Nogen nattefriske? - Essay om forældre {{forumTopicSubject}}

Er der mon nogen nattefriske, som orker lige læse mit essay igennem?
Skal afleveres imorgen og er simpelten sådan i tvivl..
Jeg har på det sidste haft svært ved at skrive, og især essays..

Det skulle skrives over et digt, som handler om at man er lille og ser forældre som kæmper der ved alt. Så er man teenager, og brokker sig over at de vil styre alt (tøj, musik osv.). Så er man voksen og savner forældrene.

Her er det så:

Det er sådan jeg nyder at slutte min dag

Det er sådan jeg nyder at slutte min dag. Det er den 7. November og solen er netop ved at gå ned. Jeg er ude i parken, hvor jeg går mig en tur for at beundre naturen, filosofere og betragte alle de der har så travlt med at leve livet, mens jeg selv blot tager tingene med ro. For sådan kan jeg bedst lide det. Og det er her i denne park, når jeg går mig en aftentur, at jeg føler jeg lever livet på bedste måde. Jeg går her og betragter det efterhånden grå græs, de brune blade som endnu er iført smukke efterårsfarver og buskene, som er ved at miste sine blade og nu næsten står helt nøgne tilbage.

Jeg går langsomt gennem parken, og betragter et barn der leger i sandkassen. Barnet falder og slår sig, og løber strakst grædende hen til sin mor. Jeg tænker på dengang jeg selv var en lille dreng, iført ternede shorts og en trøje med en dinosaur på. Jeg husker hvordan jeg altid bad min far om, at fortælle historier om dinosaurer, og når jeg gjorde det så ville han næsten altid sætte sig ned med mig på sit skød, pakke mig ind i et varmt tæppe, og så fortælle om dinosauren Dino og hans gode ven Bastian. Jeg elskede de historier, for når jeg lukkede øjnene så forestillede jeg mig hvordan jeg var drengen Bastian som kunne træne farlige drager. Når historien var slut, så tiggede jeg altid om at høre en historie mere, men når jeg så fik et nej og nu skulle jeg sove, så fik jeg altid far til at blive lidt længere ved at spørge ham om der virkelig fandtes drager, og om jeg skulle være bange for at de gemte sig under min seng. Så blev far altid lidt længere, og fortalte mig at jeg skulle være bange, for han ville passe på mig.

Med et smil og en lille tåre grundet savnet og minderne af min far går jeg videre, og går forbi en gruppe unge i 15-års alderen der står samlet og griner og råber til hinanden til trods for de står helt tæt. Jeg sukker dybt, og skal til at ærgre mig over denne unødvendige støj, da en erindring fra min ungdom dukker op. Jeg er 16 år gammel, har kort mørkt pjusket hår , er iført lasede bukser og en blåternet skjorte hængende udover bukserne. Jeg er på vej ud af døren, da min moder stopper mig og med en bidskhed i sin stemme spørger ”Hvor skal du hen i det tøj?”. Jeg overvejde kort om jeg mon kunne nå at smutte ud af døren, og ignorere hendes stemme, men da jeg hørte hendes fodtrin nærme sig vendte jeg mig i stedet om og stillede mig med armene over kors, og sagde med ligegyldighed i stemmen ”Ud.”. Det skulle jeg aldrig have sagt, for strakst begyndte vi endnu en gang at skændes og jeg husker jeg smækkede hårdt med døren da jeg gik, og til vennerne undskyldte forsinkelsen med forklaringen, at min mor bare var så uforstående og troede hun skulle bestemme alt. Mit tøj, mine møbler, min musiksmag, og selv mine venner ville hun have indflydelse på.

Jeg går lidt længere og nærmere mig nu nogle bænke der står langs stien. På den brune bænk under det store egetræ sidder et kærestepar og holder om hinanden. Deres smil, kærtegn og blik til hinanden viser tydeligt hvor nyforelskede og unge de er. De lever i en bobbel, hvor kun de findes. Jeg levede også sådan engang. Var netop flyttet hjemmefra, havde fundet mig en dejlig kæreste, netop fået min studenter-eksamen og havde følelsen af at jeg kunne erobre hele verden hvis jeg ville. Det at være flyttet hjemmefra var noget vovet, spændende og nyt noget som jeg glædede mig til at afprøve. Det var skønt endelig at blive sluppet ud af reden, og pludselig kunne jeg gøre ting jeg før ikke måtte. Jeg havde så travlt med mit nye liv, hvor fester, venner, kærester og studier fyldte det hele at jeg i nogle år kun så mine forældre jul og indimellem til fødselsdage eller andre store begivenheder. De ringede ellers ofte, men det var sjældent jeg havde lyst til at besvare, og når jeg så endelig gjorde det lød jeg altid uvidende omkring at de havde forsøgt at ringe syv gange, for jeg havde da intet set.

Langsomt begynder jeg at gå videre, og jeg nyder at kunne indsnuse duften af en vinter der er på vej, og kunne beundre de flotte træer og buske, og den lille sø bag træerne for enden af stien, som jeg holder så meget af at sidde og se på mens solen går ned. Jeg elsker at sidde på den blå træbænk, og følge solens sidste stråler over parken. Her på træbænken kan jeg samle de sidste tanker inden jeg går hjemad for at afslutte dagen.

Jeg tænker på hvordan mit syn på mine forældre har været gennem livet. Først var forældrene de altvidende kæmper, så blev de de irriterende gamle som bare ville ødelægge livet for en, senere blev de helt glemt og nu hvor de begge er gået bort, da savner jeg dem. Nu ønsker jeg at kunne gå ture, snakke, debattere og søge råd og tryghed hos dem. Men disse ting har jeg først indset jeg ønsker nu hvor det er for sent.

Jeg er nu ved at være hjemme, og inden jeg træder ind af den store hoveddør snuser jeg aftenduften ind en ekstra gang, og ser ud over nattehimlen og beundrer de mange farver. Det er sådan jeg nyder at slutte min dag.