FSA Novelle :-) - hva sys i? {{forumTopicSubject}}

vi skal skrive en novelle i Dansk stil. vi har fået et FSA hæfte.
men det kunne være rart hvis i ville rette den igennem og evt tjekke kommafejl stinker til komma, har prøvet så godt jeg kunne men i behøver ikke. i må også bare sige hvad i synes om den!

<b>opgave 4 Begravelse</b> (overskrift)

…
Bilen startede ikke i første forsøg, det var også en gammel bil, den kunne næsten kaldes for veteran.
Vejen hen til kirken sad jeg med et koldt blik ud, og kiggede ud af ruden. Der blev ikke sagt ét eneste ord, og stemningen dyster. Da vi ankom til kirken var mine bedsteforældre allerede kommet og kirken var pyntet flot med roser, tulipaner og andre blomster i en masse farver, det var dejligt at ikke alt var sort. Blomsterne symboliserede min glade lille lillesøster, Mariya Celestine Carlsson.
Kisten stod åben, jeg gik hen for at se hende for sidste gang, i hvert fald her på jorden. Jeg hviskede stille i hendes øre ”måske ses vi igen en dag?” Jeg gav hende et kys på kinden. Ved hendes venstre side havde hun sin elskede bamse, Polly. Vi lukkede kisten. Jeg havde aldrig set en så lille kiste. Den var hvid med fine træmønstre. Vi gik op på vores pladser, gæsterne var begyndt lige så roligt at komme. Da min bedste veninde kom, brød jeg sammen, hun krammede mig og trøstede mig så godt som hun nu kunne. Hun satte sig ved siden af mig, tog min hånd i sin.
Jeg kom til at tænke på det som skete for to uger siden.
Jeg skulle hente min 5 år gamle lillesøster fra børnehaven, der var kort vej fra børnehaven og hjem, så vi gik. Da jeg kom hen til børnehaven gik jeg så ind til en af pædagogerne og spurgte hvor hun var, det var nemlig meget uoverskueligt med 30 børn, alle sammen med hue. Hun svarede at hun var blevet hentet, for en halv time siden, ”af hvem?” spurgte jeg, ”En mand, det er sikkert din far”. Jeg gav hende ret og gik hjem. Det var sikkert min far som havde fået tidligere fri og taget hende hjem og så glemt at fortælle mig det. Jeg gik hjem igen, vejret var koldt, og der var kommet et tyndt lag sne, der lige gjorde fortovet hvidt. jeg gik og kiggede ned i jorden, jeg fik øje på en hue i kanten af fortovet, det var en magen til Mariyas, eller det var Mariyas, det var mormor som havde strikket den. Jeg samlede den op. Jeg fik en underlig tanke, hvis far havde hentet hende havde han i hvert fald ikke gået, men hvorfor lå hendes hue på asfalten? Jeg ringede straks til far, mine fingre var stivfrosne, jeg kunne næsten ikke indtaste nummeret. Far tog telefonen i første forsøg, jeg spurgte ham så: ”har du hentet Mariya fra børnehaven i dag?” ”Nej, det var jo din opgave, jeg sidder her på kontoret er hjemme om en 25 minutter. Hallo, Ida, er der noget galt?” Jeg stoppede op far spurgte igen: ”er der noget galt?” ”Hun er væk.” ”Hvad siger du?” Jeg blev hysterisk og råbte i røret: ”HUN ER VÆK FAR! KIDNAPPET!” ”Tag det med ro, jeg kommer hjem nu, og så finder vi ud af det, hun er helt sikkert ikke væk, måske har de bare forvekslet hende med en anden i børnehaven.” ”Nej far, hun blev hentet for cirka tre kvarter siden.” Vi sagde ingen ting i et stykke tid, ”Af en mand.” fortsatte jeg. ”Jeg har lige fundet hendes hue her på fortovet, den mormor har strikket til hende. Far kom hjem nu! Jeg er hjemme om 15 minutter.” ”Nej! Du bliver hvor du står, jeg samler dig op.” Der gik ikke 10 minutter og far han kom. Jeg hoppede ind på passager sædet. ”Hvor skal vi hen, far?” ”Vi køre til politistationen, og melder hende kidnappet.” Far tog min hånd, kiggede på mig og smilede, men i hans blik var der frygt og bekymring. Jeg tror jeg havde det på samme måde. Hvor var min lille søster?
Vi kørte 20 minutter for at komme hen til politistationen. Far meldte kidnapning. De tog det seriøst og satte straks en patruljevogn ud for at efterforske sagen. Pædagogen i børnahaven beskrev manden som høj, cirka 195, slank og spinkel i bygning, gråt hår og rynker, han er nok slut i 60’erne.
Vi kørte hjem efter at have talt med politichefen. Da vi kom hjem ringede vi efter mor og gav hende et kort referat. Hun var i Malmö så det ville nok tage hende fire timer at komme hjem, og det afhang også meget trafikken.

Jeg kunne ikke sove om natten, og heller ikke de kommende.
Manden var overhoved ikke set, selvom han var efterlyst i hele Danmark, og nabolandene.
Fredag den 17 november blev vi ringet op af politiet. ”Hej, Vi har noget at fortælle jer. Det gør meget ondt at sige, men vi har fundet Mariya, bundet fast til et træ i skoven ved siden af hendes børnehave.” ”Hvordan…?” Svarede mor, hun satte sig ned på en stol, og øjnene løb i vand. Det måtte være slemt. Jeg tog hendes hånd i min. ”Ja farvel, tak for hjælpen.” Afsluttede mor, og lagde røret på. Jeg kiggede på hende med et spørgende blik, ”fortæl.” Jeg satte mig ned på stolen ved siden af hende. ”De har nu fundet hende, bundet fast til et træ, mærker på halsen efter kvælertag, blå mærker på kroppen, og tegn på voldtægt.” Mor brud sammen, og det samme gjorde jeg. Min lillesøster var væk.
Dagen efter havde de fået de DNA-prøver tilbage, som de fandt på Mariyas krop. Det var en mand, kendt af det tyske politi, narkohandler, og manddrab i 2004. Hans navn var Heinrich Einritzh.
Præsten gik op til alteret. Han holdte en tale, læste min tale op til Mariya, jeg kunne ikke selv holde det ud, jeg ville falde sammen af gråd. Kirken hulkede og der var en konstant snøften. Da vi var færdig i kirken blev hun kørt væk i en sort kistebil, min lillesøster. Snart ville hun være væk på jordens overflade.

<b>11 måneder senere</b>
Mariya var stadig savnet, og der gik ikke én dag uden hun dukkede op i vores tanker. Men efterhånden lærte vi at leve med det, hvad kunne vi lave om? Intet… Desværre. Hver dag efter skole går jeg ned til graven og ligger en pukket blomster. Graven er så fin og farvet, på trods af bladene var faldet af træerne. Men når man så på graven var det åbenlyst at se, hun havde det godt. Hun var i paradis. Hun levede det liv hun aldrig fik.
Mor blev gravid, jeg fik det af vide da hun var i 3 måned, jeg kunne godt se hendes mave bulede ud, men alligevel da jeg fik det af vide var jeg lykkelig. Det var en pige. Hun skulle hedde Ida Marie, ligesom Mariyas bamse.
Da Ida kom ud, var der mange samlet omkring. Jeg fik lov til at klippe strengen over mellem mor og datter, hun lignede sin søster, Mariya. Hvad mon Mariya ville sige til at blive storesøster?
Jeg tror på at når et lys slukkes, tændes der et nyt, i hvert fald her hos os.
Det var så historien om os på Østerbrogade.