Essay - Forældre {{forumTopicSubject}}

Da jeg afleverede dette essay i skolen, syntes jeg det var helt elendigt dårligt! Jeg var næsten overbevist om, at jeg ville få maks 7 for det. Alligevel fik jeg skrabt et 10-tal hjem I opgavehæftet stod der et digt, og udfra dét skulle man skrive et essay om forældre. Dette erså hvad det blev til:

<b>Forældre</b>
<i>- Essay</i>

Først er de uundværlige, så ubrugelige og til sidst det bedste man har, indtil de helt forsvinder.
Sådan er forældre vel bare skabt. I de første par år af ens liv, er de det eneste trygge man har at holde fast i. De er der hele tiden – hjælper én igennem alle de ting man skal lære. De holder én i hånden mens man tager sit første skridt, de smiler og griner når man får sin første tand, de jubler når man siger sit første ord og de ringer rundt til hele familien, når man formulerer sin første vrøvlesætning. Lige meget hvad man foretager sig, så er de lykkelige og stolte så det lyser ud af dem. Den grænseløse kærlighed de nærer til deres børn, er så stor og så mægtig, at den kan overvinde enhver forhindring. Selv når man er til besvær, og de ikke kan forstå hvad man mener, så synes de man er kær. Det er på en eller anden måde næsten umuligt at lægge en dæmper på deres glæde, de første mange år af barndommen. Jeg kender det selv, for jeg var vel ret besværlig som lille. Ville ikke ammes, ikke sove, var stædig og fik tilmed kolik. Mine forældre måtte investere i sutter og flasker, for at gøre mig tilfreds. Og så kom lillebror. Jeg har tit fået fortalt, at mens min mor var gravid, sagde jeg: ”Mor tyk mave, baby.”
Min far synes det var en sød sætning, og min mor grinede af den, og synes vel bare jeg var kær. Men ingen tvivl om at jeg havde brugt lang tid på at formulere den sætning inde i hovedet. For jeg er den slags menneske, der ikke gør noget før jeg er sikker på at jeg kan – og det var værst i de yngre år. Jeg kunne bruge lang tid på at lære mig selv at sige forskellige sætninger, og jeg nægtede at sige dem før jeg vidste at jeg kunne. Om jeg var god til at observere ting og samtaler, ved jeg ikke, men det har nok spillet en stor rolle, at jeg er og var forfærdeligt perfektionistisk og stædig. Mie, min faster, forsøgte engang at lære mig at sige ’sko’. Hun skulle binde mine snørebånd, og gentog ordet igen og igen. Og hun blev ved og blev ved, og for hver gang hun sagde det blev jeg mere og mere stædig, og nægtede at sige noget. Til sidst sagde jeg ’ko’, og ikke andet. Hun har sjovt nok ikke prøvet at lære mig nye ord siden.
Ja, der er sket mange underlige ting i min barndom. Ikke alt er værd at fortælle om, men jeg har egentlig været lidt uheldig – og hvor har jeg dog ondt af mine forældre, når jeg hører om de ting jeg har lavet som barn. For at komme med et eksempel, kan jeg fortælle om dengang jeg faldt ned af sengen, kort tid før jeg skulle til fotograf. Jeg fik et stort sår midt på næsen, ganske charmerende, men ikke særlig kønt. Men fotograferes skulle jeg jo, og for at det ikke skal være løgn, så faldt sårskorpen af lige da jeg havde fået taget billederne. I kan vel selv gætte jer til hvad mine forældre synes om dét. Der var også dengang, hvor min far havde hældt et eller andet hvidt stads i min sutteflaske, og satte den på bordet. Men lille jeg kunne jo ikke vide, at indholdet ikke var mælk – så jeg tog sutteflasken og skulle til at drikke. Heldigvis nåede min far at stoppe mig, men han var ikke sikker på om jeg havde drukket noget af det, så hele familien i fuld fart til lægevagten, blot for at konstatere at der intet var sket. Det samme er sket for min lillebror – det omhandler dog ikke mælk, men derimod svampe. For engang da vi var i sommerhus, tøffede min lillebror ind i stuen med hånden fuld af svampe, og fortalte glædeligt min mor, at han havde fundet æbler i haven. Min mor blev selvfølgelig straks panikslagen, og ville vide om han havde spiste nogen. Det kunne han ikke helt svare på, så hele familien måtte igen køre til lægevagten – og endnu engang kunne vi konstatere at der intet var sket. Ja, mine forældre har på en måde været ganske uheldige med os, selvom vi dog aldrig slås. Et skænderi nu og da er vel i orden, men vi har aldrig været oppe at slås. Det kan måske skyldes, at hverken mig eller min lillebror er de helt store slagsbrødre. Egentlig synes jeg det er en hel del sjovere at diskutere med folk. Om min lillebror er enig, kan jeg selvfølgelig ikke svare på, men så vidt jeg ved slås han meget sjældent. Jeg har altid hadet slåskampe – også boksning. Hvad i alverden er meningen i at se to menneske tæske hinanden til blods? Nej, det er godt nok ikke lige min smag. Jeg er faktisk ikke så meget til at se sport – heller ikke i fjernsynet. Og det er stort set alle former for sport. Jeg kan ikke helt komme med en grund, det interesserer mig bare ikke. Men sådan er mennesker jo så forskellige.

Som teenager har jeg vidst heller ikke været hel nem. Men efter hvad min mor siger, så bliver det da bedre og bedre med tiden. De kloge hoveder siger jo også, at det er værst i starten af puberteten, med alle de hormoner der flyver og farer rundt i kroppen på de stakkels mennesker. Jeg vil på ingen måde sige at livet bliver lettere jo ældre med bliver, for det passer i hvert fald ikke! Jeg synes nærmere at det hele bliver hundrede gange så besværligt og kompliceret. Der er så mange ting man skal holde styre på, og man skal til at tage ansvar for sig selv og sine handlinger, i stedet for at give sine forældre og venner skylden for det hele. Ja, forældre må egentlig stå model til en hel masse igennem teenageårene. Og jeg kan da godt forstå at det må være hårdt at se sine små børn blive voksne og uafhængige, se dem skifte liv og personlighed, se dem flyve fra reden og håbe på at de ikke falder ned og slår sig ihjel. Min opfattelse er, at en af de sværeste tider som forældre er i børnenes teenageår, hvor de udvikler sig og forandrer sig hele tiden.
Jobbet som forældre er hårdt og svært, og det kan tage mange år at lære. Men jeg tror ikke der er ret mange forældre der fortryder det, selvom deres unger kan være stride og til tider møg irriterende. Det er jo bare noget der følger med i pakken – og man kan jo så selv bedømme om det er godt eller dårligt, at der ikke er nogen fortrydelsesret.