Nu skal det altså stoppe! {{forumTopicSubject}}

Hver klar til en halv novelle, jeg er så sur på mig selv! Og ked af det og.. Kan bare ikke forklare følelsen!

Det startede med at jeg var rimelig vild med den her fyr.. Havde faktisk været små lun på ham i nogle år, kendte ham ikke men havde set ham et par gange.
Her sidste år startede jeg jo så på en ny skole, hvor han så dukkede op! Min bedsteveninde endte i klasse med ham(jeg endte desværre i den anden ende af skolen). De blev rimelig gode venner og han blev lun på hende..(:-/) Men efter noget tid begyndte vi også at snakke lidt sammen, vi var begge VILDT generte! Vi begyndte så også at skrive sammen, som de fleste forelskede teenagere blev jeg jo viildt glad da han begyndte at sende '<3' og ':-*'. En dag spurgte han så om hvad jeg ville svare hvis han spurgte om vi skulle komme sammen..
For at gøre historien kortere: Vi kom sammen en uge efter!
Vi havde et meget underligt forhold, snakkede ikke så meget sammen, krammede hej og farvel i skolen, kyssede ikke specielt tit.. Men det varede alligevel 2 måneder! Skal nok lige nævne, han var min første kæreste...
Han slog op på sms, faktisk lige et par timer efter vi havde sagt farvel på en rimelig 'kærestet' måde.. Og samme tidspunkt som jeg snakkede med mine veninder om at gøre det forbi..
Jeg havde det fint den weekend, men da jeg så ham første gang om mandagen, så kom tårene! Han ignorerede mig siden den dag.
Men efter nogle måneder begyndte vi langsom at snakke sammen igen, meget bedre end vi gjorde før og mens vi var kærester. Det gjorde vi så og sidste skoledag sad vi bare og snakkede. Det var SÅ rart! Den kegle havde krykker på det tidspunkt så vores kram blev rimelig kejtet, det var skrive emnet da han var kørt hjem.
Nu efter ferien ignorerede han mig så igen.. Eller vi snakkede slet ikke sammen.. Hvilket jeg ikke kunne lide selvfølgelig..
Skal lige siges, jeg har HELE tiden været forelsket i ham..

Så her i aften var jeg taget over for at se opvarmning til DM i Rally(på den anden side af gaden hvor jeg bor). Jeg havde slet ikke tænkt på at han ville komme(selvom han er lidt af en bilnørd..) Men pludselig stod han ved min side! Jeg blev vildt rød i hovedet..
Men for at gøre en laang og hyggeligt aften kort:
Vi snakkede godt sammen hele aften, selvom en fælles ven(kalder ham x) tog meget opmærksomhed og snakkede mest.. Men alligevel.
Vi skulle så til at hjem og vi kom så ind på emnet om min "dræberkanin" som de gerne ville se. De kom så med hjem for at se den, de var sjovt nok alle bange for den

Jeg lagde mærke til at han kiggede meget på ham, og da han nakkede min mobil og opdagede at der var en dreng som havde skrevet "Skal vi ikke komme sammen? Jeg ved du har sagt nej, men please? Giv mig en chance!"(helt anden historie).. Han kendte ikke ham drengen, men han så næsten såret ud, selvom han prøvede at skjule det..
Hans venner sagde mange gange et eller andet om den gang vi kom sammen(eller nævnte noget derfra), begge gange kiggede jeg sådan lidt væk, for de skulle ikke se at minderne såre mig.. Han rødmede nogle gange...

Jeg er stadig SÅ langt væk i ham! Han indrømmede også inden ferien at han savnede mig, ved ikke om han stadig gør, men tænk nu hvis?....
Men jeg vil SÅ gerne have det til at stoppe! Nogle gode råd? Please..

-Undskyld det blev så langt, men ville VIRKELG gerne ud med det.. Det kunne sagtens blive længere..

Hvis der er en som vil skrive lidt, måske har samme problem(?), så skriv til mig!

Tak fordi du ville læse det her!<3
-Stavefejl er gratis!