste bare føle noget, men der skete intet. Jeg følte absolut intet ved det. ”Alex.. Hvad laver du?” Hans hånds tryk forsvandt brat fra min kind og han kiggede en smule forvirret på mig. ”Det ved jeg faktisk ikke” nærmest mumlede han og vendte hovedet væk fra mig for at gå over mod sofaen for at sætte sig. ”Jeg må hellere hjem nu”, sagde han en smule mere klart og tømte sin cola. Lige da han havde stillet glasset fra sig, nærmest sprang jeg hen til sofaen og kyssede ham, inden han nærmest nåede at opfange det. Jeg følte stadig intet. Jeg forsøgte at gøre kysset mere intenst, det skulle lykkedes! Hvis ikke ham her var min drømmefyr hvem var så? Han så jo helt perfekt ud, der var intet galt med ham!? Han trak sig væk fra mig. ”Jeg er vild med Emilia” indrømmede han og kiggede undskyldende på mig. ”Hvad var det så du lagde op til før?” spurgte jeg. ”Jeg gætter på at jeg havde det på samme måde som dig. Det ville jo være meget lettere hvis vi kunne lide hinanden i stedet for en anden. Der var ingen følelser i det kys hverken fra dig eller mig, det må selv du kunne se.” Han sukkede. </i>

Jeg gik hele vejen hjem fra Sabrina med tusinde forvirrende følelser i kroppen. Jeg havde ingen idé om hvad der foregik oppe hos hende ligenu, men jeg prøvede at fortælle mig selv at intet ville ske. Det var jo tydeligt at Alex var vild med mig, men hvordan kunne jeg være sikker på at han ikke havde skiftet mening? Jeg havde jo ikke givet ham en chance og det burde han jo inderst inde godt vide. Jeg smed tanken fra mig og besluttede at jeg ville tænke på noget rart som ville kunne få mig til at slappe af. Med det samme dukkede et billede af Sabrina og mig op i mit hoved, og jeg forsøgte at gennemleve min drøm en gang til, der var ikke dét jeg ikke ville give for at det som skete i drømmen ville ske i virkeligheden.

Kapitel 4
En underlig nat

”Hvorfor finder jeg aldrig drømmefyren?” Sabrinas stemme lød meget trist, som om hun var på nippet til at tude. Jeg havde svært ved at skjule lettelsen da jeg svarede hende. ”Du sagde Alex var vild med mig. Det er måske derfor du ikke fandt ham attraktiv?” Hun grinede. ”Hvor har min lille søde 95er lært alle de svære ord henne?” ”Det må jo være fordi du har så god indflydelse på mig.” Jeg mærkede hvordan varmen bredte sig rundt i krop. Jeg vendte mig aldrig til hendes kække, men monstersøde kommentare. Hun havde altid mobbet mig med at jeg var født året før hende, men hvad gjorde det når hun gjorde det sådan? Mit hjerte begyndte at slå hurtigere og jeg mærkede hvordan mine håndflader blev svedige. Jeg lagde slet ikke mærke til at Sabrina var blevet tavs før hun igen sagde noget; ”Jeg er træt, jeg vil i seng nu.” ”Godnat, jeg elsker dig.” Sabrina blev tavs i den anden ende og jeg fortrød med det samme mine ord. Hvorfor sagde jeg dog det? Hvor kom det dog fra? Ordene var fløjet impulsivt ud af min mund. På ingen måde planlagt. Sabrina sagde endelig noget; ”Jeg elsker også dig miniput. Sov godt”. ”Det skal jeg nok” Svarede jeg, og lagde derefter på. Jeg tog min telefon væk fra øret og satte mig bare til at stirre på den. Det var det vildeste jeg nogensinde havde oplevet. Hele min krop var i uro, blodet pumpede som havde jeg lige løbet maraton, og mit hjerte slog som gjaldt det livet. Mine håndfalder var sjask våde. Efter noget der kun føltes som et par minutter rejste jeg mig op og gik over til min seng. ”Godnat!” råbte jeg ned til min far som sad på sit værelse og arbejdede. ”Godnat! Sov godt!”. Siden han var den eneste der svarede gik jeg ud fra at min mor allerede sov.

