Essay hjælp? {{forumTopicSubject}}

Hej HG!

Jeg har igen skrevet en stil, og er ikke helt sikker på genren.
Er der nogen af jer der er gode inden for essay?

Så vil jeg gerne have ris og ros fra jer

Min stil:

En del af mit er at vælge min vej, at vælge hvilken vej jeg vil tage for at komme videre. Hvad vil jeg med mit liv? Hvor vil jeg hen af? En vej kunne være igennem små bondebyer, ud og køre på de kringlede landeveje, som oven i købet er fyldt med irriterende, skarpe sving. Jeg kunne også vælge den stik modsatte vej. Den vej ville være lige ud af motorvejen, overhale en masse andre biler på sin vej, bare fortsætte uden stop. Ikke igennem nogen små bondebyer, ikke ud og køre på de kringlede landeveje, med irriterende, skarpe sving, men er det bare så let som det lyder? Jeg ved det ikke helt. Hvad hvis vi siger jeg er træt af skolen, træt af lektier, træt af at bruge min tid i et klasselokale, hvor jeg kunne bruge den med helt andre ting, som jeg meget hellere vil? Hvad hvis jeg er træt af at læse, træt af at lytte, træt af at sidde stille, makke ret og gøre som andre folk siger. Hvad hvis jeg bare gerne vil væk, væk fra det hele, tage en slapper, sætte hjernen lidt på standby og rejse væk – Eller bare slappe af der hjemme. Tage et sabbat år, det lyder da skønt, ikke? Hvorfor, hvorfor egentlig? Hvorfor ikke bare køre der ud af, tage det hele i ét huk, blive færdig med sin skole, sin uddannelse, få sig et job og komme videre? Køre ud af den lige vej, uden stop. Der kan selvfølgelig komme problemer, som et punkteret dæk, et stenslag eller måske et færdselsuheld. Alt kan ske. Det kan sagtens blive en meget lang køretur, ud af den samme endeløse vej. Det er jo skolearbejde, på skole-arbejde, på mere skolearbejde, men jeg er alligevel sikker på at det er den rigtige vej, hvis jeg vil blive noget ud over mekaniker, renovationschauffør eller vinduespolerer. Ikke fordi jeg har noget imod mekanikere, renovationschaufførere eller vinduespolerere! Det er jo nogen forholdsvis nemme jobs, men jeg er sikker på det ville være federe at få et job der gav noget mere i løn, og noget jeg måske ville synes bedre om, noget der kunne føre mig videre. Lad os nu sige jeg vil være dyrlæge. Det kan jeg ikke blive med 4 og 7-taller, der skal jeg nærmere bruge 10 og 12-taller. Det ville være træls at satse efter noget så stort, men alligevel vide man aldrig ville kunne nå det, fordi man har spildt sin tid i skolen. Jeg ved godt at jeg ikke gør hvad jeg kan, jeg ved godt jeg ikke arbejder på højtryk for at få de bedste karakterer, jeg ved godt jeg kan gøre mere for det! Man kan altid forsøge mere end man gør. Man kan altid rykke sig. Om det så går med 40 kilometer i timen, eller om det går med 110 kilometer i timen, så kan man altid rykke sig. Dengang jeg startede i 0. klasse, kunne jeg hverken læse eller skrive, jeg kunne knap nok lægge 10+10 sammen, men det lærte jeg! Jeg rykkede mig ligeså stille igennem årene i skole, og nu kan læse, nu kan jeg skrive, og jeg kan lægge alt hvad jeg vil sammen, for jeg fandt taktikken. Taktikken til at ville, og til at kunne. Taktikken som gør, at jeg har lyst – lyst til at kæmpe videre. Derfor håber jeg på at mit fornuftigste jeg, kan fortælle mig at jeg bare skal ud på den motorvej og køre! Jeg vil der ud, jeg gider ikke de kringlede omveje, jeg vil bare være færdig, og komme videre, men kommer jeg nogensinde det? Det er jo det store spørgsmål. Kommer jeg ud på motorvejen, eller stopper jeg op i svinget og plukker grøft-blomster? Jeg ved det stadig ikke, jeg ved bare at jeg gerne vil videre, jeg vil ikke ende som mekaniker, renovationschauffør eller vinduespolerer, for det interesserer jeg mig bare ikke for, og sådan er det. Det ville da være fedt hvis man gerne ville være vinduespudser, men det vil jeg bare ikke. Jeg vil meget hellere lave noget jeg brænder for, noget jeg ved at jeg vil gøre resten af livet uden at blive træt af det, noget der gør at når jeg vågner om morgenen springer jeg op af sengen og tænker ''Yes, jeg skal på arbejde, det vil jeg gerne!''. Jeg føler selv, jeg er godt på vej ned til motorvejen, jeg ved bare ikke hvornår jeg skal dreje. Vil jeg ned nu, eller vil jeg ned på et andet tidspunkt? Hvornår vil jeg ned på motorvejen? Jeg vil gerne der ned hurtigst muligt, og det er nok også grunden til at jeg vælger at køre igennem små bondebyer, ud på de kringlede landeveje, som er fyldt med irriterende, skarpe. Jeg vil hurtigst muligt finde mig en afkørsel, så jeg kan komme ned på motorvejen. Det skal ikke lyde som om jeg ikke ved hvad jeg vil, for det ved jeg. Jeg ved hvor jeg skal hen efter folke-skolen. Min mavefornemmelse siger mig, at jeg er på vej. Jeg vil ikke holde sabbat år, jeg vil ikke på ferie og spilde min tid, jeg vil ikke gå efter et skod-job som ikke kan holde mig kørende i læng-den. Jeg vil bare være færdig. Jeg vil gå efter guldet, som en fodboldspiller går efter at score det perfekte mål, og få en masse berømmelse ud af det. Jeg vil ikke være kendt, eller berømt. Jeg vil bare ud af den lige vej, og komme videre.