Når det næsten går galt...... {{forumTopicSubject}}

I går, tirsdag, havde jeg sprunget på Coco, han var en stjerne, jeg glad og coco selvtillid i top.

Vi skridtede glade af, uden stigebøjler og med tæppe på.
Min hund var lige så glad, løb rundt og legede, vejeret var skønt og det hele skønt.

Vi rider ud af ridebanen, pludselig kommer min hund med 100km i timen, hænger fast i snoren ved rideane indgangen, skræmmer coco ved at snoren rammer ham og coco hopper i luften og til siden, mens jeg glider af og lander på ryggen på den sten hårde jord.

Det var ikke noget vildt stundt, det foregik fra skridt af... der var ikke kald på eog jeg ramte ikke noget.

MEN jeg ramte direkte med ryggen ned i sen sten hårde jord og fik slået luften ud af lungerne og kunne længe ikke trække vejret.

Lige i sek. var jeg klar til at rejse mig op og grine. For det var fandeme uheldigt, havde jeg haft stige bøjler på og ikke sad på et glat tæppe, så var jeg jo aldrig gledet af pga så lille et hop.

men jeg kunne ikke rejse mig og jeg kunne ikke tale eller få vejret.

Min ryg gjorde ondt og mit hovede bunkede.

Jeg har en ekstrem høj smerte terskel, så da jeg efter lidt tid kunne trække vejret, satte jeg mig op igen og skridtede videre.

Jeg fik det hurtigt dårligere og dårligere og min veninde kørte mig på skade stuen.

Jeg måtte selv gå ind, da vi ingen p plads kunne finde. Jeg var svimmel, så meget sløret og var snøvlet. Jeg kom direkte ind på en stue, fik hevet alt mig tøj af og blev bedt om at blive liggende på ryggen.
Min ene albue begyndte pludselig at gøre ondt og var meget hævet og jeg kunne så stille og roligt begynde at mærke min krop.

Jeg kunne ikke tåle lys og måtte holde mig for øjnene og havde sindsygt ondt i ryggen.

jeg blev tjekker i hoved og røv - bogstaveligt talt.

Sendt til røntgen, lægen var bange for jeg havde brække ryggen og min albue.

Jeg var selv overbevist om at der intet var sket.

Jeg havde jo faldet af tusinder gange og havde prøvet det der var meget værre.......

Efter temmelig mange timer i uvidsthed viste det sig at jeg heldivis ikke havde brækker min ryg. Dog havde jeg virkelig fået slået min ryg, men den var ikke brækket.

Jeg gik hjem med en god gang hjerne rystelse, lidt trykket ribben, en albue på størrelse med min knæ og en meget blå krop.


Jeg måtte tage mig selv i at tænke, FUCK jeg var heldig.



Jeg rider ALTID med ridehjelm - og havde jeg ikke haft den på, JA så var jeg nok ikke kommet hjem.


Og nu sidder jeg og tuder fordi det først lige er gået op for mig hvor dum jeg har været.
Jeg er IKKE udødelig.
Og selv små dumme uheld kan ende ud i en kronisk skade.


Jeg sidder og tænker på alle dem der hver dag rider rundt uden hjelm og enda folk der rider bidløst - udstyrs løst, UDEN HJELM.


Jeg tænker hvorfor???? Jeg ser ikke noget sejt i at sætte ens eget liv på spil.

HVERKEN DU ELLER JEG ER UDØDELIG ELLER HELLIG....

Og jeg bliver skræmt over at vi først KAN og VIL lære lektien når uheldet er ude.....

Jeg vil inderst inde ønske at JEG kan vække en eller to op, ÅBEN jeres øjne....

LÆR AT MIN FEJL... FØR DET BLIVER JERES TUR....