<i> Jeg mærkede hvordan hendes arme snoede sig omkring mig. Vi sad under et smukt bøgetræ i en park jeg ikke kendte. Her var utroligt smukt og vejret var klart og varmt. Jeg lå op ad hende og hun sad op ad træet. Hun kyssede mig i håret og tog min hånd. ”Jeg elsker dig, miniput.” Jeg greb fat om hendes hånd og flettede mine fingre ind i hendes. ”Jeg elsker også dig”. Jeg løftede hovedet og kyssede hende. Hun kyssede mig igen og væltede mig bagover, så jeg lå på ryggen i det grønne græs. ”Who!” Jeg grinede overrasket, men tav hurtigt. Hun fulgte med og lagde en arm på hver side ad mig hvorefter hun løftede den ene hånd og strøg min hår væk fra mit ansigt. Jeg fik et chok. De øjne! Hun kiggede på mig med en ømhed og kærlighed jeg ikke kan sammenligne med noget. Jeg følte at jeg kunne mærke folks blikke rundt omkring mig, men jeg var ligeglad. ”Forstår du hvad jeg siger? Jeg elsker dig”. Jeg tror faktisk ikke jeg forstod det. Alvoren i hendes øjne var skræmmende. Hun ventede heldigvis ikke på et svar. Hun lænede sig blot ned og kyssede mig igen. Jeg lukkede mine øjne og nød det. Efter lidt tid rullede jeg os rundt, så jeg mere eller mindre lå oven på hende. Vores læber slap ikke på noget tidspunkt hinanden. Tilsidst stoppede jeg dog alligevel det intense kys og rejste mig lidt så jeg kunne se hendes ansigt ordentligt. ”Er du godt klar over hvor smuk, fantastisk og dejlig du er?” spurgte jeg. ”Du er det mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt” Jeg kiggede hende dybt i øjnene. Det var vigtigt for mig at hun forstod hvor meget jeg mente mine ord. Hun kiggede ærgerligt tilbage på mig og jeg ventede overrasket på hvad hun ville sige. ”Emilia, jeg ved godt hvordan du føler, men glem ikke at det her kun er en drøm.” </i>

Jeg satte mig brat op i sengen. Der løb tårer ned af mine kinder, som jeg ikke kunne kontrollere. Mit hjerte slog igen på samme måde som da jeg sad med telefonen og jeg trak vejret i korte stød. Jeg rejste mig op og gik ned på toilettet. Lyset brændte skarpt i mine øjne da jeg tændte det og jeg betragtede mit spejlbillede som med det samme viste sig. Der lå en ren klud på vaskemaskinen, som jeg tog og fugtede med noget vand fra vandhanen, hvorefter jeg smækkede den ind i mit ansigt og kørte den rundt. Da jeg fjernede den var jeg helt sort i hovedet. Jeg måtte have glemt at fjerne min make up dagen før. Jeg sukkede og smed kluden fra mig på siden af vasken. Min makeup fjerner stod sigende bag ved den gennemsigtige glaslåge i skabet over vasken, men jeg magtede på ingen måde at fjerne det. Jeg sukkede endnu en gang, og tog et håndklæde med op på mit værelse til at ligge på min hovedpude så makeup'en ikke ville smitte af. Da jeg igen kom op på mit værelse og lagt mig til rette kunne jeg pludselig ikke sove. Tårerne var igen begyndt at strømme og den sidste sætning fra min drøm blev ved med at køre rundt i mit hoved. ”Det her er kun en drøm”. Det var jo rigtigt. Det kunne godt være jeg havde været så meget oppe og køre over den telefonsamtale, men var det ikke meget normalt at man sagde sådan til sine veninder? Det var jo lamt at jeg prøvede at ligge noget i det. Jeg elskede jo også Luna, men slet ikke på den måde? Jeg havde fortalt Luna at jeg elskede hende masser af gange, men jeg havde kun sagt dét til Sabrina en gang. Måske følte hun at jeg ikke holdt nok af hende? Jeg måtte snart gøre et eller andet, for jeg kunne mærke at min krop ikke kunne klare mere nu, jeg kunne snart ikke holde det hemmeligt længere. Men fortælle hende det? Tanken skræmte livet af mig. Det ville jeg aldrig turde. Tårerne begyndte igen at trille og jeg prøvede igen at finde på en rar tanke for at lede alle de negative væk, men denne gang kom den ikke så nemt. Tanken om at kysse Sabrina var ikke længere rar, for det var gået op for mig at jeg var for stor en kujon til at det nogensinde ville ske i virkeligheden. Jeg blev arrig. Dumme drøm, som også skulle ødelægge alt.

Jeg ved ikke om jeg var faldet i søvn eller var meget tæt på men pludselig var jeg igen lysvågen. Jeg var ikke klar over hvad der havde vækket mig, men inden jeg nåede at spekulere videre over det hørte jeg en lyd nedenunder. Der var nogen der bankede på og jeg kunne høre at min mor allerede var på vej ned af trappen for at se hvem det var. Jeg kunne ikke høre hvad der blev sagt men jeg kunne pludselig fornemme at det var 2 mennesker som kom op ad trappen. Nu stod de begge på etagen lige under mig, så jeg kunne høre alt hvad der blev sagt. Jeg genkendte med det samme den anden stemme. Det var Luna.