Ond i hjertet {{forumTopicSubject}}

Uha det blev lidt langt.. jeg håber at i er friske på at læse det igennem og komme med jeres vurdering alligevel!


Kærlighed gør ond og lige nu ved jeg ikke hvor jeg har mig selv.
Min kæreste igennem 1 år begyndte for et par dage siden at ignorere alle mine forsøg på kontakt eller meldte ud at han havde travlt og at han nok skulle ringe når han havde tid.
Han ringede aldrig og som dagene gik blev jeg mere og mere frustreret og vred over at der ikke var nogen udsigt til at det ville ændre sig. Det skal også siges at jeg lider af angst og er i en periode hvor jeg er meget ked af det. Min kæreste og jeg er ellers meget tæt og vi har været hinandens fortrolige og støtte igennem hele forholdet. Han har tendens til depression med han ikke haft symptomer i et par måneder.

Da jeg endelig fik fat i ham i går aftes over fb chatten lod det til at han havde tid, men han forklarede mig at han ikke ville ringe til mig fordi jeg har været for tålmodig.
I det sekund klappede det for mig. Jeg blev så vred og ked af det. Det var meget uhensigtsmæssigt men jeg fortsatte med at ringe til ham yderlige 20 gang i træk uden held. I raseri skrev jeg til ham at han kunne rende mig og jeg forbandede hans computerspil og klaver (det essentielle for ham) langt væk. Jeg forklarede ham at hvis han ikke ville være der for mig når jeg var led og tiggede om hans hjælp, var jeg usikker på om vi skulle fortsætte forholdet.

Efter den sms reagerede han endelig og kom med hundrede forklaringer på hvorfor at han ikke havde ringet til mig eller taget telefonen de sidste par dage. Forklaringerne lød på at han var faldet i søvn, skulle passe hunden eller hjælpe sine forældre. Han fortalte mig så at han virkelig syntes at det var en uacceptabel reaktion og ikke ville snakke med mig mere. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at forklare ham at det var af raseri og meget uhensigtsmæssigt reaktion. Jeg undskyldte overfor ham.

Jeg trådte et skridt tilbage og ventede på at han ville skrive til mig idag. Han skrev her til aften at han virkelig ikke vidste hvad han skulle tro om mig og at nu ville slukke sin telefon.

..jeg skrev en lang sms til ham hvor jeg igen forklarede mig og forklarede ham at det var et desperat forsøg på at få hans opmærksomhed. At grunden til at jeg blev så vred var fordi jeg havde lagt alt hvad jeg har i ham og at blive afvist, efterlod mig helt alene. Det var et sidste desperat forsøg på kæmpe.

Set tilbage lyder det måske ikke som den optimale måde at klare det på i går aftes. Men jeg tvivler på at han havde reageret hvis min tone havde været anderledes.

Nu har han slukket sin telefon og jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre. Jeg kender ham godt nok til at han bliver fornærmet hvis jeg ikke gør mere. På den anden side har jeg svært ved at give ham hvad han vil have og møde op på hans bopæl. Det gør meget ondt på mig ikke at se ham.

Sikke et rod!
Jeg hungrer efter jeres vurdering for jeg er virkelig selv i tvivl.