Novellebedømmelse (kig venligst) Novellebedømmelse (kig venligst)

Kære alle HGére
Keg var, for lidt siden, til dansk terminsprøve. Jeg går i 8 klasse, men blev stillet en 9 klasses opgave uden x-tra tid. Jeg er meget nervøs for resultatet, så jeg vil lige hører om hvorvidt nogen af jer gider at lægger en kommentar. Det ville jeg sætte stor pris på :-D.
opgaven var at skrive en novelle om et gammelt ordsprog oom hænde (såsom; at vaske sine hænder, være bundet på hænder og fødder m.v.) jeg valgte; At have livet i hænderne.
her kommer den: 3 - Hænder
-Med livet i hænderne

Min varme, omsorgsfulde jord forsvinder langsomt, men sikkert under mine bævende, kolde fødder. Kræft? Nej, det kan ikke passe. Kræft er noget andre mennesker får. Måske en vens gamle, slidte bedstefar. Men ikke mig! Slet, slet ikke mig! Min, ellers bløde, varme stemme, forvandler sig nu til en ru og hul hvisken. ”gnai!”

Min første reaktion var en hårdnakket benægtelse. Hvad ellers. De havde vel ikke, selv i deres vildeste fantasi, regnet med, at jeg åd den med det samme. Hvis de havde, blev de slemt skuffede.
Jeg løb. Hurtigt. Jeg hørte mine fodtrin bag mig, et afdæmpet ekko af min fortid. Jeg huskede svagt den pumpende adrenalin, lyden af bekymrede og grådkvalte stemmer, der forfulgte mig gennem de lange hvide og klinisk rene gange, ind og ud af fremmede lokaler. Mens de genlød i mit forvirrede hoved, skiftede de langsomt karakter. Det var nu min stemme, som den havde været før. Blød og varm, men nu også faretruende slesk.
Den hviskede forfærdelige ting. Den hviskede jeg var egoistisk, selvoptaget og en byrde for alle jeg elskede. Jeg vidste jo godt det ikke passede, at det var en forvirret persons tanker jeg hørte, mine tanker. Men inderst inde, allerinderst inde, var der en lille svag del af mig, som ikke kunne lade være med at tro, på denne forførende visken.
Smerte!
Det næste jeg husker er en grim lugt af røg. Da jeg åbnede øjnene så jeg, at en fremmed mand stod lænet ind over mig. Hans tænder var gule og beskidte. I afsky trak jeg dynen op over mit hoved. Han grinede og rettede sig op. Jeg stak hovedet frem og så uforstående på ham. Uden en lyd vendte han sig om og gik. Efter lidt tid, gik det op for mig hvor jeg var. Jeg lå i en hvid seng, med hvidt nattøj, i et hvid rum.
Jeg havde egentlig aldrig kunnet lide hvid. Det var bare i det øjeblik jeg erkendte det. Hvid var for perfekt for mig. En farve jeg alligevel aldrig kunne leve op til. Så hvorfor gøre forsøget og beskæftige sig med den?
Pludselig begyndte det hele at vende tilbage. Min ukontrollerede flugt, stemmerne, faldet.
Der var jeg så. Liggende i hvidt. Med hul i hovedet og lungekræft. Jeg forsøgte at tænke på det konstant. Jeg ville have svar på det hele. Ikke fra andre, men fra mig selv. Jeg ville ikke vide hvor længe jeg kunne leve med det, men om jeg overhovedet kunne leve med det. En byrde havde jeg jo altid været. Med mine psykiske problemer. Jeg havde altid haft svært ved at udtrykke mig gennem ord. I mine tanker formulerede jeg mig flydende. Men når det så kom til tale var det som om ordene ligesom sad fast i halsen på mig. Normalt tegnede jeg, når jeg havde brug for at udtrykke mig. Ikke fordi det blev pænt. Slet ikke. Men fordi det kunne lade sig gøre. Nogle gange handlede jeg også uden at tænke først. Som med min flugt.
1/2
Den var ikke god for andet, end et hul i hovedet. Ofte talte folk til mig som om jeg var tre. Det irritererede mig bare grænseløst.


Byrder havde jeg altid haft nok af. Min familie havde så til gengæld, altid været der for mig, til at bære lidt byrderne, når det blev for meget. Men lige da var det nok. Jeg kunne ikke klare mere. Febrilsk så jeg mig omkring med vilde og hjælpeløse øjne. På bordet, fire meter væk, stod de. De piller, som skulle lette mig fra mine byrder, på en måde, mine forældre aldrig havde kunnet. Da jeg rejste mig op, begyndte jorden at snurre under mig. En voldsom smerte, forsøgte at flække mit kranium. Jeg kom på benene, men fik kun taget to-tre skridt før jeg faldt. Hvis smerten før var slem, kunne denne ikke beskrives. To meter fra målet. Og da forstod jeg hvad denne, ellers uforståelige, sætning betød; så tæt på, og alligevel så langt fra.
På knæ og hænder tilbagelagde jeg endnu en meter, før sygeplejersken kom ind. Kun iført hvidt. Hun tog mig under armene, rejste mig op og snakkede godmodigt til mig, som var jeg en dum og ligegyldig køter. Men jeg var ligeglad. Jeg havde kun øje for mit mål. I takt med jeg nærmede mig sengen, forsvandt det af syne. På en måde føltes den bløde rene og hvide seng som en befrielse under mig. På hendes vej ud opfangede jeg svagt, at hende den hvide, tog min udvej med sig. Jeg var fortabt. Og træt. Jeg sov.
Da jeg vågnede igen var jeg tom. Men det var en følelse jeg hjerteligt bød velkommen. De næste par dage gjorde jeg forsøget med ethvert pilleglas jeg så. Hvorfor havde jeg glemt. Det føltes bare så rigtigt. Men hver gang min plan var ved at lykkes, skete der noget, som forhindrede min rejse. Hvis de dog bare forstod mig, ville det hele have være lettere. Lettere. Enklere. Perfekt. Hvid.
Min taktik blev lagt bag mig. Jeg vil ikke vide noget. Jeg vil leve i uvidenhed og lade livet passere. Ikke revy. Bare i nutid og fremtid. For evigt.

I den periode var mit liv ensformigt. Jeg sov, vågnede, sov, vågnede, frøs, svedte, spiste, sov, tænkte ligegyldige tanker, vågnede og sov. Det var mit liv. Ikke spændene. Ikke kedeligt. Bare mit liv, som jeg syntes det altid burdet have set ud.
Hvorfor jeg stadig var indlagt vidste jeg ikke. Mit hul i hovedet var næsten væk, og jeg regnede ikke med at skulle være indlagt til jeg døde af det ene eller det andet.
Min familie besøgte mig dagligt, men jeg var ligeglad. Eller, egentlig ikke ligeglad. Bare ikke glad. Misforstå mig ikke. Jeg var ikke vred dem eller noget. Bare ikke glad. De forsøgte med en psykolog, men da jeg bare stirrede på ham, forsvandt han på et tidspunkt. Det gjorde alle de andre også. Selv min familie begyndte også at besøge mig ugentligt. Ingen af dem havde styrken til at blive og se livsgnisten ebbe ud af mig. Jeg forstod dem godt. Kunne jeg, havde jeg gjort det samme.

Nu, 10 år efter er jeg glad for, at en blev. En blev og beskyttede mig mod mig selv.
En vi har hørt om før. Kvinden med den nedladende stemme og det hvide tøj. Hun tog mit liv ud af mine uansvarlige hænder, og værnede om det med sine. Hvid. Mere hvid. Perfekt.
2/2