En fortælling {{forumTopicSubject}}

Hvis i har tid, så syntes jeg i skulle læse denne stil (den er ikke færdig)...

Den er ret god, syntes jeg selv

Det hele startede en tåget morgen. Tiden kan ikke nævnes, for dengang var tiden alt og alligevel intet. Disede banker snog sig op af de nøgne stammer, det eneste der var at se på jordens overflade. Disen var tyk, næsten sort, og fugtig. Ingen vidste hvor den kom fra, for der var ingen. Et fugleskrig sprængte stilheden. Eller var det et fugleskrig? Pludselig dukkede mørke skikkelser frem fra mørket. Små, svævende skikkelser med mørke kapper. I hænderne havde de små fakler, små brændende lanterner. De havde intet ansigt og alligevel var trækkene så fine på dem. En svag hviskende sang brød langsom den spændte atmosfære. I starten var sangen svag, en dyster melodi, der alligevel formåede at sprede lys hvor den kom frem. Efterhånden blev den stærkere, de små skikkelser samledes i flokke og kredsede rundt mellem hinanden. Med ét lød der et brøl. Sangen stoppede øjeblikkelig, og de små væsener krympede sig. En mørk skygge, mørkere end det mørkeste mørke, tonede frem. Alle spejdede efter den ting, der lavede en så mægtig skygge. Men der var ingenting at se. For de små væsener vidste ikke, hvad de kiggede efter. Hvis de havde vist præcist, hvad det var de skulle finde, havde de med det samme bemærket de store, gule øjne, der stirrede nedladende på dem. Pludselig trådte noget frem af lyset. Ingen vidste hvad det var, ingen ved hvad det er, og ingen vil nogensinde finde ud af hvad det er. De små væsener bøjede hovederne i ærbødighed. Skikkelsen brølede igen, denne gang lød det så uhyggeligt, at det skabte angst blandt de små. De svævede forvirret ud og ind mellem hinanden og skreg af frygt, angst og smerte. Alle var de sikre på, den sidste time var kommet. Den store skikkelse lod en kæmpe hånd gribe ned i mængden af små fortumlede væsener og hev et halvt snes op. Lige så pludseligt som skikkelsen var kommet, forsvandt den. Ingen ved, om den virkelig forsvandt, eller den stadig var et sted i mørket. Og ingen vil nogensinde finde ud af det. Mørket smygede sig igen omkring dem, tættere end nogensinde. Væsenerne forsvandt igen. Deres sang startede på ny. Snart var der ikke andet at se, end de små fakler. Mørket lukkede igen alt ude.

For de små væsener, der var blevet hevet op, var livet nu hængt op i en tynd tråd. Deres fakler var slukket, blæst ud af vinden, intet liv sås. Intet liv hørtes. Kun en fornemmelse af stilhed og utryghed bredte sig. Væsenerne havde hverken ansigt eller tidsfornemmelser, de svævede bare rundt fra tåge til tåge. Et tab eller to var ikke noget, man oplevede sjældent, nej, faktisk ofte forvildede en af dem sig på gale veje. Endte som føde for de andre væsener, der ligesom dem svævede rundt. Uden tanke, uden sjæl. Men alligevel var dette anderledes. Som om en kuldegysning sneg sig ind under huden på dem. Pludselig brød et vindstød stilheden. Efterfulgt af et hyl. De små væsener vendte og drejede sig i den ukendtes hånd. Pludselig blev alt hvidt. Tiden blev sat i stå. Alt drejede og snurrede og alle mulige lyde og stemmer hørtes pludseligt. Den ukendte havde givet de små ører, ører der kunne opfatte mere end bare lyde. Pludselig smeltede en masse farver sammen, og blev hurtigt skarpere. Træer og blomster kom frem. Pastel farver, skarpe farver, svage farver, lyse farver, mørke farver. Det hele kunne de nu se. Den ukendte havde givet de små øjne, øjne der kunne skelne mere en bare farver. En fin duft kildrede i næserne på dem, en duft, et kapitel i deres liv, noget de aldrig havde kunnet før. Den ukendte havde givet de små næse, næser der kunne skelne mere end bare én duft. De små hoppede af glæde i den ukendtes hånd, men han lod dem ikke slippe. For første gang hørte de ham tale. Han snakkede med dyb ryst. ”Nu kan i tale, i kan se, i kan høre i kan dufte. Hvad mere vil i have?”, og den største af de små væsener sagde: ”Vi vil have et navn. Vi vil have et sted vi kan tage hen. Vi vil have et folk med specielle evner.” Den ukendte slap de små og lod dem falde. De landede blødt på et græstæppe med små, gule og røde blomster. Himlen var lyseblå og små fugle sang og fløj rundt. Alt var lyst. Intet mørke. Ingen tåge. De små følte det som et paradis. ”Fra nu af hedder i Miraler. Jeg giver jeg et sprog. I skal kalde det Kambuckisk. I kan bo i dalen Bakkesviren i landet Imrates. Der kan i skabe et folk. I skal være de 12 – i skal starte en ny generation. Jeg giver jer nogle særlige evner, men brug dem med fornuft.” De små Miraler, som de nu hed, fik navnene Ibria, Saxi, Andrisa, Ogk, Koke, Eils, Oek, Jiek, Esmrindo, Sambuu, Akri og Milkgrir. Og den ukendte tog dem i hans hånd igen, og de forsvandt ind i tågen. Mørket omsluttede dem, lyset forsvandt og alt blev mørkt. Kun hørtes de korte skingre fugleskrig, kun sås de nøgne stammer og fornemmelsen af utryghed bredte sig. Det susede i maven på Miralerne, en hvislen samtykkede til lyden af fugleskrigene. De fløj. Lang tid efter. Så lang tid som ingen kunne have tal på; der var heller ingen der forsøgte, men det kunne ikke tælles. Miralerne var trygge i den ukendtes hånd. De forsøgte ikke at flygte, for de havde intet sted at flygte hen. Intet andet de kunne knytte sig til, sammenligne sig med, nu da den ukendte havde givet dem evner, ingen andre havde. De oplevede et sus, de faldt og faldt. Men de landede aldrig. I stedet vågnede de senere. Der lå de på en græseng i en lille dal. Hvorfor vidste de ikke? Men de vidste at dette var Bakkesviren.

