Puha, at komme videre ... {{forumTopicSubject}}

Jeg er så heldig at jeg fra i 2 måneder havde arbejde i en stald - jeg elskede at stå op til at arbejde med heste det meste af dagen, og en ekstra bonus var jo så at jeg var møgglad for min chef, desværre var stedet bare ret ustruktureret og jeg begyndte at få slemme symptomer på stress og depression, så jeg måtte sige farvel og tak, for at invadere kærestens værelse indtil vi flytter i hus.

Jeg går bare og laver ikke en skid for tiden, ikke lige hvad jeg bedst kan lide, men det er som om jeg kører rundt i en dum cirkel. Tanken om at få et nyt arbejde tager simpelthen pusten fra mig.
Der er en stald i nærheden hvor de ifl. deres hjemmeside søger en rytter, og efter de kommentare jeg fik med fra sidste arbejdsplads er det en stilling jeg gerne vil søge - men hver gang jeg er ved at fatte telefonen går det galt.

Min brystkasse snører sig helt sammen og jeg får hjertebanken, tanken om at trykke på den grønne telefon og ringe op giver mig kvalme - og tanken om hverdag at skulle stå op og tage på arbejde igen gør mig helt modløs.

Jeg er 100% sikker på at jeg vil starte i skole til sommer og jeg glæder mig rigtig meget, men hvis jeg skal gå og glo indtil da bliver jeg skør i låget. Jeg har elsket heste siden jeg var lille og jeg savner så meget at arbejde med de dejlige dyr, så det er jo en ret god mulighed, især fordi jeg gerne vil ud og ride nogle stævner, og have egen hest igen - hvilket det job ville åbne op for ... Men baah, jeg kan bare ikke komme videre

Jeg mistænker at det måske er en ubevidst angst for at ende et crappy sted igen (muligvis pga. de rygter der kører om stedet + hvad jeg ved fra tidligere ansat rytter), for at føle mig fanget i forpligtelser og skuffe mig selv igen ... Men hvordan fanen kan jeg komme videre? Nogle der kan give mig et velment spark i røven?