Novelle... Igen :b {{forumTopicSubject}}

Hey gruppe ^^.
Hvis i har læst mit første emne ved i jo at jeg har skrevet en novelle. En sagde så at den var lidt flad og manglede klimaks. Det var jeg egentlig godt klar over og besluttede at lave den om. Det valgte jeg så at gøre i går, hvor jeg havde skriveblokering. Dum som jeg er gjorde jeg det alligevel. Men nu tror jeg at jeg har reddet den :). Hvilken syntes i bedst om?

1: http://www.hestegalleri.dk/grupper/__alt_mellem_himmel_og_jord/963209-novelle__hvad_syntes_du

2:
Jeg stirrede på gården. Jeg burde være rigtig glad, for gården var faktisk flot. Men det ville jeg selvfølgelig ikke indrømme. Jeg stirrede brændende på bindingsværket, stuehuset og stalden, og håbede inderligt at det ville forsvinde. ’’Hvad syntes du så?’’. Det var min far. Nøj hvor jeg hadede ham lige nu. Jeg fattede ikke hvad vi lavede her, ville bare hjem til mit elskede København og mine venner. Jeg snurrede rundt på hælen, skred hen over gårdspladsen og gik ind i stuehuset.

Flyttemænd kom og gik, alle vores ting blev sat på plads og jeg ordnede mit værelse. Herfra kunne jeg se ned til min hoppe, Melissa. Der var ikke længe til hun skulle have føl. Men egentlig var det lige meget, for det kunne jo først bruges når det kunne tilrides. Jeg gik ned til min far, han er for resten dyrlæge. Han mente at jeg burde gå en tur med Melissa, og for en gangs skyld gjorde jeg det. Jeg havde jo alligevel ikke andet at lave.


Jeg lagde den, der flotte læder grime på hende som jeg havde fået af far og mor. Det var før de blev skilt. Dengang boede vi i Københavns centrum og havde Melissa stående i udkanten af byen. På det tidspunkt red vi en masse stævner og vi vandt næsten alt vi deltog i. Hun var en god pony. Men den tid var forbi, for der var kun begynder stævner herude på Lars Tyndskids mark. Og min totalt egoistiske far ville jo ikke køre mig ind til byen! Han havde jo ’’travlt’’. Sådan et… Ja de ord må jeg altså ikke bruge.
Det våde græs slaskede mod mine bare ben, og mine converse blev lidt våde. Ad! Det var også Melissas skyld. Dumme møgkrikke. Vi traskede lidt videre, ind i en skov. Vi gik lidt, og jeg må desværre indrømme at det var ret hyggeligt. Men, hvad var det? Der var det igen! En lille glitrende dims, den for rundt om Melissa og hun hoppede og dansede. Jeg greb ud i luften og fangede den.

Den kiggede op på mig? Nej vent! Kiggede den på mig?! Hvad var det for en dims? Vinger og en fin glitrende kjole. En fe? Hvad fanden! Hov de ord måtte jeg ikke bruge. Ups.. Da jeg kiggede op begyndte jeg at kunne lægge to og to sammen. For den verden jeg var i, den var altså ikke som den skulle være. Glitrende træer, levende blomster og… Nej vent! Hvad var det? En enhjørning! Nej hvor var den smuk! Og der, et træ, med massere af feer! Ligesom den smukke fe jeg holdt i hånden. Den lettede fra min hånd og sagde noget der lød lidt som. Øhm. Cornelia? Jeg gik ud fra at det var hendes navn.