* * * * *

”Deres Majestæt, den kongelige Sambuca, venter dem i hendes gemakker.” Altis dybe ru stemme rungede i balsalen. ”Træd nærmere, træd nærmere.” Alle de adle folk, der var samlet i den store udsmykkede balsal, trådte adskillige skridt nærmere, men ikke nærmere, end at der var en vis afstand til den åbnede dør. Så fandt de en plads og stod og sludrede. Infera, det unge overhoved, var som altid med. Ikke et arrangement skulle han undlade sig med. Sådan var det altid, tænkte han. Alle er bange for Sambuca; men det siger de ikke offentligt. Selv øjnede han hver en chance til at snakke med hende. Han var tråds alt hendes elsker. Dette var selvfølgelig ikke offentligt. Offenligt, nej. Der var han hendes personlige rådgiver, minister og kloge hoved. Han smilede selvisk. Kan vi ikke snart komme videre? Jeg har flere aftaler der skal nås. Egentlig havde han ikke andre end en aftale med Sambuca i sin egen hule. Hans lille, usle hule, der snart var blevet offer for mange natlige besøg af dronningen. ”Kom nu, kom nu. Dronningen har ikke hele aftenen.” Altis stemme fortsatte: ”Dette er faktisk et arrangement. GÅ SÅ IND.” Alle de adle elskede dronningens arrangementer for den mad der blev serveret, var enormt god. Altid lækker dampende mad, lige fra hulegrillede. For det meste snegle, hugorme, eller Kimær, deres nationalret.

Senere, da arrangementet var forbi, kom Svigruá ind. Dronningens lille datter på 58½ Gnor, havde leget hele aftenen med sine tudser. Nu ville hun ikke mere, og det lille, men stædige barn havde insisteret på at komme ind til sin mor. Miralti havde forsøgt at holde hende ude, og det lykkedes da også til det sekund, hvor festen sluttede. ”Moar,” kaldte hun. ”Moar, jeg gider ikke lege med tudserne mere. De er alt for dumme. Jeg vil have et rådyr, jeg kan ride på.” ”Jamen, skat.” Dronningen så sig fra den ene til den anden side. ”Jeg har ikke tid nu. Jeg skal hen til Infera, du ved…” Længere nåede hun ikke før hun blev afbrudt af en arrig stampen, og et vræl. ”Jeg vil, jeg vil, jeg vil.” Dronningen sukkede. Hun vidste godt at når Svigruá ville have noget, stoppede hun ikke med at plage før hun fik det. ”Så lad gå. Men jeg kører nu, du må få Miralti til at hente en af dem der står i hulen sammen med de andre dyr.” Svigruá nikkede tilfreds. Hendes små gule øjne lyste.

Jeg vil forsøge at forklare noget om dronningens rige, selvom det ikke er så nemt som det kunne være. I den nordlige halvdel af Bakkesviren ligger mod vest Ariaskoven. Det er de godes skov. Det er en lys skov, fulde af forunderlige dyr. Rådyr, mus, kaniner, påfugle, enhjørninger og mange andre smukke, blide dyr. De lever alle sammen trygt mellem hinanden. Eller gjorde. Miralerne jager dyrene, især rådyr. De eneste dyr, der kan gå frit i skoven, er de blide blå og sølvskinnende enhjørninger, for de er for store for Miralerne, der kun er 958 Hvivler høje. Hvis man skulle sætte et højdetal på disse dyr, ville de være omkring 4860 Hvivler høje. Men det kan man ikke, for ingen har nogensinde fanget en. Og de lever vildt i den solbeskinnede skov. Langt væk fra Miralerne. Langt væk fra alt intelligent liv. Og dog…
I den halvdel der ligger mod øst, ligger Svartaskoven. I den kan man søge hen, hvis man ønsker dyb stilhed, mørke og længsel. Flere moser gør skoven uigennemtrængelig og hvis man alligevel våger sig derud, kommer man ikke hjem igen. I denne skov bor der også dyr. Store, bevingede øgler og otte benede væsener i skovbunden. Hvis disse dyr forsøgte at trænge ind til det område, hvor Miralerne bor, kunne man ligeså godt afskrive sin dødsdom. Ingen eller intet ville med fuld kontrol gå derind. Kun mørkets kræfter søger derhen. Og kun hvis der er noget i gærde.
Mellem de to søer er bjergkæden. Store, mørke og lyse bjerge toner frem og danner skygge over Svartaskoven. Et vandløb løber et sted deroppe. Et vandfald falder ned fra den lodrette bjergside.
I den sydlige halvdel af dronningens rige mod øst ligger de store søer. Stille sang kan der høres om natten, når det er fuldmåne. Mærkelige små væsener kan ses på bunden af søerne, hvis man er stille. Det er mystikkens del. Den blå glinsende overflade er spejlblank, men under den gemmer sig mange hemmeligheder. Det er også her, ritualet foregår.