novelle. {{forumTopicSubject}}

hvad syntes i ?

Mobning stop det

Jeg græder, jeg vil ikke mere, det er ikke det her værd, mit liv altså, jeg sidder i et lille og mørkt rum, klokken er ca. 09:07 jeg tænker tilbage på den dag jeg løb, løb alt hvad jeg kunne, mit hjerte bankede mit ben var tungt, det blev tungere for hvert skridt, hvert skridt var en byrte for mig, og jeg havde ondt i hele kroppen, de var alle sammen dumme, de var alle sammen nogle idioter, de forstod mig ikke, hverken Mathilde, Simon, Karoline og alle de andre de ville sikkert heller ikke, der var ingen der ville forstå mig, der var ingen der hørte mit råb om hjælp. Ingen, jeg havde aldrig følt mig så alene som den dag jeg løb hen over gårdspladsen bare med et håndklæde omkring mig, det var Kamilla og Josephine der gjorde det imod mig det er jeg sikker på, det var dem der tog mit tøj, jeg havde sådan lyst til at banke dem, give dem en på siden af hovedet så de ville ryge hen i næste uge, men sådan er jeg bare ikke, det vidste de også godt, det var derfor det skulle gå ud over mig at de havde det svært, de vidste de ikke ville få noget modstand, det var det de vidste, det må værre det, jeg kan i hvert fald ikke se andre grunde til at de sårede mig på den måde. Jeg mener bare hvad har jeg de ikke har?.
Ingen ting, slet ingen ting!.
Og nu når jeg alligevel er ved at fortælle det hele var der også den dag, den dag Morten slog op, jeg havde været så glad indtil dette, jeg troede enlig det var lykken, og så gjorde han dette, jeg begyndte at trøste spise, og det var altså ikke bare sådan for sjov jeg tog flere kilo på for hver gang jeg vejede mig, der gik ikke lang tid før folk fik øjnene op for det jeg blev kaldt fede og en masse andet jeg ikke havde lyst til at tænke på, men jeg havde da i det mindste min familie og enda en god en af slagsene troede jeg, men det gik op for mig at den ikke var så god alligevel, for min far sparkede ofte mig når vi sad ved bordet for at gøre mig opmærksom på at jeg spiste for meget. Og min mor gjorde intet hun turde ikke stå frem, men jeg ville prøve at gøre noget ved det selv, og da det ville tage lang tid at tabe mig på almindelig vis opgav jeg det, og fandt i stedet mig selv på toilettet hver dag for at kaste op, ikke fordi jeg som sådan havde det dårligt, men jeg var bange, bange for at tage på igen, så nu blev jeg den folk altid forbandt med hende der ikke kunne holde til noget, hende der ikke engang kunne cykle i skole, jeg var sur på Morten det var alt sammen hans skyld og hver gang jeg så ham, eller så hans beskeder tænkte jeg bare Morten du er en idiot, en idiot ligesom alle de andre, Du er ikke bedre, dig som jeg havde sat min tillid til. Ingen er til at stole på , INGEN !.
Tiden gik , jeg blev ikke bedre til at tage på , frygten for at tage for meget på blev ved med at være der, jeg var svimmel hele tiden, jeg kunne slet ikke fungere en hel dag, jeg begyndte at pjække fra skole, jeg lavede ikke noget, sad bare på mit værelse, jeg havde ingen veninder efter det Kamilla og Josephine gjorde mod mig, jeg blev mere og mere menneske sky, jeg var restløs jeg kunne ikke side stille, men samtidig kunne jeg ikke noget, jeg havde ikke overskud til det, det var tit sådan jeg bare sad på en stol og rystede med benet fordi jeg var restløs, men det var ikke sådan at jeg kunne finde på at løbe en tur, nej det var for hårdt, det krævede for mig af mig, bare at smide et stykke skrald ud var for meget for mig, og så var der det med at jeg skulle være ud sammen med andre mennesker, uden at vide hvad de ville tænke om mig, det fik jeg det også bare dårligt at, og så var der desuden også det med jeg følte jeg ikke kunne få luft.
Der gik flere og flere dage på den måde, og nu er det ved at være et halvt års tid siden, og jeg ville ikke mere, der er ingen ud vej, det er en ond cirkel, der aldrig stopper, jeg bliver aldrig mere glad igen, jeg kommer aldrig mere til at smile igen, ingen holder af mig, ingen elsker mig , ingen forstår mig, ingen har brug for mig, Jeg er her uden nytte, jeg er rent ud sagt værdiløs!.
Jeg trækker trøjen op, jeg kan nu se min mave, jeg ser ikke den mave jeg helst vil se, men en mave fyldt med sår og ar, jeg prøver at over bevise mig om at jeg ikke skal lave et til, men jeg bliver enig med mig selv om at et sår fra eller til kan være det samme, kniven rammer mig, kniven glider hen af min mave, jeg græder endnu mere end tidligere, jeg skriger inden i mig selv, det gør ondt, men det hjælper, det plejer det i hvert fald. jeg tørrer blodet af i min hånd og vil derefter fjerne mine tåre, så det ender med jeg bliver fuld af blod i hele hovedet.
Jeg trækker ærmet op, og ser håbløst på mine sår, og tæller mine selvmords forsøg.
Der er ved at være rimelig mange, jeg tænker tanken godt igennem inde i mig selv en ekstra gang, jeg vil ikke gøre det, jeg har været heldig, men hvem siger jeg er det næste gang?.
Jeg vil ikke!.
Men der er en mærkelig stemme jeg har stødt på et par gange før, en stemme som ingen andre kan høre, der siger til mig at jeg skal gøre det,
Kniven glider hen over min pulsåre, om det var hurtigt eller langsomt ved jeg ikke, jeg fik det dårligt af alt det blod der kom, så jeg smed mig ned på gulvet.
Jeg havde på fornemmelsen at det nok var mine sidste øje blikke, og som jeg havde regnet med var der ingen der bekymrede sig om mig,
:Stine, Stine er du okay?.
Hvem var det, jeg kunne ikke genkende stemmen, jeg havde ikke kræfter til at svare tilbage, jeg blev svagere og svagere jeg tænkte pludselig på alt det gode, jeg ville jo ikke væk alligevel, Men det sortnede for øjnene, jeg hørte døren gå op, pigen der tidligere havde spurgt til mig græd, jeg kunne høre det var den samme stemme, Jeg prøvede at få nogle ord frem men jeg kunne virkelig ikke, jeg var allerede væk, jeg var opfaret til dødsriget.