Slut med dårlige undskyldninger Slut med dårlige undskyldninger

Det er interessant at tænke over hvordan ens tanker kan spænde ben for en.
I dag var planen, at jeg skulle øve trav og galop på Zacko, men da jeg kom ind i hallen var der to andre der var igang med at ride. Zacko har tidligere haft det lidt svært med andre heste der rider rundt samtidig med ham, og det sidder stadig lidt i mit baghoved.
I dag reagerede hyppen dog ikke synderligt på de to andre heste, selvom de flere gange red tæt forbi ham, men alligevel holdt jeg mig kun til at skridte, for 'jeg vil jo ikke presse hesten, og det er jo mental træning for ham bare at ride rundt samtidig med de andre.'

Bagefter var jeg dog irriteret på mig selv, og der gik det op for mig: Det er ikke min hest, der er begrænsningen - det er mig. Jeg er sikker på, at jeg sagtens kunne have travet, og måske endda også galopperet på trods af de andre heste, og Zacko ville sikkert have taget det helt fint. Men fordi jeg selv synes det var meget at holde styr på at skulle sørge for ikke at ride i vejen for de andre, samtidig med, at jeg skal koncentrere mig om min egen ridning, så vælger jeg den nemme løsning.
Og det gælder også i andre tilfælde, som f.eks. at få redet noget mere på udendørsbanen og komme ud at gå nogle ture med hesten. Så nu må jeg se at få lagt alle de dårlige undskyldninger på hylden og indse, at det er mig der sætter begrænsninger for mig selv, og således hindrer mig selv i at gøre de ting jeg gerne vil med min hest, både nu, men også på længere sigt.
Så fra nu af er der ingen dårlige undskyldninger, og hvis der er så er de bygget på mine usikkerheder, og ikke på de usikkerheder jeg får projiceret over på min hest.

Andre der kender til følelsen af, at ens egen usikkerhed danner rammen for dårlige undskyldninger der blot fastholder en i usikkerheden?