Hun førte mig hen til det enorme træ, og dér, i trætoppen, på en balkon, stod feernes dronning. Hun smilede og hilste på mig, ved navn. Men hvor fra vidste hun at jeg hed Linnea? Jeg kendte ikke hendes navn, men det var vidst også lidt ligegyldigt. Hun inviterede mig inden for, men jeg gloede bare på hende. Hun lo, en let og befriende latter. Med et trylleslag var jeg forvandlet. Jeg var lige så lille som Cornelia og havde fået nogle smukke vinger. Jeg fløj med ind i træet. Altså efter at jeg havde dunket ind i diverse træer og sten i hele eventyr landet… Dronningen gav mig en kop te og vi sludrede venskabeligt som to gamle veninder der ikke har set hinanden længe. Hun spurgte ind til hvad jeg lavede herude, for hun havde ikke set mig før. Jeg fortalte hende at min far og jeg lige var flyttet hertil fra København. Det var som om hun med det samme vidste at jeg var bange. Bange for ikke at få nye venner. Det var jo egentlig også derfor jeg opførte mig som jeg gjorde. Paraderne var sat og jeg havde muret mig inde. Oveni købet over for min far. Men jeg var jo også bare en forkælet bytøs. Sandheden gjorde ondt. Dronningen fortalte mig, at her var jeg altid velkommen. Jeg følte mig godt tilpas, og vidste at her ville jeg få gode venner. Jeg sagde at jeg nok hellere måtte se at komme hjem. Cornelia viste mig hen til en bue af træer, nærmest en port. Så svævede hun rundt om Melissa og mig. Og WHUSH! Vi for igennem tiden tilbage til vores egen verden og landede lige foran ''porten''.

Jeg så mig om. Jo, den var god nok! Vi var tilbage. Men jeg følte mig… Anderledes. Tror jeg. Som et bedre menneske. Gladere... Skørt, ikke sandt? Nå, jeg slog klik med tungen og trak Melissa hjem. Men hun var ligesom heller ikke sig selv. Sløv og tung, ville ikke rigtig. Jeg vidste godt hvad det betød, og regnede ud at hun nok skulle fole i aften. Til min irritation mærkede jeg et stik af spænding. Tag dig sammen, tænkte jeg, det føl er først brugbart om tre år! Men jo, jeg glædede mig altså.
Hjemme i stalden havde min far gjort klar til folingen. Han har en ret vild sans for hvornår sådan noget sker. Ren halm var strøet ud og grejet stod klar på staldgangen. Jeg kiggede lidt på det. Jo det var der alt sammen. Jeg striglede min lille hest grundigt og sørgede for at hun havde det rigtig dejligt. Så smuttede jeg stille ud af stalden og ind i huset.

Min far serverede aftensmaden og vi snakkede lidt om Melissa. Han håbede på at hun fik et hoppeføl. Han havde nemlig fået den idé at han skulle avle på MIN hoppe. Derfor håbede jeg at hun fik en hingst. Bare for at være lidt på tværs, ikk? Nå men vi så lidt Military på Euro Sport og gik så i seng. Vi regnede med at Melissa nok skulle klare det selv, men min far havde nu alligevel sat en alarm op i stalden og på vores værelser, så vi kunne høre hvis der skete noget.


HVIIIIN! Jeg satte mig brat op i sengen, eller nej jeg væltede ud af den og styrtede ud af døren, råbte på min far og løb alt hvad jeg kunne ned i stalden. Jeg ved ikke hvorfor det betød noget for mig, men jeg var bekymret for Melissa. Og da jeg så hende brød jeg helt sammen. Hun lå i halmen og svedte og svedte, helt ustyrligt. Føllet lå med forbenene ude, men hovedet lå langs med dens ryg. Min far bad mig sætte mig ned hos Melissa og snakke til hende. Da jeg satte mig så jeg et lille lysglimt flyve rundt i boksen, den dryssede noget næsten usynligt støv ned over hende. Jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg koncentrerede mig om min hest og sørgede omhyggeligt for ikke at se på hvad min far lavede, det ville være for meget. Men der gik ikke længe før min far fik fat på hovedet og vendt det. Det undrede ham meget, for han syntes ellers det lå langt inde. Nu vidste jeg selvfølgelig godt hvad det havde været for et lysglimt.

Klokken 5, om morgnen den 10. juni kom et lille hingsteføl endelig til verdenen. Han var sund og rask, og bar ikke præg af den forfærdelige foling. Han var sort med fire hvide sokker og en lang blis der løb ned over han smukke hoved. På bagpartiet var der en masse små hvide pletter. Som festøv. Min far spurgte hvad han skulle hede, og jeg vidste det med det samme. Fairy Dust.

Til dem der ikke ved det betyder Fairy Dust; Fe støv
Jeg håber i skønne mennesker vil hjælpe mig endnu en gang

Knus herfra ^^