Novelle. Hvad syntes du? {{forumTopicSubject}}

Hej HG folk
Jeg har eksperimenteret lidt med den her novelle og vil være rigtig glad hvis i gad læse og evnt komme med noget konstruktiv kritik

Jeg stirrede på gården. Jeg burde være rigtig glad, for gården var faktisk flot. Men det ville jeg selvfølgelig ikke indrømme. Jeg stirrede brændende på bindingsværket, taget og stalden, og håbede inderligt at det ville forsvinde. ’’Hvad syntes du så?’’. Det var min far. Nøj hvor jeg hadede ham lige nu. Jeg fattede ikke hvad vi lavede her, ville bare hjem til mit elskede København og mine venner. Jeg snurrede rundt på hælen, skred hen over gårdspladsen og gik ind i stuehuset.

Flyttemænd kom og gik, alle vores ting blev sat på plads og jeg ordnede mit værelse. Herfra kunne jeg se ned til min hoppe, Melissa. Der var ikke længe til hun skulle have føl. Men egentlig var det lige meget, for det kunne jo først bruges når det kunne tilrides. Jeg gik ned til min far, han er for resten dyrlæge. Han mente at jeg burde gå en tur med Melissa, og for en gangs skyld gjorde jeg det. Jeg havde jo alligevel ikke andet at lave.

Jeg lagde den, der flotte læder grime på som jeg havde fået af far og mor. Det var før de blev skilt. Dengang boede vi i Københavns centrum og havde Melissa stående i udkanten af byen. På det tidspunkt red vi en masse stævner og vi vandt næsten alt vi deltog i. Hun var en god pony. Men den tid var forbi, for der var kun begynder stævner herude på Lars Tyndskids mark. Og min totalt egoistiske far ville jo ikke køre mig ind til byen! Han havde jo ’’travlt’’. Sådan et… Ja de ord må jeg altså ikke bruge.

Det våde græs slaskede mod mine bare ben, og mine converse blev lidt våde. Ad! Det var også Melissas skyld. Dumme møgkrikke. Vi traskede lidt videre, ind i en skov. Vi gik lidt, og jeg må desværre indrømme at det var ret hyggeligt. Men, hvad var det? Der var det igen! En lille glitrende dims, den for rundt om Melissa og hun hoppede og dansede. Jeg greb ud i luften og fangede den.

Den kiggede op på mig? Nej vent! Kiggede den på mig?! Hvad var det for en dims? Vinger og en fin glitrende kjole. En fe? Hvad i fanden! Hov de ord måtte jeg ikke bruge. Ups.. Da jeg kiggede op begyndte jeg at kunne lægge to og to sammen. For den verden jeg var i, den var altså ikke som den skulle være. Glitrende træer, levende blomster og… Nej vent! Hvad var det? En enhjørning! Nej hvor var den smuk! Og der, et træ, med masere af feer! Ligesom den smukke fe jeg holdt i hånden. Den lille fe lettede fra min hånd og sagde noget der lød lidt som. Øhm. Cornelia? Jeg gik ud fra at det var hendes navn.

Hun førte mig hen til det enorme træ, og dér, i trætoppen, på en balkon, stod feernes dronning. Hun smilede og hilste på mig, ved navn. Men hvor fra vidste hun at jeg hed Linnea? Jeg kendte ikke hendes navn, men det var vidst også lidt ligegyldigt. Pludselig kom en lille fe flyvende, den dunkede ind i mit hoved. Av for den! Feen, som åbenbart hed Mellindano, fortalte dronningen at hun ikke kunne få fat i de sidste æbler, for hun havde brækket sine ene vinge. Dum som jeg var spurgte jeg om hun ikke bare kunne få en anden til at gøre det. Men nej, nej for det var åbenbart et særligt talent. Hvor skørt! Den eneste fe der kunne udover hende var i menneskenes verden. Men, jeg hader virkelig men’er, hvis et menneske fik drysset fe støv over sig ville det kunne hente æblerne. Kan i så gætte jer til resten? Jeg fik det der glitrende stads ud over mig og hentede æblerne. Jo, egentlig var det jo nemt nok, men jeg skulle lige lære at styre de der vinger. Jeg har slet ikke lyst til at uddybe om hvor ondt det gjorde at flyve ind i diverse sten og træer. Men det var bare så sejt at kunne flyve! Og nu, nu ville jeg faktisk slet ikke af med dem igen. Fe dronningen gav mig dem i gave og sagde at jeg altid var velkommen. Cornelia viste mig hen til det sted hvor jeg var kommet ind. Det var to store træer, de dannede nærmest en bue. Skørt at jeg ikke havde set dem før. Hun svævede rundt om mig, og WHUS, så var Melissa og jeg tilbage.

Jeg så mig om. Jo, den var god nok! Vi var tilbage. Men jeg følte mig… Anderledes. Tror jeg. Som et bedre menneske. Skørt, ikke sandt? Nå, jeg slog klik med tungen og trak Melissa hjem. Men hun var ligesom heller ikke sig selv. Sløv og tung, ville ikke rigtig. Jeg vidste godt hvad det betød, og regnede ud at hun nok skulle fole i aften. Til min irritation mærkede jeg et stik af spænding. Tag dig sammen, tænkte jeg, det føl er først brugbart om tre år! Men jo, jeg glædede mig altså.

Hjemme i stalden havde min far gjort klar til folingen. Han har en ret vild sans for hvornår sådan noget sker. Ren halm var strøet ud og grejet stod klar på staldgangen. Jeg kiggede lidt på det. Jo det var der alt sammen. Jeg striglede min lille hest grundigt og sørgede for at hun havde det rigtig dejligt. Så smuttede jeg stille ud af stalden og ind i huset.

Min far serverede aftensmaden og vi snakkede lidt om Melissa. Han håbede på at hun fik et hoppeføl. Han har nemlig fået den idé at han skal avle på MIN hoppe. Derfor håber jeg at hun får en hingst. Bare for at være lidt på tværs, ikk? Nå men vi så lidt Military på Euro Sport og gik så i seng. Vi regnede med at Melissa nok skulle klare det selv, men min far havde nu alligevel sat en alarm op i stalden og på vores værelser, så vi kunne høre hvis der skete noget.

HVIIIIN! Jeg satte mig brat op i sengen, eller nej jeg væltede ud af den og styrtede ud af døren, råbte på min far og løb alt hvad jeg kunne ned i stalden. Jeg ved ikke hvorfor det betød noget for mig, men jeg var bekymret for Melissa. Og da jeg så hende brød jeg helt sammen. Hun lå i halmen og svedte og svedte, helt ustyrligt. Og dér var problemet! Føllet havde forbenene ude, mén hovedet, hvor var det? Min far fandt lyn hurtigt ud af det, det var bøjet bag over og lå langs ryggen. Han bad mig sætte mig ned hos Melissa og snakke til hende. Da jeg satte mig så jeg et lille lysglimt ’’side’’ på hendes bagpart. Jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg koncentrerede mig om min hest og sørgede omhyggeligt for ikke at se på hvad min far lavede, det ville være for meget.

Klokken 5, om morgnen den 10. juni kom et lille hingsteføl endelig til verdenen. Han var sund og rask, og bar ikke præg af den forfærdelige foling. Han var sort med fire hvide sokker og en lang blis. Og dér på den ene flanke var et hvidt mærke. En engel? Nej vent! Det var en fe. Meget tydeligt. Og nu vidste jeg hvad det lille lysglimt havde været!

Hvis du er nået her til er du ret sej :b
God weekend!
Vriiiiinsk fra Malle og Desi!